Fattig i Indien 1+2+3 ❀ Justin Bieber

Ja, det her er min Fattig i Indien serie, hvis i skulle gide læse den igen, eller læse den for første gang. Det kan jo være i har lyst til at læse, hvordan jeg startede ud med at skrive :-P
- Resumeerne står som et kapitel, da det er alle de tre i serien, der er i den her Movella :)

42Likes
79Kommentarer
10675Visninger
AA

22. Kapitel 20

Jeg satte den grønne kuffert ned på den tørre jord. Jeg kiggede på min lille hytte. Den lignede sig selv. Jeg kiggede rundt på de andre hytter, mon de stadig boede der. Jeg gik stille over mod Gandhis gamle hytte.

”All?” råbte jeg ind i hytten. Men jeg intet svar. Jeg gik forsigtigt der ind og fandt ikke nogen ejendele. Ingen stole, borde eller hendes gyngestol. Var de flyttet? Hvad var der sket. Jeg gik ud på vores gamle fodbold bane igen. Det her sted betød så meget for mig. Min mave rumlede gevaldigt. Jeg havde heller ikke fået noget at spise i lang tid. Men skulle jeg virkelig til at rode i andres skraldespande. Jeg gik ind i min hytte og kiggede rundt. Men der var ingen ting! Ingen borde, ingen stole, intet. Hvordan kan det lade sig gøre. Hvad skulle jeg nu gøre. Jeg gik ud og tog min kuffert, og begyndte at trække den bag mig. Jeg kiggede tilbage på det lille slumkvarter hvor jeg havde tilbragt mit liv. Jeg kiggede på mig og Gandhis velkommen skilt, på fodbold banen. Jeg ville simpelthen ikke gå, men det blev jeg nød til for at overleve. Jeg tog nu min taske og begyndte at gå i retning af de dyrere byer i Indien. Det var en forfærdelig tanke, men nu trak jeg bare min kuffert bag mig og skulle starte et nyt liv i fattigdom.

 

 

Fem timer senere:

Endelig kunne jeg se nogen huse, i stedet for al den tørre jord jeg havde set. Jeg sukkede og gik mod byen. Jeg ved ikke hvor jeg var i Indien, men det lignede i hvert fald et godt sted. Min mave rumlede, da jeg stadig ikke have fået noget at spise. Jeg kom til indgangen til landsbyen eller byen. Lige da jeg kom inden for porten, kom en dejlig duft af mad. Jeg kiggede til højre og så en bod. Der stod en mand. Han lignede en fra Europa eller noget. Da det lignede han gav gratis mad, gik jeg der over i mod.

”Hej” sagde han. Jeg nikkede og kiggede sulten på maden.

”Du tager bare” sagde han, på engelsk! Kendte han til engelsk? Hvis han så i det hele taget gjorde det her, måtte de fleste kunne engelsk.

”Taler du engelsk?” spurgte jeg ham.

”Det gør alle her” sagde han og smilede.

”Hvor kommer du så fra?” spurgte jeg ham.

”Jeg er fra USA, jeg er her nede for at give mad til de fattige” sagde han.

”USA, der har jeg lige været” sagde jeg trist.

”Du virker altså også bekendt” sagde han. Han rakte mig en tallerken med en pølse med bacon om. Jeg tog hurtigt imod den og begyndte at spise af den.

”Er du ikke sanger?” spurgte han.

”Det var jeg” fik jeg sagt med munden fuldt af mad.

”Hvem er det nu du er” spurgte han sig selv og kiggede på mig.

”Du er Yas! Det er det du er” sagde han glad. Jeg fik slugt min bid, idet han sagde han vidste hvem jeg var. ”Ja det er mig” fik jeg fremstammet.

”Må jeg ikke få din autograf, til min datter” sagde han og tog noget papir og en blyant frem.

”Jeg har aldrig lavet en autograf før” sagde jeg, men tog imod papiret og blyanten.

”Bare prøv dig frem” sagde han og grinte stille. Jeg fik skrevet Yas på papiret, men det så ikke særlig læseligt ud. ”Det har du da meget godt styr på” sagde han og tog papiret.

”Men hvorfor er du så her?” spurgte han.

”Fordi Julie ikke ville være min mentor eller noget” sagde jeg til ham, men jeg vidste egentlig ikke rigtigt hvorfor jeg var blevet sendt hjem.

”Det var da ærgerligt” sagde han til mig.

”Men hej” sagde jeg og begyndte at gå videre. Jeg tog endnu en bid af min pølse, og gik længere ind i byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...