Cherubim of the Lawless

Han er tyv. Han er ligeglad med, hvad folk synes om ham, alligvel har han et rent hjerte.
Hun faldt fra himlen, med hendes vinger revet af. Hun skal bevogte ham, der er ligeglad med landets love. Ligeglad med hans liv.
Hvad sker der så, når hun lander på hovedet, og glemmer den vigtigste regel af dem alle?
Hun må ikke forelske sig.
[Vil gerne sige TAK til Rye, fordi han hjalp mig med navnet!]

114Likes
200Kommentarer
8002Visninger
AA

2. Decemberdagen

Det var en stille dag i december. Folk var stressede og på juleindkøb, trods der stadig var tre uger til juleaften. Det sneede en smule udenfor. Sneen lagde sig på vejene og fortovene, som et hvidt tæppe af hvide blomster, imens det glimtede smukt i Solens lys.

Det var en dag, der så ud til at være perfekt for alle. Børnene legede ude i sneen på legepladsen, imens deres forældre købte deres julegaver, som de ikke kunne vente med, at pakke op juleaften.

Den perfekte vinterdag, blev ødelagt, da alarmen lød inde i banken nede for enden af vejen. Familier flygtede fra stedet, da der lød skud fra pistoler.

En smuk vinterdag, var ødelagt af nogle unge, maskerede fyre, der manglede penge til julegaverne. En af de fyre, var mig.

 

”Skynd dig nu!” råbte min makker. Jeg rettede mit blik mod ham. Der var omkring halvtreds meter hen til ham og flugtbilen. Sikkerhedsvagterne affyrede skud, der blokerede min vej.

Jeg kunne ikke komme hen til dem, uden at blive ramt op til flere gange. Jeg ville ikke holde min juleaften i en hospitalsseng eller i en ligkiste!

Jeg måtte komme væk på en anden måde.

Jeg gjorde tegn til de andre, at vi ses derhjemme, idet jeg løb den anden vej rundt om bygningen, for at undgå vagterne. Jeg kunne høre ham råbe af mig. Det var typisk ham. Han var sådan en diva.

”Han løb den vej!” sagde en af vagterne. Jeg var altså ikke kommet uset væk fra banken, da to sikkerhedsvagter løb efter mig. Deres skud ramte mig heldigvis ikke, trods de affyrede mange.

Jeg smilede skævt og så op på himlen.

”Du må kunne lide mig deroppe, hva’?” sagde jeg med et grin, og fortsatte med at løbe. Jeg satte kurs mod kirken, der lå et stykke ud fra byen, hvor vi befandt os.

Ville de mon finde mig, hvis jeg var indeni en kirke?

Ville de mistænke en kirke for, at være mit skjulested?

”Alt eller intet,” mumlede jeg til mig selv, da jeg krydsede et hjørne, for at slippe af med vagterne, der sakkede bagud. Hvis der var noget jeg havde, så var det god kondition! Det var jeg så også nødt til at have, så meget som jeg løb fra politiet, gamle damer og bander. 

 

Jeg åbnede indgangen til kirken, efter jeg var gået hen over kirkegården. Jeg havde altid fået at vide, at man ikke måtte løbe på en kirkegård. Det respekterede jeg, trods det gav sikkerhedsvagterne en større chance for at hale ind på mig.

Døren var lidt hård at skubbe i, idet den var gammel og hængslerne var rustne. Jeg sukkede lettet, da jeg endelig troede, at jeg var i sikkerhed. Imens jeg ventede på fri bane, kunne jeg vel ligeså godt se mig omkring.

Kirken var stor. Væggene var snehvide, vinduerne i alle regnbuens farver med en masse, smukke motiver. Bænkene var af det samme materiale som døren til kirken; mørkt træ.

Der var tydeligvis ingen andre i kirken, da her var stille. Lydløst.

Jeg rettede mit blik mod loftet, der bestod af hvide bjælker. Jeg lod langsomt mit blik glide ned mod alteret, der stod nede i den anden ende af kirken. Bah ved alteret var der et stort, smukt vindue, i alverdens farver, hvor der var malet nogle smukke engle på, sammen med jomfru Maria.

Jeg kunne pludselig mærke, at mit hjerte blev tungt. Lugten af blod fyldte mine lunger, da jeg sænkede mit blik mod selve alteret. Blod og roser. Der stod en lysestage af guld, med et tændt lys i på alteret. Det var ikke det, der fangede mit blik.

Det var pigen, der sad op ad alteret, med hendes ansigt rettet mod himlen. Hendes øjne var lukket i, helt blidt. Hendes lange, blonde hår, med få røde striber i, der dækkede noget af hendes ansigt, og noget af hendes krop, der havde en snehvid kjole på. Hun havde foldede hænder, der var ud fra hendes bryst.

Jeg fandt hurtigt ud af, hvorfor noget af hendes hår var rødt, jo nærmere jeg kom, og jo kraftigere lugten blev. Det var blod. Der løb blod ned over hendes ene side af ansigtet. Det havde samme farve, som en smuk rose.

Hendes hud var lys, ren. Perfekt.

Hun var næsten ligesom de umenneskelige væsner, man kaldte for engle.

Den eneste lyd, der var i hele kirken, kom fra hende. Det var hendes vejrtrækning.

Søde, blide vejrtrækning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...