Jeg hader dig

Kate Johnson skal flytte skole. Allerede den første dag møder hun problemer i form af klassens snob, Christina, der ville have hende ned med nakken. Der opstår en indbyrdes strid imellem dem, men hvor lang vil de gå og hvem vil mon vinde kampen? Samtidig dukker en del af Kates gamle fortid op, og hun finder ud af, at en af hendes kæreste er i fare.

2Likes
7Kommentarer
3035Visninger
AA

11. Pis!

Christina gjorde sig virkelig umage med at være sød mod mig. Hun kom altid hen til mig i frikvartererne, gav mig altid et af sine fantastiske smil med på vejen og spurgte altid om vi skulle være sammen efter skole. I det hele taget var hun bare fantastisk. Som den manglende veninde jeg altid have manglet.

De andre i klassen havde i starten virket forvirret over, hvad der var sket mellem os, men som alle andre ting, vænnede de sig til det lidt efter lidt, og til sidt var der ingen, der kommenterede det.

Det var som om hun virkelig mente det med at starte på ny og glemme alt, og hun havde også forladt sin sædvanlige gruppe til fordel for mig.

Det var som en umulig drøm jeg ikke ville vågne fra.

 

Vi havde lige fået fri fra skole og jeg fulgtes, som jeg plejede. sammen Christina, da vi alligevel skulle et stykke af den samme vej.

Vi grinede og fjollede sammen, som var vi gamle venner. Jeg havde næsten glemt alt om hendes gamle jeg. Men kun næsten. Minderne flød det stadig rundt i min underbevidsthed og mindede mig om det hver gang jeg så mig i spejlet.

 

Da vores veje skiltes, gik jeg grinende den anden vej, mens jeg råbte farvel til hende over skulderen.

Men som sædvanlig var uheldet med mig, og klodset som jeg var, stødte jeg ind i en person, så jeg væltede over vedkommende.

Jeg gav et lille forskrækket hvin fra mig.

,,Undskyld,” mumlede jeg forlegent, hvorefter jeg hurtigt kom på benene og børstede mig fri for sten og andet jeg havde fået på mig i faldet.

,,Det gør ikke noget. Jeg skulle også ha…” begyndte stemmen, men stoppede op i forbløffelse. ,,Kate?” stemmen var fuld af forundring.

Hvordan kendte en fremmed mig navn?

Jeg kiggede forbløffet op på vedkommende jeg havde stødt ind i, og mit ansigt måtte have vist, hvor overrasket jeg blev.

,,Daniel?” spurgte jeg og så vantro på ham. Utroligt, vi kunne huske hinandens navne trods al den tid der var gået imellem vi havde set hinanden.

Han smilede skævt og kiggede på mig med et varmt blik.

,,Det ser ud som om skæbnen har bestemt, at vi altid skal mødes på denne måde,” sagde han med en lille latter.

Jeg kiggede forlegent ned i jorden. Ikke det bedste førstehåndsindtryk at give en person.

,,Tjoh,” kom det bøvet ud af min mund,” og jeg smilede akavet til ham.

En akavet tavshed bredte sig mellem os.

,,Skal du for resten noget i dag?” spurgte han så, ud af det blå mens han kiggede på et punkt bag ved mig.

,,Nej, ikke rigtigt,” svarede jeg, uden rigtigt at tænke nærmere over det. Jeg stivnede dog da jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet Christina, at vi skulle være sammen senere i dag. Faktisk kun om et par timer eller mindre.

Daniel lagde til gengæld ikke mærke til det, men smilede bare endnu en gang.

,,Fedt, jeg tænkte på, om du så kunne tænke dig at hænge ud resten af dagen?” Han prøvede at virke rolig, men selv jeg kunne se, at han var glad for mit svar.

,,Æhm jo okay, det kan vi godt,” svarede jeg nervøst, mens min hjerne kørte på højtryk for at finde en løsning.

Pis, pis, pis! Hvad er det du laver, Kate?! Du skal ikke være sammen med ham! Du har en anden aftale, så overhold lige den først! Rod dig ud af det her!

Jeg var helt tom for idéer.

Orh pis også da! Christina flipper ud nu… Hvordan skal jeg rede mig ud af det her?

Jeg skyndte mig at sige et eller andet:

,,Men du, æhm…” jeg gik lidt i stå. Hvad var det egentlig jeg ville sige?

Så find dog for helvede på noget!

,,Jeg er kommet i tanke om, at jeg ikke kan alligevel…” jeg bed mig nervøst i underlæben mens jeg undgik hans blik. Alligevel kunne jeg mærke hans skuffelse, som var det mig egen. … Var det da min egen?…

Jeg tilføjede hurtigt en ting:

,,Eller jo, men kun en lille smule. Højest en times tid!”

Hans ansigt lyste en smule op, og han gav mig et lille smil.

,,Det er vel bedre end ingenting,” sagde han og begyndte at gå. ,,Kommer du?” spurgte han og vendte sig mod mig mens han fortsat gik baglæns. Han blinkede til mig.

En eksplosion skete i min mave. Jeg kunne ikke styre følelsen jeg fik, den spredte sig i hele min krop og efterladte et spor af varme i hver eneste lille del af min krop.

Et smil gled over mine læber. Trods jeg aldrig i mit liv havde følt noget lignende som dette, vidste jeg med det samme, hvad det var, der skete inden i mig.

Jeg løb efter ham for at være sammen med ham.

Ikke kun i dag, men forhåbentligt for altid.

Daniel Schou Lorentzen. Jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...