Dancing to our Heartbeats

At skulle starte forfra er aldrig let, især ikke for Shima der skal starte et nyt liv op i Korea efter hendes mors død. Hun har aldrig oplevet ægte kærlighed, eller følelsen af at blive elsket af en anden som ikke var hendes familie. Hun bruger det meste af sin tid på dans, men hun havde aldrig regnet med at dansen ville hjælpe hende med at finde kærlighed. Der er kun et problem. Fyren som Shima forelsker sig i er ikke som andre drenge. Han er berømt.

41Likes
359Kommentarer
10442Visninger
AA

30. Forklaringer

Min far kom tættere og tættere på med hastige skridt. Jeg havde helt glemt alt om at han, som en af S.M. Entertainment's arbejdere sikkert ville være til stede.

Han så ikke ligefrem glad ud, hans øjne lynede nærmest. Han havde sikkert set det der var sket oppe på scenen og brød sig garanteret ikke om det. Og så derefter komme ud og se den samme af hans sangere stå få millimeter fra sin elskede datter og være tæt på at kysse hende.

Jeg lænede mig tættere ind til Taemin, og han strammede sit greb omkring mig. En bange anelse spredte sig i min krop. Jeg vidste godt hvad min far var i stand til, og jeg ville for alt i verden ikke have at der skulle ske noget med Taemin eller resten af SHINee.

"A-appa, hvad laver du her?", spurgte jeg. Nervøsiteten var let at høre i min stemme. Min far svarede ikke, men tog i stedet hårdt fat i min arm og trak mig væk fra Taemin.

"Hvad jeg laver her? Jeg vil hellere spørge hvad det lille nummer ude på scenen handlede om?" svarede han vredt. Jeg prøvede at trække min arm til mig, men han strammede bare grebet dog ikke så det gjorde alt for ondt.

"Appa, det var bare fordi...."

"Bare fordi hvad? Jeg har ikke givet dig lov til at være sammen med nogen drenge, og slet ikke givet dig lov til at have en kæreste!", svarede han hurtigt, og så på mig med et vredt ansigt. Han var virkelig vred på mig, det kunne ses.

"Appa, prøv nu at hør", prøvede jeg igen, men denne gang med det samme resultat. Han afbrød mig endnu engang og vendte sig rundt mod Taemin, men holdte stadig et fast greb i min arm så jeg ikke kunne smutte nogen steder.

"Eller skulle jeg hellere spørge dig Lee Taemin? Hvad har du gang i med min datter!", spurgte han, og sendte et koldt blik til Taemin som hurtig trak sig lidt tilbage. Okay en ting var at han var rasende på mig, men han skulle for alt i verden ikke lade det gå ud over Taemin.

"Hvad har du så at si...."

"Så hør dog efter hvad JEG har at sige!" råbte jeg højt og hårdt, og trak min arm ud af hans greb. Næsten alle blev stille og rettede deres blikke blev mod mig. Sei, Minho, Key, Jonghyun og Onew kom hurtigt hen imod os.

Mit råb havde vist haft noget effekt på min far, for han vendte sig forskrækket om og så på mig med store øjne.

"Jeg er træt af at du bliver ved med at behandle mig som en lille pige. Jeg er 17, jeg kan godt selv styre mit liv", svarede jeg vredt tilbage. Vreden boblede inden i mig og havde virkelig fået mit blod i kog. Min far sagde ingenting. Han var sikkert chokeret over at hans ellers altid så venlige lille pige pludselig kunne gøre oprør og svare ham imod. Men jeg var træt af altid at skulle være sådan. Jeg gik rundt om ham og tilbage til Taemin som hurtigt lagde sin ene arm omkring mig igen. Jeg krammede mig tættere ind til ham mens min far stadig stod og så på os.

"Far jeg ved godt at du savner mor, men jeg elsker Taemin, og det vil jeg ikke have at du skal spolere" sagde jeg denne gang i et mindre toneleje. Min fars øjne blev pludselig triste ved det jeg lige havde sagt. Jeg vidste at han savnede min mor og at det var derfor han var så overbeskyttende overfor mig. Jeg vidste at han så en del af hende i mig og ville derfor gøre alt for ikke også at miste mig.

En tåre kunne anes i hans øjenkrog. Mine ord havde åbenbart ramt ham dybt i hjertet. Det sted hvor han opbevarede mindet om min mor.

"Vi snakker om det her senere", nærmest mumlede han. Han vendte sig rundt, rettede hurtigt på sit tøj og gik ellers med rank ryg ud af lokalet for ikke at vise nogen følelser.

 

"Er i begge okay?", udbrød Key, og krammede os begge lige så snart min far var ude af synsvidde. Jeg kunne ikke lade være med at smile bare en smule af min umma. Altid så overbeskyttende.

Helt ligesom min rigtige appa.

Vi nikkede begge svagt som svar. Inden i var det som om at alt var blevet lettet. Det jeg længe havde holdt hemmeligt for min far var endelig kommet ud.

"Jeg tror jeg kom til at såre ham en del da jeg nævnte det med min mor", svarede jeg lavt, og kiggede derefter ned i gulvet. Jeg kunne nu mærke nogle tårer der pressede sig på.

"Ja han så i vært fald ikke ret glad ud", mumlede Jonghyun, som hurtigt fik en arm i siden af Key.

"Pabo. Det der hjælper ikke ligefrem", hviskede han til Jonghyun, som hurtigt tog sine ord i sig igen. Taemin tog blidt fat i min hage og løftede mit ansigt op så jeg så på ham.

"Bare rolig Shi det skal nok ordne sig på en eller anden måde", sagde han optimistisk, og tørrede hurtigt en tåre som åbenbart var gledet ned over min kind, væk. Hans ord fik mig til at smile en smule og det løftede også mit triste humør.

"Tak Taemin oppa", svarede jeg hurtigt, og krammede mig ind til ham.

"Kan jeg ikke tage med jer? Jeg har på fornemmelsen at det nok ikke er det smarteste at tage hjem lige nu", spurgte jeg lavt, og så rundt på de andre da jeg havde givet slip på Taemin. De nikkede alle sammen forstående med et smil.

"Selvfølgelig må du det", svarede Key, og klappede mig blidt på hovedet.

 

Vi forlod alle koncertbygningen i et lidt bedre humør.

Sei fulgte også med da Minho spurgte om hun ikke ville.

Mine venner var virkelig de bedste. Og ikke mindst var Taemin den bedste kæreste. De gjorde mig altid glade. De kunne altid få ændret den mindste triste situation til noget godt, og det var jeg taknemmelig for.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...