Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7511Visninger
AA

21. Du stinker!

Jeg så på blodet. Jeg brød mig om den her tid. En slem bivirkning man kunne få.

Jeg vendte blikket mod det døde dyr, der havde et tomt blik i øjet.

Gad vide hvor dens sjæl var nu. Hvor endte man når man døde?

Jeg ville ikke tænke på det lige nu.

Jeg ville først dø om mange år.

Jeg forstillede mig det liv, jeg aldrig ville få.

 

Der kunne jeg sidde. Lille Maik der var blevet gammel og grå. En sød dame ved min side. Mine egne børn med deres egne børn. Alle sammen lykkelige. Se en solnedgang sammen og snakke om gamle dage.

 

Men Lille Maik ville aldrig for sådan en slutning. I stedet ville jeg leve som Mikkel.

Et langt liv gemt så langt væk som muligt fra alting.

Dumme skæbne…

 

Jeg gyste kort ved tanken om ham der havde givet mig min skæbne. Jeg smed det derefter væk og spiste med de andre. Da jeg tog den første bid sprang Simon og Caro et skridt baglæns.

”Åh Mikkel! Du stinker” Sagde Caro så.

”Har du rullet dig i gammelt blod eller noget?” Spurgte hun så.

”Jeg ved det godt… Jeg har selv lagt mærke til det” svarede jeg bare og spiste.

Simon så på mig med et mistroisk blik. Han tænkte på et eller andet. Han måtte vide noget, vi andre ikke vidste.

Med et hurtigt ryk rettede han sit blik mod busken. ”Jeg synes vi burde gå nu” sagde han med en bestemt mine.

”Hvad? Du har været så opsat efter at komme ud at jage i dag, også skal du ikke have mere end en mundfuld?” protesterede Caro.

”Det skal ikke diskuteres. Vi går nu!” snerrede han kort og skulle til at gå.

Og nu vidste jeg hvorfor. Der var nogen i busken. Eller noget var på ved mod os.

Caro skulle til at gå med, men stoppede og så på mig.

Jeg ville ikke gå med dem.

”Mikkel kom nu” sagde Caro med dæmpet stemme, da hun også kunne høre det nu.

 

Men jeg ville ikke gå. Jeg vidste hvad det var. Eller rettere, hvem det var.

Jeg blev stående og ignorerede alle Caros forsøg på at få mig med.

Simon opdagede Caros nytteløse forsøg og vendte om. Han kom hen til os og vidste en aggressiv adfærd. Han ville tydeligvis have personen væk.

 

Men Simons adfærd skræmte ikke Sille. Hun kom frem fra sit skjul med et forsigtigt smil.

”Hej” sagde hun forsigtigt.

Jeg satte mig på jorden og så på hende.

Simon knurrede surt, og Caro så bare på.

Da Sille fik øje på Simon, tøvede hun lidt. ”Mikkel?” spurgte hun så og så på mig.

Problem… Jeg ville gerne svare hende… Men så skulle jeg tale med hende… Og hvis jeg talte med hende, ville jeg jo bryde en regel. Men på den anden side havde jeg jo brudt en del i forvejen.

 

Simon var ikke specielt glad for, at hun kunne mit navn. Nu gik Simons vrede ud over mig.

”Ja?” svarede jeg lagt om længe.

 

Det sagde klik for Simon. På den gode måde… Tror jeg.

Han blev hurtigt sig selv og så på Sille. Han gjorde hurtigt omkring og bed Caro i øret, som tegn på at han ville tale med hende, alene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...