The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3936Visninger
AA

4. Snubletråden

Han var næsten uden for mit synsfelt, da mine fødder satte sig i bevægelse hen over brostenene. Mit hjerte hamrede allerede i mit bryst og tusindvis af spørgsmål trængte sig på. Han havde set mig direkte ind i øjnene og set mit ansigt under kappen, men hvorfor havde han så ikke råbt på vagterne? Hvorfor havde han ikke villet have den store dusør, som var på mit hoved?

Jeg fulgte efter ham på sikker afstand i håb om, at han ville stoppe op. Tale med nogen. Afsløre noget om sig selv og sin færden, men han stoppede ikke op. Han havde kurs direkte mod byporten, og jeg fulgte ham stille med godt 20 meters afstand, klar til at sætte farten op for at komme tættere på, da skoven udenfor byen, var kendt for at folk forsvandt. Jeg kendte selv skoven som min egen baglomme nærmest, og havde levet der i perioder, men at skulle følge efter nogen i den skov, var aldrig gået godt. Brostenene under mine fødder blev stille erstattet af knasende grus, da mine ben førte mig ud igennem byporten med min hætte trukket godt ned over ansigtet.

Jeg skævede kort tilbage mod byen, og havde en underlig fornemmelse af, at jeg forlod mit hjem. Forlod noget som var blevet en rutine for mig. Jeg rystede stille på hovedet ad tanken og så frem igen. Jeg fik store øjne, da den fremmede allerede gik inde imellem de første træer og jeg satte i løb efter ham.

Mit hjerte sprang om kamp med mine fødder, da han forsvandt fra mit synsfelt, da jeg kom ind imellem de første træer. Selvom jeg var vant til at færdes i skoven virkede den fremmed. Der stod træer, hvor der ingenting burde være og alting havde en forvrænget farve. Som om at nogen havde gjort farverne mere skarpe end normalt, så de stod som et virvar for mine øjne, mens mine fødder blot forsatte deres spring hen over den tætte skovbund. Mit hjerte hamrede så voldsomt i mit bryst, at jeg troede, det skulle sprænges, og fik blodet til at suse for mine øre, så jeg ikke kunne høre de grene, som knækkede under mine fødder, når jeg fik trampet på én. Jeg satte af fra jorden og sprang igennem to store buske, som jeg ikke havde tid til at løbe uden om. Mine ben blev stive med et, og mine fødder bremsede så hårdt, at jeg efterlod mig små striber i jorden bag mig fra mine fødder. Jeg blinkede vantro et par gange med mine øjne, da jeg var overbevist om, at det lille hus af træ, som stod i lysningen, aldrig nogensinde havde været i skoven før.

Jeg fik løsnet musklerne i mine ben en smule og trådte forsigtigt tættere på huset, mens jeg undrede mig over, hvor længe det mon havde været der. Jeg bemærkede ikke snubletråden, som jeg for sent opdagede, jeg havde udløst. En kort raslende lyd kom fra træerne, inden at reb viklede sig om mine fødder og hev mig op i luften, så jeg endte med at hænge og dingle med hovedet nedad. Jeg vred mig i rebene og forsøgte at bøje mig, så jeg kunne komme op til mine ben. Kniven i mit bælte ville jeg kunne bruge til at skære rebet over med, men det var for risikabelt, at kaste den, og så måske ende med at få den i hovedet i stedet for. Jeg stivnede, da jeg hørte den dæmpede lyd ad fodtrin, mens mit hjerte satte tempoet op, så snart jeg så ham komme ud fra huset uden sin kappe. Han kunne ikke være meget ældre end mig, max 5 år, og selv på hovedet sugede hans mørke øjne mine til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...