Fattig i Indien 1+2+3 ❀ Justin Bieber

Ja, det her er min Fattig i Indien serie, hvis i skulle gide læse den igen, eller læse den for første gang. Det kan jo være i har lyst til at læse, hvordan jeg startede ud med at skrive :-P
- Resumeerne står som et kapitel, da det er alle de tre i serien, der er i den her Movella :)

42Likes
79Kommentarer
10697Visninger
AA

39. Kapitel 7

 

”Yasmina!” Jeg kunne høre stemmer og sirener. Det larmede rundt om mig, jeg kunne kun høre men intet se. Jeg kunne ikke genkende stemmen, men personen sagde i hvert fald mit navn. Kunne det være Justin? Personen rystede stærkt i mig. Stille gled mine øjenlåg op, men tingene var stadig slørede.

”Yasmina gudskelov” blev der råbt, mit syn blev skarpere og skarpere. Det var en dreng kunne jeg se, men ikke hvem. Han råbte mit navn mange gange. Endelig kunne jeg se hvem det var – Kasper! Hvordan havde han fundet mig.

”Kasper” fik jeg stille sagt.

”Yasmina, er du okay. Okay selvfølgelig er du ikke det, du har brækket armen” sagde han stille. Havde jeg brækket armen? Det kunne jeg ikke mærke. Faktisk kunne jeg ikke mærke hele min krop, jeg kunne ikke bevæge mig.

”Hvor er jeg?” spurgte jeg stille Kasper.

”Du ligger ved tribunerne, men omlidt er du på vej til hospitalet” sagde han sødt og smilede til mig. Jeg svarede ham ikke, men forsvandt nærmest ind i hans øjne. Pludselig kom der flere mennesker og jeg blev stille løftet op. Kasper havde taget min hånd og knugede den hårdt – men ikke for meget.

Jeg kunne høre alt hvad der blev sagt i ambulancen, men jeg havde ikke kræfter til at svare. Kasper var taget med i ambulancen, da han var den eneste jeg kendte der var det. Jeg vidste ikke om Jonas, Astrid eller Justin havde fået det at vide. Justin ville sikkert kun få det at vide via. Jonas og Astrid. Kasper havde haft hans hånd i min hele tiden, og det var dejligt. Ambulancen stoppede og to mænd kom for at få mig ud. Jeg fik ondt i øjnene, da solen skinnende meget. Jeg ville tage en hånd for øjnene men ville ikke slippe Kaspers – og den anden var jo brækket. Vi kom indenfor og der var lyset slet ikke så skarpt. Jeg kiggede op på Kasper, som smilede til mig. Jeg blev skubbet ned igennem gangene og vi kørte endelig ind på en stue.

”Vi skal have dig til nogle undersøgelser om få minutter” sagde en læge og forlod rummet. Jeg var simpelthen så træt, så jeg nok faldt i søvn.

 

Jeg vågnede senere samme dag. Jeg var faldet i søvn igen efter alle undersøgelserne. Min arm var også blevet forbundet og Jonas og Astrid havde fået besked. Kasper var taget hjem for cirka en time siden, efter at have støttet mig igennem det hele. Men lige nu, havde jeg bare brug for Justin, jeg savnede ham helt vildt. Det var ikke en gang sikkert at han vidste det. Jeg lå og kiggede rundt i hospital værelset. Det var tegninger på væggene som små børn havde lavet. Der var et vindue i rummet, hvor gardinerne var trukket for. Jeg blev afbrudt af mine tanker, da Jonas og Astrid kom ind.

”Yasmina dog!” råbte Astrid og løb hen til mig, og krammede mig forsigtigt.

”Jeg har det fint” sagde jeg og smilede til hende.

”Det er bare, første dag også lander du på hospitalet” sagde hun og fik tårer i øjnene.

”Hvem gjorde det?” spurgte Jonas hårdt.

”Nogle fra skolen” sagde jeg, da jeg ikke havde lyst til at gå i detaljer.

”Jeg vil snakke med din rektor” sagde han.

”Nej, det skal du ikke, så bliver det bare værre” sagde jeg hurtigt. Han nikkede bare.

”Jeg er så ked af det Yasmina” sagde Astrid.

”Igen, jeg har det fint, bare en brækket arm, det er det hele” sagde jeg selv om jeg også havde fået en forfærdelig oplevelse ud af det.

”Kommer Justin?” spurgte jeg dem.

”Vi har ringet til ham” sagde Astrid og blinkede til mig. Jeg blev meget glat inden i.

”Er han på vej?” spurgte jeg hurtigt.

”Slap du bare af” sagde Astrid grinende og aede mig på håret. Jeg smilede til hende.

”Astrid kommer du?” spurgte Jonas.

”Hvad skal i?” spurgte jeg.

”Vi skal snakke med nogen af lægerne” sagde Jonas og smilede. Jeg nikkede og de gik ud.

Efter ti minutter kom Justin endelig, jeg fangede det samme hans sørgmodige blik..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...