Fattig i Indien 1+2+3 ❀ Justin Bieber

Ja, det her er min Fattig i Indien serie, hvis i skulle gide læse den igen, eller læse den for første gang. Det kan jo være i har lyst til at læse, hvordan jeg startede ud med at skrive :-P
- Resumeerne står som et kapitel, da det er alle de tre i serien, der er i den her Movella :)

42Likes
79Kommentarer
10677Visninger
AA

7. Kapitel 5

Der lå han, min otte årige lillebror Jaden. Jeg satte hurtigt Gahlia ned og skyndte mig over til Jaden, hvad tænkte jeg på. Jeg lyttede til hans hjerteslag, intet! Var han virkelig død på stedet. Jeg begyndte at græde. Da jeg kiggede hen på mine søskende græd de også, undtager Gahlia som sikkert ikke forstod hvad der var sket. Jeg tog Jaden op og bar ham over ved siden af et hegn. Parwana vidste hvad jeg lavede og kom over med en halvvissen blomst. Jeg smilede til hende og læggede blomsten på hans bryst. Jeg vinkede mine søskende over til mig. Vi satte os alle i hug rundt om ham og bad til gud. Jeg begyndte at græde endnu mere. Hvad nu hvis jeg havde ofret Jadens liv, for måske at kunne sige farvel til Gandhi. Jeg var et forfærdeligt menneske. Jeg tog Gahlia og Jains hånd, hvor Jain tog Parwanas. Der gik vi, en fattig familie der havde mistet tre personer. Selvfølge skulle jeg være den eneste, til at have oplevet dem alle sammen. Jeg kiggede ned på mine nuværende tre søstre, som havde tåre i øjnene. Da vi var nået langt på turen, kunne vi ikke bare stoppe.

Da vi havde gået i en time så jeg ham. Gandhi, han sad ved siden af sin mor ude i siden af en vej. Hans fod var helt forfærdelig at se på. Jeg slap min søskende og løb over mod Gandhi. Han drejede stille sit hoved og kiggede på mig, men intet smil. ”Pigebarn, hvad laver du nu her?” sagde All hårdt.

”Jeg skulle sige farvel til Gandhi” råbte jeg nærmest ind i hendes hoved.

”Hvorfor farvel?” sagde hun og så dumt på mig.

”Du ved, hvis han nu ikke klarede den” sagde jeg forsigtigt.

”Han klare den!” råbte hun.

”Yas” hørte jeg svagt ovre fra Gandhi. Jeg skyndte mig over til ham og satte mig på hug.

”Yas, du har været verdens bedste ven. Men jeg kan ikke klare mere” fik han fremstammet. Jeg mærkede tåre på mine kinder.

”Gandhi, du må ikke forlade mig. Jeg vil ikke miste to personer på en dag!” sagde jeg højt til ham. Han lukkede sine øjne. Jeg græd endnu mere.

”Gandhi bliv!” råbte jeg nærmest. Hans mor skyndte sig der hen, og skubbede mig hårdt væk.

”Mor, jeg elsker dig” sagde han stille med lukkede øjne. Da hans mor drejede ansigtet mod mig, havde hun endnu flere tåre end jeg havde. Jeg løb hen til mine søskende. De krammede mig alle sammen, imens jeg bare græd. Gandhis mor rejste sig op, og kom over til mig og krammede mig.

”Han var et godt menneske” fik hun fremstammet imellem hendes tåre.

”Det bedste” sagde jeg tilbage. Jeg kunne slet ikke fatte at han var borte. Jeg var bare glad for at jeg fik set ham inden. Hans mor gik væk og ligesom vi havde gjort noget før, tog hun en smuk blomst og lagde oven på hans bryst. Jeg tørrede mine øjne, jeg kunne simpelthen ikke fatte hvad der var sket.

”Skal du ikke også lægge ind blomst?” sagde Gandhis mor og smilede til mig. Hun smilede rent faktisk, jeg havde aldrig i mit liv set hende smile før.

”Jo” sagde jeg stille og gik over for at finde den helt rigtige blomst. Jeg tog mig god tid, lige meget hvad de andre tænkte. Endelig fandt jeg den rigtige blomst. Den var kun en lille smule vissen, også var den gul. Gul har altid været Gandhis ynglings farve. Jeg tog blomsten op af jorden, og gik stille hen og lagde den oven på hans bryst. Mine tåre var stoppet selv om hele situationen var forfærdelig. Jeg sukkede og gik over mod mine søskende. Jeg smilede til dem og de smilede tilbage. Nu gik turen hjem ad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...