Svigtet

Monique er en 16 årig pige, der på mange måder ligner alle andre teenagepiger.
Desværre er hendes forældre er omkommet i en bilulykke, og Monique lever nu i den tro, at det er hendes skyld, at hendes forældre døde. Hvordan vil hun klare sig videre i sit liv med denne tanke, og hvordan får hun kæmpet sig gennem hver dag, der er en pinsel for hende?

6Likes
19Kommentarer
2426Visninger
AA

4. 3.

Den næste dag da jeg stop op, var jeg fast besluttet på, hvad jeg skulle gøre. Hvad jeg blev nødt til at gøre. Derfor gik jeg målbevidst ind i spiserummet, tog noget morgenmad, og satte mig i det fjerneste hjørne, endnu længere væk fra alt og alle, mens jeg prøvede at gøre mig usynlig.

Alligevel fandt han mig.

,,Godmorgen du,” lød hans muntre morgenstemme.

Jeg svarede ham ikke, kiggede ikke engang op på ham. Alligevel satte han sig ned overfor mig, og begyndte at tale, som var vi gamle venner:

,,Du har vel ikke noget imod, at jeg sidder her, vel? Det håber jeg i hvert fald ikke. Hvordan har du det så i dag? Godt? Dårligt?” Og sådan fortsatte han, tilsyneladende ligeglad med om jeg svarede eller ej.

I alt den tid han talte, sad jeg og kiggede ned i min mad, der lige pludselig ikke var så appetitvækkende alligevel. Jeg hørte hans stemme, men ikke betydningen af de ord han sagde. Jeg var helt sikker på, at ville kunne huske den stemme hvor som helst.  En stemme så dejlig som hans, kunne man umuligt forveksle med andre stemmer.

,,Hallo? Er du der?” spurgte han, og forsøgte stadig at komme i kontakt med mig, og få en rigtig samtale i gang, en samtale, hvor jeg også deltog.

Med en pludselig bevægelse rettede jeg mit blik mod hans. Jeg måtte anstrenge mig for at holde koncentrationen, og ikke falde hen i dem.

,,Hvorfor sidder du ikke sammen med dine venner? Du har jo så mange af dem, så hvorfor spilde tiden sammen med ’pigen uden et liv’? Du har vel bedre ting at tage dig til end at hænge ud med mig.” Den sarkastiske koldhed i min stemme måtte have overrasket ham, for han sad bare, og stirrede uforstående på mig, ude af stand til at sige noget.

Jeg rejste mig fra bordet, og tog min urørte mad med mig, for at sætte det ind i køkkenet.

Mens jeg gik, kunne jeg næsten mærke, hvordan hans forvirrede blik fulgte mig. Alligevel skænkede jeg ham ikke ét eneste blik, men fortsatte så elegant jeg kunne, ud af lokalet. Først der opdagede jeg, at jeg havde holdt vejret, og pustede lettet ud.

Først da jeg havde sat mig ovre i mit sædvanlige, ensomme hjørne, gik det endelig op for mig, hvad det egentlig var jeg lige havde gjort.

Jeg afviste ham… jeg afviste ham virkelig!

En blanding af triumf, erkendelse og sorg skyllede ind over mig. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne gøre det, men jeg havde overvundet mig selv.

Derefter kom sorgen over at have mistet ham. Selvom jeg ikke kendte ham, følte jeg, at han betød noget for mig, om jeg ville indrømme det eller ej. Han ville højest sandsynligt ikke tale til mig igen efter det jeg havde sagt til ham.

Du kan da være ligeglad med, hvad han synes om dig nu! Du vandt, du fik det sidste ord, så skide være med om han ikke vil tale til dig igen!

Selvom jeg prøvede at overbevise mig om, at det var lige meget, vidste en lille del af mig, at han stadig betød noget for mig.

,,Hey, hvad skete der lige før?”

Hans stemme overraskede mig, specielt da jeg ikke havde ventet at høre den henvendt til mig. Da jeg var helt uforberedt, kiggede jeg op på ham, og så det smukke ansigt for mig.

,,H-hvad vil du overhovedet?” lykkedes det mig at fremstamme. Det lød uheldigvis ikke nær så overbevisende som jeg havde håbet på.

Han fik små rynker i panden, da han tydeligvis var forvirret. De fik ham til at se så meget yngre ud end han var, så sød og følsom.

,,Jeg forstår ikke, hvad du mener,” begyndte han, og skulle til at fortsætte, da jeg afbrød ham:

,,Du forstår ikke, hvad jeg mener? Nej, selvfølgelig gør du ikke det! Ingen ved det, og selv hvis de vidste det, ville de ikke kunne se det som jeg ser!” vreden kom som en storm, der ramte mig. Jeg kunne ikke klare det! Jeg kunne ikke klare, at han fik mig til at føle som jeg gjorde!

Føle…

I så lang tid havde jeg ikke følt noget. Jeg havde lukket alt inde i en boks, og så kunne lige præcis den følelse trænge igennem alle mine barrierer og forsvar.

Og så ramme mig lige i hjertet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...