The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3920Visninger
AA

21. Black Rose

Jonathan P.O.V.

Det var som om at hele verden var indhyllet i røg. Et slør der dækkede for mine sanser, et slør der skjulte mine tanker. Det eneste der trængte igennem røgen, var hendes strålende grønne øjne, lysebrune krøller og kønne ansigt. Underligt nok havde jeg det fint med det. Så længe hun sendte mig hendes vidunderlige smil, var min verden perfekt.

Som en bombe, der springer uden varsel, blev stilheden i min verden brudt. Lyden flænsede sig vej igennem røgen og fik alle musklerne i min krop til at stivne. Smerte… men det var ikke min smerte? Et smerte skrig? En døendes skrig. Mit navn.. Mit navn var skriget? Men hvem skreg på mig? Og hvorfor begyndte det at trykke for min brystkasse, som om røgen forsøgte at kvæle mig?

Med et ryk fjernede jeg mit blik og mit ansigt fra Kijani’s, og vendte mig imod skriget. Røgen susede forbi mig, i det den sorte sten om min hals slog revner og knustes til atomer, der stille dryssede ned mod jorden. I det øjeblik kom hele slotsgården til syne for mine øjne. Menneskeskaren der var samlet på de grå brosten, Kongen lidt længere til venstre for mig på balkonen ved siden ad Kijani og hendes giftige øjne, der var store og ængstelige, fordi jeg havde brudt den trance, hun havde lagt over mig.

Mit hjerte hamrede hårdt mod indersiden ad min brystkasse, og allerede før mine øjne havde opfanget, hvad der egentlig foregik, havde min krop sat sig i bevægelse. Min hånd der placerede sig hårdt på balkonens kant. Kijani’s hænder der forsøgte at holde mig tilbage, men måtte opgive deres håbløse kamp. Vinden der piskede mig i ansigtet, som jeg lod mig falde. De glatte brosten mod min ryg, da jeg lavede et forlæns rullefald. Eksplosionen i mine ben, da jeg satte af fra jorden og styrtede ind imellem menneskemængden. Mit hjerte der var ved at briste, ved tanken om at miste hende igen.

Det var som om at tiden stod stille for alle andre, da jeg bevægede mig igennem den tætte mængde af mennesker, der var samlet for at bliver underholdt. For at se min sorte rose falme og dø. Rebet var næsten spændt, kun et nanosekund mere, og rebet ville knække stilken på min smukke rose, så kronbladende ville dale mod jorden.

Rebet spændtes og tiden standsede, samtidig med at den gik ekstremt hurtigt. Et overvældende lys strømmede ned oppe fra podiet af, så skarpt og smukt, at ingen kunne se på det. Jeg skyggede for mine øjne med min hånd, men kunne stadig ikke se, hvad der foregik oppe på podiet. Mine ben tvang mig fremad, mens folk begyndte at trække sig lidt væk fra podiet. Som jeg mærkede podiets kant mod min ene fremstrakte hånd, forsvandt lyset igen.

Jeg blinkede nogle gange, for at kunne se ordentlige igen og vendte mit blik op mod podiet. Et sagligt smil spredte sig hen over mine læber, mens den trykkende fornemmelse forsvandt fra min brystkasse. Jeg kunne høre de omkring stående menneskers gisp og ramaskrig, men det generede mig ikke. Jeg vendte mit blik op imod himlen, hvor en hvid fjer stille dalede ned for at lande ved siden ad den sorte rose, hvor Misha havde været for et øjeblik siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...