Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7486Visninger
AA

14. Du trænger til et bad.

Jeg ville gerne læse resten af bogen, men jeg havde ikke tid til det.

Jeg tog bogen med op til skranken.

”Undskyld mig. Kunne De fortælle mig, hvem forfatteren af denne bog er, og hvor jeg kan finde en boghandel, der sælger den?”

Damen bag skranken så underligt på mig. ”Beklager unge mand. Men der findes kun den ene bog. Og forfatteren ønsker at være anonym.”

Hun skulle til at gå, men jeg ville hvide mere.

”Hvem har trykt bogen?”

”Forfatteren selv. Hør, jeg kan altså ikke fortælle dig noget om bogen”

Hun gik videre igen.

”Kan du så i det mindste fortælle mig, hvorfor den sidste historie er skrevet i hånden? Og hvorfor Der er en masse blanke sider tilbage?”

Hun vendte sig vredt mod mig. ”Denne bog er fra en anonym person. Omtalte person er den person der har skrevet noget i hånden. Det er skrevet i hånden, fordi det offer lige er blevet dræbt. Hun skriver alle det nye historier ind i bogen når det sker!”

”Aha! Så det er en kvinde der har skrevet bogen?!”. Hun hvæste af mig og tog bogen fra mig. ”Du skal være stille på et bibliotek. Gå ud med dig”

 

Ude på gaden vrimlede folk stadig frem og tilbage mellem hinanden. Jeg gik mod Brugsen med tankerne på bogen. Og min mor.

Jeg havde ikke set hende i 7 år. Og kom heller aldrig til at se hende igen.

 

Jeg kiggede ned i posen med vare. Der var ikke mange ting, men det var det, jeg havde råd til.

Lige pludselig ringede Kirkeklokkerne. En trist melodi flød gennem byen. Folk gik helt i stå og lyttede til klokkerne. Kort efter gik alle mod kirken. Jeg skulle den anden vej. Men mængden rev mig sig. Jeg havde ikke noget andet valgt end at gå mod kirken.

Der var ikke nogen, der stilede spørgsmål til, hvad der skete.

Byen var stor, men alle kendte alle. Et stort samfund var de.

Nogen af folkene snakkede om, hvad grunden var.

 

”Hvem er død?” Spurgte en tyk lavbenede mand.

”Det er Camilla Rosengård. Hende der var det sidste offer for Den Sorte” svarede en høj mand med hat på.

”Åhh… Stakkels Camilla. Hun havde lige klaret sin skole gang. En sund, klog og smuk pige” Sagde den tykke, mens han plukkede en blomst og proppede den i sin brystlomme.

”Ja… Jeg har lovet alle de døde: at hvis jeg ser Den Sorte, dræber jeg den”

 

Folk stoppede ved kirken og kiggede på den hvide kiste, der var flot dekoreret med røde blomster. Klokkerne var stoppet, og en præst talte ud over den stadig voksende folkemængde.

Han messede en masse ord hen over kisten.

Jeg ledte efter en vej ud og væk. Det lykkedes også, da alle folk begyndte på den første salme. En Sang bredte sig ud over hele byen. Selv dem der ikke var nået til kirken sang.

 

Da jeg var nået til bog handleren, var jeg fri for mennesker, men sangen lød stadig igennem byens gader. Der lugtede af blod rundt om mig igen. Jeg trængte til et bad.

Jeg lugtede af blod. Sikkert fra alle mine måltider…

Jeg synes lugten om mig blev værre og værre som jeg gik mod skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...