Nyt liv? - JDB

Hope er en ung mor, som har det svært i skolen. Der starter en ny pige på skolen og Hope får endelig en rigtig god veninde. Hvad fører det med sig? - Denne novelle er med i konkurrencen Fanfiction, så I må meget gerne give stjerner og sætte den på farvoritliste, hvis I synes godt om den :)

26Likes
152Kommentarer
6100Visninger
AA

11. Tilbagefald!

”Det er Hopes dat…”, jeg når lige at holde en hånd for Caitlins mund og tage hende med ud i gangen, før hun når at svare. ”Hvorfor gjorde du det?”, spørger Caitlin. ”De skal ikke vide, at jeg er ung mor”, hvisker jeg, imens jeg kigger ind i stuen, hvor drengene står tilbage og kigger undrende efter os. ”Hvorfor ikke?”, Caitlin kigger forbavset på mig. ”De er altså ikke ligesom alle de andre fra skolen”, hun fortsætter ”- de vil ikke udstøde dig bare fordi du er ung mor”.

Alle de dårlig minder vælter op i mig og jeg begynder at få det dårligt. Jeg begynder at se Det for mig igen, i hvert fald den del jeg kan huske af Det. ”Jeg skal lige have noget luft” mumler jeg og går stille hen mod deres hoveddør. Jeg får pludselig en slem kvalme og træng til at kaste op. Jeg støtter mig op af væggen, imens jeg går. Caitlin skynder sig hen til mig og holder med en arm om livet på mig. ”Er du okay Hope!?”, man kan se fortvivlelsen i hendes øjne. Jeg når ikke at svare, før jeg løber i den anden retning mod toilettet og brækker mig. Da jeg er færdig, sætter jeg mig op af væggen og begynder at hulke. ”Hope dog! Hvad er der galt? Er du okay?”, Caitlin ser lige så fortvivlet ud som før.

Nu er drengene også kommet hen, for at hører om alting er okay. ”Hvad sker der Hope!?”. Jeg stopper langsomt med at græde, men ryster til gengæld over det hele. Jeg prøver at støtte mig til væggen, så jeg kan komme op at stå, men jeg kan ikke, da jeg ryster så meget. Jeg kommer op at stå, men er lige ved at falde. Chris når lige at få fat på mig, men jeg trækker mig hurtigt fra ham igen. Han ser lidt forvirret på mig. Jeg får mig slev slæbt hen i sofaen inde i stuen. Jeg ryster stadig meget, så Caitlin henter et tæppe og tager det over mig. Jeg får mumlet et ”Tak” og får et lille skævt smil frem, men det varer ikke længe. ”Så lidt”, svare Caitlin.

Der er stille indtil jeg ikke ryster så meget mere. De vil nok gerne have en forklaring, på det der lige er sket, men hvad skal jeg sige? Skal jeg fortælle dem sandheden? Men jeg har jo aldrig fortalt nogen om min hemmelighed. Skal jeg komme på en eller anden løgn? Hvis jeg skal lyve, hvad skal jeg så sige? Tankerne løber rundt i hoved på mig, men bliver afbrudt af Caitlin, som spørger ”Er du okay? Er du parat til at fortælle, hvad det gik ud på?”. Jeg kigger rundt på dem alle, som sidder og kigger forventende på mig. Hvad skal jeg gøre?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...