Oh My Gosh!

Karorin har altid været en meget troende pige, efter hendes mor døde, hvilket er ti år siden. Hun har altid været for bange for, at elske nogen igen. Der sker dog en stor ændring i hendes liv, da Saki, en af Karorins gode veninder, tvinger hende med til en koncert med Sakis store idoler, drengegruppen "SHINee", hvor hun endda har backstage billetter til. Efter meget overtalelse beslutter Karorin sig for, at give det en chance. Det sker, at Karorin bliver fristet af en af medlemmerne, da han synger sin solo, "Oh My Gosh!". Karorin bliver uigenkaldeligt forelsket, i Choi Minho. [Tak til Saki, da hun hjalp mig med, at komme med idéer til handlingen! <3]

178Likes
729Kommentarer
17878Visninger
AA

8. Førstehjælp

Minho og jeg så lidt på hinanden. Jeg besluttede mig så endelig for, at jeg ville se væk fra ham. Der var en akavet stilhed mellem os. Taemin stod og betragtede os, imens han drak noget bananmælk.

”Gad vide hvor Saki er gået hen,” mumlede jeg bare lavt, for at komme væk fra Minho, som fik mit hjerte til at gå helt amok, ligesom en atombombe.

Jeg nåede ikke at gå langt, før jeg snublede over mine egne ben, klodset som jeg var.

BUMP!

Taemin var ved at få sin bananmælk galt i halsen, da jeg pludselig lå nede på jorden. Den hårde jord, der bestod af beton.

”Auch,” mumlede jeg lavt, smertefuldt og satte mig op. Jeg ømmede mig, men fik da straks øje på mine knæ, hvor der var slået hul på det ene. Jeg bed mig selv i underlæben.

Blod.

Jeg hadede blod.

”Er du okay?” spurgte hans smukke stemme, da Minho pludselig satte sig på hug foran mig og undersøgte mit knæ med hans blide hænder. Jeg bed mig endnu hårdere i underlæben, for ikke at sige noget dumt. Minho så nervøst på mig, rejste sig så op og rakte mig en hånd.

”Lad os finde et plaster til det sår,” sagde han. Taemin stod og gemte sig forsigtigt bag en kulisse, sammen med Onew og Jonghyun, der stod og udspionerede mig og Minho.

Jeg tog Minhos bløde, varme hånd, og han trak mig op at stå. Jeg smilede forsigtigt til ham, han smilede varmt tilbage, hvorefter han forsigtigt tog mig med hen til deres omklædning, hvor de sikkert havde en førstehjælpskasse.

”Onew hyung, tror du…?” hviskede Taemin lavt til Onew.

”Det er meget muligt,” mumlede Onew.

”Pfft. Jeg forbander Minhos udseende,” mumlede Jonghyun irriteret.

 

Vi trådte ind i deres omklædning, hvor der ikke var nogen. Danserne havde allerede forladt stedet, da Minho fandt førstehjælpskassen frem. Jeg satte mig ned på en bænk og ventede blot.

”Hvor er Saki?” mumlede jeg helt lavt, bekymret. Jagtede hun stadig Key rundt i hele bygningen, eller havde hun endelig fanget ham?

”Fandt den,” sagde Minho og satte sig ned ved siden af mig, imens han rodede lidt i den røde førstehjælpskasse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham.

”D-Det var en god koncert,” røg det endelig ud af mig. Minho smilede endnu engang til mig.

”Tak,” sagde han og fandt nogle plastre frem.

”Hvilken del af koncerten kunne du bedst lide?” spurgte han så. For fanden, hvorfor skulle han lige spørge om det?!

”Nu… Kender jeg ikke navnene på jeres sange,” mumlede jeg lavt. ”Jeg er ikke en fan, min veninde tvang mig bare om på den anden side af Jorden, for at komme til jeres koncert,” tilføjede jeg.

”Men den del jeg bedst kunne lide…” mumlede jeg og tænkte lidt. Hvad skulle jeg sige? Minho ventede spændt på et svar med et smil.

”Din solo, måske,” sagde jeg lavt, imens han rensede mit sår og gav mig plaster på. Minho smilede endnu mere, da jeg sagde, at det var hans solo.

”There’s so many ways to love ya’…” sang han lavt med et skævt smil. Jeg kunne mærke mine kinder brænde, jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile, måske endda fnise lidt. Han var så kær, især hans øjne og smil.

”Hvor kommer du så fra?” spurgte han.

”Danmark,” sagde jeg med et lille smil. Han nikkede kort.

”Du ligner heller ikke en fuldblods koreaner,” sagde han. Jeg lagde mit hoved lidt på skrå imens jeg så på ham.

”Jeg er også halv koreaner, kvart japaner og kvart englænder,” mumlede jeg lavt og så lidt væk fra Minho. Han grinede helt lavt.

”Det var ikke det, jeg mente,” sagde han. Jeg rettede da mit blik tilbage mod ham og hævede mit ene øjenbryn.

”Hvad mente du så?” spurgte jeg. Minho så på mig med et smukt blik, jeg ikke kunne få ud af mit hoved igen. Den måde, hans smukke, mørke øjne, borede sig ind i min sjæl.

”Du er meget smukkere, end de koreanske piger, jeg har set,” sagde han så og lod blidt sin ene hånd glide gennem mit lange, glatte hår.

Det var første gang, at en dreng, en fyr, havde kaldt mig smuk, og mit hjerte reagerede voldsomt på hans blide, rosende ord. Ord, der gik ind af mine ører, og kildede over hele min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...