Cherubim of the Lawless

Han er tyv. Han er ligeglad med, hvad folk synes om ham, alligvel har han et rent hjerte.
Hun faldt fra himlen, med hendes vinger revet af. Hun skal bevogte ham, der er ligeglad med landets love. Ligeglad med hans liv.
Hvad sker der så, når hun lander på hovedet, og glemmer den vigtigste regel af dem alle?
Hun må ikke forelske sig.
[Vil gerne sige TAK til Rye, fordi han hjalp mig med navnet!]

114Likes
200Kommentarer
7999Visninger
AA

10. Roserne i ryggen

”Hvor er her flot!” sagde Karorin, da vi var trådt ind i guldsmedsbutikken. Der var smukke guldsmykker over alt. Diamanter. Ure. Forlovelsesringe. Alt. Det kunne nu måske være et godt sted, at lave indbrud, en dag. Der var for mange millioner i den butik.

”Nå, hvad kan jeg så hjælpe det unge par med? En forlovelsesring, måske?” spurgte butiksejeren og så på mig med et bredt smil. Jeg hævede et øjenbryn og rystede hurtigt på hovedet

”Nej, vi er bare venner, hvis man kan sige det,” mumlede jeg lavt og så over på Karorin, der stadig så på guldkorset, som hun havde set ude fra vinduet af.

”Hvor meget koster den?” spurgte jeg og så på butiksejeren.

”Mere end du har råd til. Det er en af de mest antikke ting, vi har i butikken,” sagde manden. Jeg sukkede lavt og lagde min pung tilbage i min bukselomme i mine jeans. Når vi havde fået løsesummen for Yoogeun, så kunne jeg måske købe korset til Karorin.

Vent. Hvorfor ville jeg overhovedet bruge mine hårdt tjente penge, på en pige, jeg knapt nok kendte?

”Jonghyun oppa, er du okay?” spurgte Karorin, da jeg var fanget i mine tanker meget længe. Jeg så på hende og nikkede med et svagt smil.

”Jeg har det fint,” sagde jeg kort og rettede mit blik mod butiksejeren igen, der sendte mig et skævt grin. Han hånede mig, fordi jeg ikke havde ret mange penge. Jeg vidste det. Han prøvede på, at plyndre mig, for den lille smule jeg havde tilbage.

”Kom, Karorin, vi går,” sagde jeg og tog Karorins hånd, for at trække hende ud af butikken. Karorin så på mig og nikkede forsigtigt. Jeg vidste godt, at hun gerne ville have den halskæde, men jeg havde simpelthen ikke råd til den.

”Skal vi hjem til Yoogeun nu?” spurgte hun med et stort smil.

”Ja, vi skal hjem til Yoogeun,” sagde jeg, da vi gik videre hen ad gaden, med sne op til anklerne.

 

”Se her, Rin-Rin!” sagde Key, da han kom gående i hans lyserøde jakke og flåede jeans. Han var alt for meget modefreak! Det var ikke til at holde ud i længden.

”Jeg har købt noget tøj til dig! Jeg regnede ikke med, at Dinoen havde nok penge til, at købe tøj til dig. Han bruger dem for hurtigt,” sagde Key og rakte Karorin en masse poser, proppet med tøj.

”Desuden er jeg jo din umma nu, så jeg må passe på dig!” sagde Key og smilede varmt til hende. Det var lige til at kaste op over.

”Tak, Key umma!” sagde Karorin med store øjne, og smilede sødt til Key, der straks omfavnede hende.

”Du skal bare sige til, så flytter du ind hos mig i stedet, okay Karorin?” sagde Key midt i krammet. Karorin så på Key med store øjne.

”Men umma, jeg kan godt lide at bo med Jonghyun,” sagde hun. Key så straks over på mig, med et dømmende blik. Som om jeg havde gjort hende noget?!

”Jonghyun oppa er sød, og tager sig godt af mig,” sagde Karorin. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre hårdt. Jeg fik en indre glæde af de ord, Karorin sagde til Key.

Ikke bare det med, at jeg var ansvarlig og tog mig godt af hende, men det faktum, at det kom fra hendes mund, og ingen andens.

”Okay, søde, men du siger bare til, okay?” sagde Key og aede Karorins hoved og hendes lange, lyse hår. Karorin nikkede til hendes umma, som han nu var, og vendte sig mod mig.

”Jonghyun oppa, skal vi komme hjem til Yoogeun og Aiji igen?” spurgte hun. Så slog det mig. Vi havde ladet Aiji være alene med en fireårig dreng i mere end en time. Det kunne ikke ende godt.

”Ja! Af sted!” udbrød jeg og trak Karorin og alle hendes bæreposer med mig.

 

”Har du fået nyt tøj?!” spurgte Aiji straks, da vi var kommet hjem, og hun så Karorins bæreposer. Karorin nikkede med et stort smil.

”Lad mig se dem på!” sagde Aiji, og Karorin gik ind for at skifte tøj. Aiji så på mig med et lumsk blik. Et af de blikke, jeg virkelig ikke brød mig om.

”Hvad lavede dig og Yoogeun så?” spurgte jeg, imens mit blik rettede sig mod den lille dreng, der lå og sov trygt på sofaen. Aiji nynnede uskyldigt.

”Ikke noget,” sagde hun og smilede uskyldigt. Ja, sikkert…

 

Der lød pludselig et bump inde fra mit soveværelse, hvor Karorin var inde, for at klæde om. Jeg gispede forskrækket og løb straks derind. Aiji prøvede på, at stoppe mig. Hun var jo, trods alt, ved at klæde om.

Hun lå på gulvet foran mih. Hun lå på maven. Trøjen, hun havde på, var bar ved ryggen, og jeg kunne se to, store ar på hendes skulderblade.

”Karorin, er du okay?!” spurgte jeg straks og satte mig ned til hende. Hun trak vejret, men svarede ikke. Jeg så endnu engang, på arrene på hendes ryg. Jeg kørte helt forsigtigt en hånd over dem.

Roser.

De groede under hendes hud.

Nogle små, næsten usynlige, hvide fjer, stak ud fra hendes ar. Som om, fjerrene var vokset ud af hende, og revet af.

De kæmpede nu, for at komme ud igen.

Ligesom roser kæmper, for at komme op af deres muld.

Karorin, hvem er du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...