Black love

Jeg har altid elsket sådan nogle emoer - især emodrenge. Så nuttet, helt seriøst.
Undskyld tastefejl, men har ikke Word, og skal nok rette taste- og stavefejlene - bare ikke nu.
Navnene udtales på engelsk, da det forgår i Amerika.

2Likes
22Kommentarer
3161Visninger

4. Fire

"Det har jeg jo fortalt. Jeg så dem kysse." Mine skuldre sank. "Næste gang bliver det sikkert værre. Jeg vidste ikke engang, at Julie var sådan."
"Se!" sagde hun højt op pegede på mit fjæs. "Du er trist! Du vil ikke se dem kysse!"
"Nej, det bliver jeg altså ikke!" sagde jeg. Jeg var træt af at hun blev ved; hun drillede mig også da jeg var forelsket i Jason, og der vidste jeg ikke engang at jeg var forelsket ...
"Du ser nogle kysse hver dag! Men lige præcis din søster og Chris ... Er du blevet til en af det der overbeskyttende søskende?!" Hun lavede store øjne og holdte sin hånd foran sine rødmalede læber. Hun ville bare have at jeg skulle indrømme, at jeg var vild med Chris. Hun vidste godt, at jeg hadede Julie mere end noget andet. "Helt ærligt, da gør ikke noget. Chris er lækker nok, faktisk vild lækker, selvom han er emo ..." Hun rømmede sig lidt. "Men altså, dig og Jasons forhold er lidt ... skråt op i røven."
"Nej," sagde jeg og kunne ikke holde et smil tilbage. "Jeg har tænkt mig at snakke med ham i dag. Jeg er klar til et seriøst forhold." Jeg kom til at fnise som en eller andet idiot.
"Seriøst?" Hun lænede sig mod spejlet så jeg ikke kunne se hedens ansigt og lod, som om hun studerede hendes næse. "Jason har ellers været sådan en der hader seriøse ting." Hun hostede kort og falsk.
"Er det bare mig eller prøver du at skille mig fra Jason?" Det var en bagtank jeg havde i hovedet, og det var ikke engang meningen at den skulle ud. Grace ville aldrig gøre det. Hun havde altid snakket om, hvor søde vi var og hvor meget vil lignede hinanden.
"Nej! Aldrig!" sagde hun højt, men vendte sig ikke imod mig. "Jeg sagde bare sandheden."
"Hvilken sandhed?" lød en stemme tæt på mit øre. Jason snoede sine arme om mig, og jeg var ikke helt sikker, men noget lignede en glimtende dråbe der trillede ned ad Graces kind.
"Jeg lader jeg være alene." Hun kiggede kun på Jason. "Vi ses." Hun skyndte sig væk, nærmest løb.
"Hvad ville du snakke med mig om?" Jeg elskede den måde hans stemme var gået i overgang på. Den var blevet mørkere og lød mærkelig når hans sagde bogstaver som w, a og andre bogstaver. Det lød så sødt.
"Jeg har tænkt på noget," sagde jeg nervøst. Mine håndflader svedte, men jeg prøvede at ignorere det. Dette var mit store øjeblik. Vores store øjeblik.
"Kan du ikke skynde dig? Skolen lukker snart og jeg skal snart noget ..." Han kiggede den vej Grace havde gået. Jeg blev mere og mere nervøs. Han skulle noget, han lignede en der kun hørte halvt efter og han gad ikke engang kigge mig i øjnene. Jeg vidste ikke, om jeg havde tålmodighed til at vente når han var klar.
"Jeg vil være sammen med dig," brasede det ud af mig.
"Være sammen med mig?" Han kom til at grine, hvilket gjorde ondt.
"Jeg vil være sammen med dig, fordi jeg elsker dig. Jeg vil være sammen med dig hver aften og spise en romantisk middag, dele mine hemmeligheder med dig, stole på dig og ikke bare have et forhold der handler om opmærksomhed og sex." Jeg anede ikke, hvor det romantiske bras kom fra. Jason virkede ikke moden nok til at tage det alvorlig. Han kom til at grine.
"Øh, søde, jeg ..." mumlede han og kørte en hånd igennem sit hår. Han grinede lidt og rystede på hovedet. Jeg kiggede trist på ham. Var det virkelig sådan vores forhold skulle være? Burde vores forhold ikke være seriøst og burde vi ikke elske hinanden? "Vores forhold er da seriøst. Sex er som at elske og opmærksomhed ... Det ved jeg ikke, men sikkert noget godt." Han trak på skulderne. Gjorde han virkelig det? Var han ligeglad med os?
"Du har aldrig sagt, at du elsker mig." Mine mundviger skælvede - et tegn på jeg var tæt på at græde.
"Det har du da heller ikke! Hør, okay, jeg elsker dig. Er det nok?" Han tørrede en tåre der slap ud af mit øje væk.
"Du skal mene det." Det var slet ikke sådan det skulle være. Det var meningen, at vi skulle svare hinanden ærligt, at vi elskede hinanden. At vi ikke ville have nogle andre og vi ville være sammen forevigt, men sådan skulle det åbentbart ikke være.
"Jeg elsker dig. Jeg er ked af det, men jeg er nød til at tage til lægen nu." Han kiggede på sit ur på mobilen.
"Er det det?" spurgte jeg lavt. "Vil du ikke have et seriøst forhold til mig?" spurgte jeg.
"Siden hvornår er du gået op i kærlighed?" spurgte han. "Ikke misforstå mig. Jeg vil gerne være din kæreste, men ... lad mig tænke over det." Han vendte mig ryggen og kiggede sig ikke engang tilbage.
Da døren lukkede og jeg vidste, at jeg var alene, lagde jeg mig fladt ned på gulvet i midten af halen. Jeg sad og hørte på de sidste elever gå hjem og så lod jeg mine tanker løbe. Idet mindste var vi stadig kærester, men alligevel kunne jeg ikke stoppe tårerne.
Rengørningsdamen trådte ind, men jeg magtede ikke at give hende ét eneste blik eller rejse mig. Loftet var gået fra rød til grå. Alt virkede trist.
Chris' blege ansigt var pludselig en meter over mig. Han havde en piercing i næsen, tre i øjenbrynet og en i underlæben. Hans blå øjne lyste ud af hans blege ansigt og hans tatoveringer gjorde det samme på hans arme.
"Sig mig, hvor mange tatoveringer har du?" spurgte jeg med skinger stemme.
"Har aldrig talt dem." Han satte sig ved siden af mig og kiggede op i loftet. Hans øjne så mærkeligt fjerne ud når man så dem nedenfra af.
"Det burde du. Jeg har altid ønsket mig fireogtyve. Jeg tabte et vædemål engang og skulle derfor have fireogtyve tatoveringer." Selvom han ikke kiggede på mig vidste jeg, at han ikke troede på mig. "Du ved, fregner. Jeg har altid ønsket mig dem."
Hans hoved faldt slapt ned så han kiggede på mig. "Du har ikke nogle," sagde han, selvom han ikke kiggede på mine kinder en eneste gang. Han kiggede mig ind i øjnene. Jeg tørrede mine kinder, da det begyndte at være for pinligt at være sammen med ham, mens jeg græd.
"Jeg slap for det. Han er nem at lave væddemål med."
"Hvem er han?" spurgte han.
"Jason, min kæreste, tror jeg," sagde jeg.
"Er det derfor du græder?" spurgte han. Han kiggede væk fra mig igen og op i loftet.
"Alle græder vel en gang imellem," mumlede jeg.
"Man kan vende sig til det."
"Indrømmer at du selv græder? Du lyder som en professionel græder. Ikke for noget, men din stil gør mig trist." Jeg tog ikke øjnene fra ham, var bange for at han ville blive fornærmet.
"Har aldrig grædt før," sagde han lavt.
"Seriøst? Heller ikke som etårig?" Alle havde grædt før. Selv verdens lykkeligeste menneske græd en gang imellem. Det var normalt.
"Måske, men ikke så meget som jeg husker. Jo, jeg græd da jeg var fire."
"Hvor gammel er du?" Jeg satte mig halvt op og støttede mig selv med albuerne.
"Seksten."
"Så du har ikke grædt i syv år?" Jeg kom til at måbe og holdte mig hurtigt for munden. "Hvad skete der, da du var fire?"
"Min mor døde."
"Oh, øh, det er jeg ked af," mumlede jeg. Overdrevent pinligt. Jeg hadede at snakke om sådan nogle sårbare samtaler. Han kiggede stadig ikke på mig, men jeg ville så gerne se, hvad jeg kunne læse i hans ansigt. "Men du har vel en far," sagde jeg.
"Han er gået til stoffer og alkohol istedet." Han kiggede endelig på mig; hans ansigt var kold og ulæseligt for følelser. Hans hår dækkede for hans øjne. "Men nu har jeg klaret mig siden jeg var lille, så jeg burde klare mig resten af livet." Selv gennem det halvtynde, sorte pandehår vidste jeg, at han kiggede mig ind i øjnene igen. Det føltes så intenst når han gjorde det, så varmt ...
Jeg rystede lidt på hovedet så mit sidelæns pandehår dækkede for mine øjne og prøvede at spille ham, kun for at lette stemningen. Tanken om at hans egen mor var død og hans far ikke gad ham chokerede mig.
Mit pandehår var ved at blive for langt, hvilket mindede mig om, at jeg snart skulle få det klippet. Jeg havde tænkt mig at farve der rødblondt, men det lod mor ikke mig ikke gøre.
"Så kold er jeg altså ikke," sagde han og lavede hairflip så man kunne se hans blå øjne og lidt af hans blege pande.
"For mig er du altså kold." Jeg kunne næsten ikke se ham gennem mit blonde hår. "Jeg er vant til folk med følelser." Jeg vidste ikke, om det var en vane, at jeg bare sådan fornærmede folk, men der generede ham ikke.
"Vent," sagde han og vendte mit hoved mod hans. Hans fingrespidser føltes ekstremt varme og bløde, da han strøg mit pandehår væk og lagde en hånd på hver side af min kind. Så pressede han til så det gjorde ondt i kinderne.
"Jj ..." mumlede jeg, men tænkte mest på, hvordan mine kinder brændte under hans hænder. "Jeg kan ikke få vejret." Jeg kom til at grine højt. Det lød kvalt da han maste mine kinder sammen, men et eller andet i hans øjne ændrede sig.
"Jeg vil bare se din øjenfarve." Jeg var lige ved at trække mig forskrækket væk, da han lænede sig frem af, som om han ville kysse mig. Han kiggede mig bare ind i øjnene og lagde hovedet på skrå, som om han ville se mig fra en ny vinkel af. "Sorte og meget lidt mørkeblå i," sagde han. Han smilte ikke, men et eller andet i hans øjne smilede til mig. "Pænt." Han gav slip på mine kinder og rykkede sig mindst en meter væk fra mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...