The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3939Visninger
AA

22. Epilog

Jeg samlede stille det kolde vand fra den rislende bæk op i mine hænder, og lod det hviske alle mine tanker bort. Min vejrtrækning var tung, og et træt suk forlod mine læber. Jeg lod mit blik hvile på mit spejlbillede i bækken og blev mødt af mørke rande under de trætte øjne og lettere medtaget ansigt. Håret var mere end blot fedtet og hele kroppen var blevet en smule magrer.

Uden at tænke nærmere over det, lod jeg mine fingre finde kanten af min trøje og trække den af. Jeg vidste, at bækken førte ud til en større sø, og for første gang i flere uger, følte jeg faktisk, at jeg havde brug for et bad. Brug for at få klaret mine tanker, og for at få renset mine bihuler for stanken af gammelt møg, som sad klistret til min krop.

Jeg kom på benene og fulgte stille bækkens løb. Området omkring bækken var frodigt, og græsset føltes blødt igennem mine mørke sko. Jeg stoppede stille op, da jeg nåede bækkens munding, der gik i et pænt lille vandfald på ca. 3 meter ned i en sø, der tog pusten fra mig. Søen havde den mest fantastiske isblå farve og skinnede smukt om kap med solens stråler, der spejlede sig i den.

Jeg fik trukket mine sko af, og besluttede mig for at lade min bluse og skoene ligge ved kanten, så jeg kunne gå op, og muligvis lave endnu et udspring. Jeg stillede mig med rank ryg ved kanten af det lille vandfald, bøjede let i knæene og satte af fra kanten. Jeg mærkede den kølige vind imod min bare overkrop, og lukkede mine øjne i det, min krop brød igennem vandets overflade. Selvom jeg havde forventet, at vandet ville lige så koldt, som vandet i bækken, tog jeg godt og grundigt fejl. Vandet føltes varmt, og virkede nærmest som om, at det kærtegnede min krop, mens jeg svømmede op mod overfladen. Vandets varme gav mig en fornyet energi, jeg ikke havde troet mulig og begyndte med store armtag, at svømme ind mod bredden.

Jeg lod mine fødder ramme den sandede bund og gik det sidste stykke ind på land. Jeg lod en hånd køre igennem mit efterhånden rimelig lange hår, for at fjerne det fra mit ansigt og stivnede fuldstændig ved synet, der mødte mig. Foran mine nøgne fødder spredte sig den mest frodige eng med farver så klare, at det hele virkede som et drømmeland. Hele engen var fyldt med velduftende blomster, hvis sødlige duft hurtigt fyldte mine næsebor. Mine øjne var dog ikke rettet imod blomsterne eller det grønne græs på engen. Mine øjne var rettet imod de store hvide vinger, der var fastgjort til ryggen under det gyldne hår, på pigen, som sad med ryggen til mig.

Mit hjerte sprang mere end et slag over, da hun vendte sit ansigt imod mig, og jeg så det ansigt, jeg havde ledt efter i over et år. I over et år havde jeg ikke opgivet håbet om, at jeg en dag ville se hende igen. Hun rejste sig stille op, og mine ben satte automatisk i gang på samme tid som hendes. Jeg bemærkede ikke engang de våde bukser klæbe til mine ben, eller vandet dryppe fra mit hår. Da vi endelig nåede hinanden, tøvede jeg ikke et sekund, da jeg skulle have gjort dette for lang tid siden.

Hendes krop føltes varm igennem det tynde hvide stof, der udgjorde den kjole hun havde på, og fjerne føltes ufattelig bløde imod mine hænder. Jeg trykkede hende ind til mig i et fast greb, besluttet på aldrig at give slip på hende igen. Jeg lod mine øjne møde hendes, og så den samme glæde, som udsprang fra mit hjerte, afspejles i hendes øjne, hvorefter jeg blidt lod mine læber presses mod hende i et længe ventet kys. Et kys som blødt, som hvis jeg havde kysset en sort rose ud ad alle dem, der omgav os på engen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...