You're Beautiful

Stemmerne siger, at han er modbydelig, beskidt og ulækker. Når man bliver ved med at få det at vide, tror man jo på det til sidst. Hvad sker der så, når en smuk skabning, der kommer fra havet, som har skjult sine gæller og sin hale. Et væsen, der hader og foragter mennesker. Hvad sker der, når væsnet siger det modsatte? Når væsnet siger, at han er smuk? - Det er meget enkelt... Man bliver forelsket.

151Likes
428Kommentarer
15257Visninger
AA

2. Blod

Havet.

Det smukke, blå hav.

Det var sådan, folk udefra så på det, men de havde ingen anelse om, hvordan der så ud under overfladen. Under den krystalblå hinde, der skjulte sandheden om det, der aldrig skulle blive opdaget af dem.

Mit hjem.

Det mest trygge sted, der fandtes. Der var ingen fare der.

Den eneste fare der var, var den fare, som menneskene skabte for os. De kvalte vores hjem med deres forurening. Deres olie, som de spildte ud i havet. Deres affald, som de smed hvor det passede dem.

Det var derfor, at jeg hadede menneskene mere, end alle de andre af min slags. Jeg havde et større ansvar end de andre, når min far engang gik bort. Jeg ville beskytte mit hjem, og det var derfor, jeg havde gjort det, jeg nu havde.

 

”Minho, gå nu frem,” sagde han lavt. Jeg vågnede op fra mine tanker, da jeg stod i lufthavnen. Vi skulle gennem sikkerhedskontrollen, for at vi kunne tage med flyet til Seoul. Jeg brød mig slet ikke om, at stå i kø. Folk maste og skubbede. Dog sørgede han for, at ingen rørte mig. Han vidste godt, at jeg kunne dræbe dem på mindre end to sekunder, hvis de kom for tæt på.

Jeg hadede dem!

Alle menneskerne! Jeg ville ønske, at de bare ville forsvinde fra denne planet! At de ville dø, og betale naturen tilbage, for det de havde gjort.

”Kom nu fremad, pretty face,” sagde eN stemme, sarkastisk. Jeg stirrede koldt på ham, en sikkerhedsvagt, da han stod og ventede på, at jeg skulle gå frem. Gå gennem metaldetektoren. Det var endnu et tegn på, at menneskene ikke stolede på hinanden. Det var slet ikke, som det var, i mit hjemland. Manden var grim. Ækel. Uren. Hans ansigt fortalte hele hans fortid, fremtid og nutid. Han havde behandlet andre ækelt, mens de havde behandlet ham godt.

Et af de mennesker, jeg hadede mest af alle.

Jeg skulle til at gå forbi ham, da han skulle til at tage fat i mig. Jeg trak mig dog hurtigt væk, før han rørte ved mig, med hans urene hænder. Hans ækle hænder.

”Du kan ikke tage vand med ind,” sagde han strengt og hentydede til den vandflaske, jeg havde i min hånd. Mit blik blev koldere, hårdere. Jeg blev vred, bare af at se på ham. Høre på ham. Vide, at han eksisterede.

Jeg havde lyst til at flænse ham i tusinde stykker og fodre ham til hajerne, hvis de da ville spise hans urene kød. Jeg tvivlede dog meget på det.

Han havde ikke tænkt sig, at lade mig få mit vand med gennem sikkerhedskontrollen. Jeg kunne mærke, at mine skarpe tænder var på vej i min mund. Jeg ville snart flænse ham, foran alle.

”Y-Yah! Minho! Jeg skal nok købe noget vand til dig, når vi er kommet igennem!” sagde Jonghyun og tog fat i min arm, for at få mig til at falde ned igen. Mine skarpe tænder trak sig tilbage. Langsomt.

Jonghyun var det eneste menneske, jeg stolede på. Det eneste menneske, der måtte røre ved mig, uden jeg slog ham halvt eller helt ihjel. Vi havde vores grunde til, at holde sammen. Han kendte også min hemmelighed, og vidste, hvem jeg var. Han var lidt lavere end mig, men en flot fyr. Han havde blondt hår i spidserne, som blev mørkere og mørkere i hovedbunden. Det kunne minde om ild.

En af de ting, jeg kun havde set ganske få gange, når jeg så skibe eksplodere, brænde, for hvorefter at synke ned i havets dyb, hvor havet langsomt fortærede det, og alle dens genstande. Levende og døde.

Jeg smed vandflasken i skraldespanden, og gik gennem metaldetektoren. Den lyste grønt, heldigvis. Så skulle de ækle mennesker ikke nærme sig mere, end de gjorde i forvejen.

Jonghyun gik igennem lige efter mig, og så trak han mig hurtigt med hen, for at købe noget vand til mig, før jeg flænsede en tilfældig forbipasserende person, med en vandflaske i hånden. Bare for at få noget vand.

”Glem nu ikke saltet,” mumlede jeg irriteret, da Jonghyun gik ind for at købe noget vand til mig. Han rakte tunge til mig, da han forsvandt ind i en butik. Jeg derimod, besluttede mig for, at få noget af vandet ud, som jeg havde drukket. Jeg satte retning mod herretoiletterne.

 

Jeg havde lettet mig, og stod og vaskede hænder. Vandet, der løb ned over mine hænder. Det var beroligende. Jeg savnede allerede mit hjem. Jeg savnede, at have vand over hele min krop. Jeg skulle undvære den følelse meget længe.

Det var også rart, at her ingen andre var. Ingen modbydelige mennesker til at forstyrre min indre fred.

Lige da jeg troede, at jeg var ved at falde ned igen, kom han ind. Sikkerhedsvagten fra før. Han skulle nok det samme, som jeg var kommet for.

Han fik hurtigt øje på mig, og sendte mig et lumsk grin.

”Hey, junkie,” sagde sikkerhedsvagten koldt til mig.

Så slog det klik for mig. Mine hugtænder kom frem igen, det samme gjaldt for mine kløer, denne gang.

 

Blod plattede ud over alle væggene, vinduerne, døren, da Choi Minho, prins af havfolket, fangede sit bytte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...