Anthropophagy

Det havde aldrig været meningen, at det var Alice, det skulle gå ud over. Det var ikke engang guds vilje eller skæbnen. Det var et tilfælde.
Alice havde endelig fået kærligheden. Men lige da han endelig var blevet hende, måtte hun give slip. Han rev hendes hjerte ud, og det var han ikke den eneste, der gjorde.

5Likes
2Kommentarer
1434Visninger
AA

5. Kaninen med uret

Jeg stormede ud af køkkenet og ud mod hoveddøren, men den var låst og dørhåndtaget var hevet af. Hvorfor havde jeg dog ikke lagt mærke til det noget før? Jeg bandede for mig selv og kunne se ud af min øjenkrog, at Igor havde fundet en kniv og havde kurs mod mig, men han var stadig i køk-kenet, og jeg kunne måske nå op på første sal. Jeg tog chancen og farede hen til trappen. Jeg løb hurtigere end mine ben kunne klare, og det kunne godt mærkes, da jeg snublede op til flere gange. Det var mit held, at Igor kun stille og roligt fulgte efter mig, mens han jagede mig rundt i huset. Jeg endte på gangen med de mange døre. Et enkelt øjeblik håb om, at en af dørene førte til eventyrland, ramte mig samtidig med et flashback af hans ord, han havde sagt, inden han forlod mig så tidligt som i morges. Jeg fortsatte ind i et tilfældigt rum, jeg nåede ikke engang at ænse, om det var den første dør, den anden, den tredje, den ottende eller niende. Rummet var bare ikke det samme som før. Dette havde to hele vægge fyldt med kridhvide skabe. Uden at tænke mig om, åbnede jeg et, men fortrød hurtigt inderligt. Jeg havde godt lagt mærke til den specielle stank herinde, men havde ikke haft tid til at bekymre mig om det. Det var først, da resterne af et lig rullede ud af skabet. Jeg holdt brækket og tårerne inde, da jeg pludselig kunne høre Igors stemme tæt på. Heldigvis havde jeg lukket døren, så han blev nød til at lede alle rummene igennem. Lige nu var tiden min største fjende. Jeg fik kød-resterne af ham ind i skabet igen og åbnede et andet, et tomt. Skabene var store nok til, at min krop kunne være derinde. Jeg krøb sammen og lukkede lågen forsigtigt til. Min hånd fandt ned i lommen på mine bukser og greb sammen om min mobiltelefon. Her var stadig dækning. Min svigerfars nummer var det første i telefonbogen. Jeg trykkede hurtigt på opkaldstasten og holdt telefonen op til mit øre. Opkaldstonen lød alt for højt til, at det var behageligt i mit øre. Pludselig lød den velkendte ringetone fra hans mobiltelefon fra et af de andre skabe. Tårerne klemte sig stadig på i øjenkrogen ved lyden at the Beatles’ Here comes the sun. En enkelt tåre løb ned af min kind, da tonen fortsatte. Han havde for nylig lånt mobilen af sin far, da han havde fået sin egen stjålet. Nu da alt håb var ude, tænkte jeg ikke så meget på at lægge på. Jeg ville bare nyde de sidste sekunder i selskab med den sang, der havde så mange minder med sig. Da jeg så fornemmede den anden dør blive åbnet, ramlede det hele sammen. Jeg holdt vejret, da jeg hørte en latter. Igors latter. Jeg prisede mig selv lykkelig for ikke at have klaustrofobi, da det føltes som om skabet blev mindre og mindre. ”Åh søde Alice, du kan ikke gemme dig for mig, især ikke når du er så dårlig til gemmeleg. Selvom det vil tage mig omkring tolv minutter at gennemlede skabene, ville jeg finde dig,” der var en kort pause, ”men jeg behøver kun at åbne et skab. Chanel Chance Eau De Parfum.” Det var navnet på en parfume. Jeg kunne ikke helt gennemtænke det, før jeg fik fyldt min næse med duften fra den. Jeg havde selv den parfume på i dag. Han kunne lugte den! I det samme blev skabet åbnet og Igors mandelbrune øjne stirrede direkte ind i mine. ”Farvel Eventyrland, farvel Alice.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...