You're Beautiful

Stemmerne siger, at han er modbydelig, beskidt og ulækker. Når man bliver ved med at få det at vide, tror man jo på det til sidst. Hvad sker der så, når en smuk skabning, der kommer fra havet, som har skjult sine gæller og sin hale. Et væsen, der hader og foragter mennesker. Hvad sker der, når væsnet siger det modsatte? Når væsnet siger, at han er smuk? - Det er meget enkelt... Man bliver forelsket.

151Likes
428Kommentarer
15255Visninger
AA

22. You're Beautiful

”Taemin, vågn op. Kom nu… Fortæl mig ikke, at du er død!”

Jeg slog roligt mine øjne op. Mit blik var slørret i nogle sekunder, hvorefter jeg var i stand til, at fokusere på ansigtet foran mig. Jeg lå på stranden i sandet. Jeg lå på ryggen, med ham liggende en smule hen over mig, dog opløftet fra mig, med sine smukke, stærke arme.

Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra hans ansigt. De røde, smukke øjne. Det mørke hår, der var samme farve som havets dyb. Hans tænder, der var en smule skarpere end mine, men stadig hvide som sne. De få, små pletter af kongeblåt skæl, der var på hans hud, men som gav et skær af sølv i månelyset. Svømmehuden mellem hans fingre, der havde samme farve, som hans finner.

Finner.

De finner, han havde på sin hale.

Den hale, jeg allerede så, da jeg flød rundt nede i vandet.

Mine øjne blev store, da jeg opdagede, at hans ben var en stor, smuk fiskehale, der glimtede i månelyset. Kongeblå. Sølv. Diamanter. Det var den farve og den glans, der var i hans hale. En hale, der var en prins, måske endda en konge, værdig.

”M-Minho,” hviskede jeg og så ind i hans øjne. Jeg vidste ikke, om jeg var bange eller ej. Han var ikke et menneske. Gællerne på hans hals afslørede ham endnu mere. Der var få pletter af det blålige skæl, som jeg også havde set, den morgen hvor jeg vækkede ham.

”Undskyld, Taemin. Tilgiv mig, at jeg ikke fortalte det,” hviskede han lavt og sænkede sit blik. Hvorfor var han pludselig trist? Han skulle ikke fjerne sit blik fra mig.

”Du synes nok, jeg er et monster nu,” mumlede han og så væk fra mig. Hvorfor så han væk fra mig? Jeg ville se på hans skønhed noget mere. Han måtte ikke se væk!

”M-Minho… Hyung…” sagde jeg svagt og lagde blidt min hånd på hans ene kind, for at få ham til at se på mig. Han så på mig med store øjne.

Han lagde sin hånd ovenpå min. Jeg smilede varmt til ham. Jeg trak ham blidt ned til mit ansigt, for at plante mine læber på hans. Han smagte dejligt af saltvand. Hans læber var bløde, som havets overflade.

Havets overflade, i månelyset.

Han trak sig ikke væk fra kysset. Han gengældte det og lukkede sine øjne blidt i. Jeg ville ønske, at det kunne vare for evigt. Hans overkrop og hale var en smule sandet, da sandet havde klæbet sig fast til hans våde krop. Det samme gjaldt for mig. Mit tøj var ødelagt, revet i flænser og stykker, dækket af sand og gennemblødt af saltvandet, der flød i havet.

Det var dog fuldstændigt lige meget, om der kom nogle få sandkorn i vejen for vores kys.

Jeg var lykkelig.

For første gang i lang tid, var jeg lykkelig.

Minho trak sig væk fra mine læber, men fortsatte dog med, at se mig ind i øjnene. Smagen af saltvand forsvandt fra min mund. Jeg smilede til ham med et varmt smil.

”Minho hyung, du er ikke et monster,” sagde jeg, imens jeg fortsat lagde min hånd på hans kind. Han så på mig med store øjne, overraskede øjne.

”Taemin, jeg er ikke ligesom dig. Jeg kommer fra havet, jeg kommer ikke fra landjorden,” forsøgte han at forklare mig. Jeg rakte bare tunge til ham.

”Tror du ikke, at jeg er ligeglad med, hvor du kommer fra, hyung?” spurgte jeg.

”Jeg elsker dig, lige meget hvor du kommer fra, lige meget hvad du er,” sagde jeg og smilede stort til ham. Jeg kunne ane nogle få tårer i Minhos røde øjne og et glad smil. Han flettede sine fingre med mine, trods det var en smule besværligt med svømmehuden.

Det var dog lige meget. Jeg elskede ham af hele mit hjerte.

”Du er smuk, Minho hyung.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...