Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7468Visninger
AA

27. Hvad er?... Blod?

Men jeg ville ikke bide hende. Jeg elskede hende stadig. Jeg vidste jo godt at hun ikke var sig selv lige nu, det var månen der havde magten over hende.

Jeg tøvede et sekund for meget, og blev sviget rundt og hen ad jorden.

Mit hoved ramt en sten da jeg faldt. Mit hoved gjorde ond og blødte.

Det havde jeg dog ikke tid til at tænke på, for Sille løb mod mig en høj kraft.

Hendes tænder ville bide ned i mit kød, hvis jeg ikke kom væk. Jeg rejse mig hurtigt og kom af vejen.

Selv om jeg hurtigt var væk, var hun lige så hurtigt til at komme tilbage i et angreb.

Jeg måtte gøre noget.

 

En tanke slog ned i mig. Måske behøvede jeg ikke gøre hende ondt. Måske kunne jeg løbe fra hende.

 

Da hun kom mod mig, holdte jeg stand. Da hun var tæt nok på, lavede jeg et spring, og landte med tænderne i hendes nakke. Jeg havde ikke tid til at tænke det igennem igen.

Jeg holdte stramt fat og svingede hende rund. Det gik ikke helt som planlagt, Men jeg fik hende til sidst rundt og kunne smide hende i vandet.

Jeg betragtede hende et kort øjeblik. Det så ikke ud som om, hun var en god svømmer.

Hun kæmpede for at komme til kanten.

Jeg kom i tanke om hvad det var jeg skulle, men jeg ville ikke rigtig gå. Ville hun mon komme op ad den stejle kant?

 

MIKKEL! STÅ IKKE BARE DER! LØB!

 

Jeg løb. Løb væk fra søen. Løb væk fra Simon og Caro. Løb væk fra skoven. Løb væk fra Sille.

Jeg efter lod hende i vandet. Hun var sikkert kommet op nu og ledte efter mig.

Jeg kunne ikke forstå det. Hun var varulven der dræbte… Hun havde prøvet at dræbe mig… 2 gange…

Hvad der var værst af alt. Hun havde dræbt som 10 årig… Måske før det. Hun sagde at jeg var den første i denne by…

Hvor mon ellers havde været?

 

 

 

Mit hjerte galoperede der ud af. Jeg kunne ikke løbe længere.

Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller hvor vor langt jeg havde løbet. En ting var sikkert; jeg kunne ikke vende tilbage.

Jeg ville altid vide hvad Sille var, og jeg kunne ikke dræbe hende. Jeg elskede hende for meget.

 

Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg faldt. Jeg rejste mig ikke, men blev bare liggende. Blev liggende og grad.

Månen var på vej ned nu. Der var cirka en time tilbage, før jeg blev mig selv. En lang time…

Men hvad var nu det? Blod? Det kunne ikke passe!

Jeg rejste mig hurtigt, skønt mine ben var ved at give efter.

Jeg Kiggede efter Sille. Jeg vidste hun var her, men jeg kunne ikke se hende.

Noget tungt landte på min ryg, og slog mig i jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...