Min hemmelige veninde

Egentlig en skoleopgave, som jeg fik lyst til at dele med jer.

10Likes
24Kommentarer
4791Visninger

3. 2.

Det var ikke fordi nogen lagde mærke til mig og mit vægttab, den konstante kalorietælling eller motionen. Nogle piger oppe på skolen nævnte mit drastiske vægttab, når vi klædte om til idræt. Jeg begyndte at hade det, idræt altså. Hvad tænkte de ikke om min gigantiske krop? Om alt fedtet der blævrede ud over kanten af mine trusser? De syntes garanteret, at jeg var en fed ko. Et uværdigt menneske.

Mine forældre svævede rundt i deres egen lille lyserøde sky, sammen med min åh-så-fantastiske lillebror. Jeg følte mig glemt. Mine karakterer fik ikke længere en stor klapsavle, det var blevet til; ”Åh, hvad sagde du? Nå ja, det var godt klaret.” Jeg mærkede flere gange tårerne brænde inde bag øjenlågene, og lysten til at skrige, til at komme ud med alt mit raseri, gnavede noget så forfærdeligt i maven. Hvad fanden var deres problem? Jeg var femten år gammel, og de havde allerede efterladt mig til mig selv? Det var skuda ikke i orden. Jeg hadede dem. Jeg havde ikke lyst til at snakke med dem.  Men hvem skulle jeg ellers sige det til? De dage hvor jeg følte mig helt glemt, tog jeg løbetur – flere gange var det anden gang på den dag – ud på en lang 10 km. Min rekord var 40,03 min.

Jeg vejede 41 kg, den dag min mor bankede på døren og ville tage en snak med mig. Jeg mærkede allerede paraderne sænke sig, da hun stod i min døråbning med den der mor-agtige bekymrings rynke midt i panden. ”Søde Liv … Du har tabt dig alt for meget på det seneste. Det ser uhyggeligt ud nu.” Mine parader røg op igen. Raseriet, vreden, sorgen, svigtet – alle følelserne fik det til at pumpe i hovedet på mig. Så mange følelser var slet ikke til at holde styr på. Bliv fra mig, rusk mig! Tag fat i mig, lad mig være! Slip mig, hold mig fast! For første gang i omkring et år, så min mor mig. Hun så ikke igennem mig, sådan som hun plejede at gøre, hun så mig. Og jeg hadede det. I et langt, ensomt og forfærdeligt år, hvor jeg kun havde haft mig selv, så hun mig pludselig. Jeg prøvede at forme ordene. Men jeg kunne ikke. Jeg ville have hun skulle skride. Skride ud af mit liv, for sådan som jeg havde det, på det tidspunkt, klarede jeg mig bedst alene. Der hørte jeg hendes stemme igen. Men denne gang sagde den noget andet. ”Liv, få hende til at skride. Hun kommer og lader som om hun forstår dig, men i virkeligheden glæder hun sig bare til, at komme slippe nedenunder til sin elskede Thomas.” Pludselig var det ikke svært at råbe af hende. ”Skrid,” mumlede jeg og så ned i jorden. På en side skammede jeg mig over at tale sådan til min mor, på den anden side så fortjente hun det. ”Af hvad sagde du, unge dame?” Det satte mit pis i kog. ”SKRID! NU!” Jeg sendte hende et hårdt blik og mærkede tilfredsstillelsen brede sig i kroppen. Jeg hadede hende. Jeg hadede min mor. Jeg hadede min far og mest af alt hadede jeg min lillebror, som havde fået dem til at glemme mig. Hun gik. Uden indvendig. Prøvede ikke engang. Hun gav op på mig. Det føltes som et slag i maven. Hvor var den mor, der altid skulle passe på mig? Hvor var den mor, som skulle sørge for, at der ikke skete mig noget? Jeg indså, at hun aldrig havde været der for mig. Det havde altid handlet om det ekstra barn de skulle have. Tårerne sved i øjnene, da jeg for anden gang de dag, sneg mig ud på min 10 kilometer. Det var blevet vinter og kulden bed i armene. Jeg var lige løbet forbi Marias hus – en af de piger der i sin tid havde nævnt mit vægttab i idræt -  da jeg begyndte at se små sorte prikker for øjnene. Pludselig ramte jeg jorden, og så var der helt sort. Jeg vågnede op på hospitalet. Min krop var iskold, bortset fra min hånd. Jeg åbnede langsomt øjnene og fik øje på min mor, som smilede lettet. ”Åh, Liv. Det må du ikke gøre mod os igen!” Jeg sank en klump og stirrede på hende. Jeg væmmedes ved hendes pludselige opmærksomhed. Anorexia Nervosa var det der stod på min journal, afslørede min mor. Anoreksi. Ligesom Karen Carpenter. Hun var død af det, det vidste jeg. Men hva så? Det betød jo ikke, at jeg ville gøre det. Det eneste jeg ville, var at være tynd. Den dag gik det op for mig, at jeg havde én veninde, jeg havde Ana.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...