Fattig i Indien 1+2+3 ❀ Justin Bieber

Ja, det her er min Fattig i Indien serie, hvis i skulle gide læse den igen, eller læse den for første gang. Det kan jo være i har lyst til at læse, hvordan jeg startede ud med at skrive :-P
- Resumeerne står som et kapitel, da det er alle de tre i serien, der er i den her Movella :)

42Likes
79Kommentarer
10671Visninger
AA

6. Kapitel 4

”Lad nu vær med at græde.” Parwana sad ved mig i vores seng. Hun prøvede og trøste mig men det gik ikke så godt. Mit hjerte var simpelthen gået i stykker. Hele mit liv var noget møg, fra bund til top. Jeg kiggede op, og kunne akkurat se Jain kom hen til os igennem mine våde slørede øjne. Hun satte sig på den anden side og kiggede på mig. Jeg gned i mine øjne for at prøve at stoppe med at græde, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg rejste mig op og kiggede ud af vores lille bitte vindue. Mine øjne kunne kun se på den jord, som engang havde været Gandhi og min elskede fodboldbane. Men Gandhis mor havde selvfølge lukket banen ned efter i går. Jeg begyndte at græde endnu mere af at tænke på Gandhi.

Uden jeg lagde mærke til det bevæge mine ben sig ud på banen. De forsatte hen til det sted hvor Gandhi lå i går. Jeg gabte. Min nat havde heller ikke lige været fantastisk. Jeg havde ikke sovet, slet ikke. Det eneste jeg kunne var at tænke på Gandhi. Jeg satte mig ned på den tørre jord, og trak mine ben og til mig. Jeg kiggede rundt på alle de huse der var omkring mig. Mine øjne stoppede igen. Jeg stirrede på Gandhis hytte. I går kunne han glad gå ind og ud af den, men i dag. Det var ingen gang sikkert at han ville se hytten igen. Gandhi, hans mor og hans søskende var nemlig taget ud i gaderne. De håbede på at der ville komme nogle rige mennesker forbi og hjælpe ham. Det var en forfærdelig tanke og tænke. Hvis Gandhi døde havde jeg intet tilbage.

Mine øjne stirrede nu på porten. Kunne Gandhi ikke komme ind af porten, være rask og vi kunne leve lykkeligt. Men det var den mindste chance for at det skete. Jeg måtte finde ham og sige farvel. Jeg kunne ikke lade ham gå bort uden et ordentligt farvel. Jeg rejste mig op og opdagede at det styrtede ned med regn. Lige meget, selv om jeg selv kunne dø af kulde måtte jeg finde Gandhi. Jeg løb ind i huset. ”Jain, Jaden, Parwana og Gahlia!” råbte jeg. Med det samme stod de alle sammen foran mig, store som små. Skulle jeg virkelig udsætte dem for fare, ved at tage dem med. Men jeg kunne jo ikke efterlade dem.

”Pak jeres ting, vi skal ud og finde Gandhi!” råbte jeg for at overdøve regnen, der nu også var blevet til torden. Med det samme tog pigerne deres dukke og drengene deres lille legetøjs bil. Jeg smilede til dem. Vi gik sammen ud i regnen. Da vi kom ud var jeg lige ved at fortryde. Men nej, vi skulle af sted nu. Jeg begyndte at gå og de gik efter, da vi kom til porten tøvede jeg igen, men forsatte.

Efter fem minutter kiggede jeg på dem. De havde de sødeste øjne, men deres våde hår var ikke særlig godt. Jeg gik hen til Gahlia og tog hende op på min skulder, da hun var den mindste. Det her var forfærdeligt, hvad tænker jeg dog på.

Vi havde gået i tyve minutter nu og min skulder begyndte at gøre ondt, så jeg satte Gahlia på den anden. Vi havde noget et andet slumkvarter, men der var ingen Gandhi. Det næste sted var der heller ikke nogen Gandhi, hvor var han dog. Da jeg kiggede på mine søskende så de meget syge ud. Hvor var jeg et ondt menneske.

Vi havde endelig gået ca. en halv time da jeg hørte en hoste. Jeg vendte mig straks om, det var jo..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...