Kunsten At Holde På En Hemmelighed 1 - Færdig

"Jeg elsker dig," hviskede jeg.
"Lad være med det," mumlede han.

Alyson har egentlig et rimelig ligetil liv. Indtil hun forelsker sig. Men det er ikke bare en hvilken som helst fyr hun forelsker sig i. Nej, det viser sig at han er Alysons nye biologi - og engelsklærer.

91Likes
511Kommentarer
16345Visninger
AA

9. Opkald

"No one keeps a secret
Why when we do our darkest deeds
Do we tell?
They burn in our brains
Become a living hell
Cause everyone tells
Everyone tells…"
Secrets - The Pierces

Vores kørsel igennem byen gik så stærkt, at jeg ville have sværget på at ingen kunne nå at se os. Eric vekslede imellem at køre 130 km i timen når der var ingen i nærheden, og 80 km i timen, når der var andre. Heldigvis var villavejene omkring centrum, ikke det mest overrendte sted.
På få minutter havde vi taget en omvej uden om centrum, som jeg aldrig ville kunne gøre efter, selvom jeg kendte hele området ud og ind, og holdte ind til siden, ved døren til Erics lejlighed.
Eric åbnede døren i førersiden, og stod ud, kiggede sig hurtigt omkring. Jeg havde allerede tjekket hele gaden for folk der var ude og gå en tur med hunden, eller hang ud med deres venner, men ingen var i nærheden.
Eric gik med hurtige, men yndefulde skridt over, og åbnede døren for mig, hvorefter jeg steg ud, og trådte lige ind i hans favn.
Bildøren smækkede bag mig, men det eneste jeg hørte tydeligt, var Erics en anelse anstrengte vejrtrækning, der kun fortalte mig hvor meget han lyst til mig.
Han havde armene om mig, hele tiden, mens vi gik hen til døren, mens han låste den op, og mens vi gik op til hans lejlighed. Ikke et øjeblik slap han mig, og ikke et øjeblik, ønskede jeg ikke at hans arme lukkede sig tættere endnu, om mig.
Vi trådte ind i designerlejligheden, som jeg stadig ikke forstod hvor han havde fået pengene til at betale, men det fik jeg heller ikke tid til at spekulere over, før han kastede sig over mig. Og jeg var all in.
Døren nåede knap nok at smække bag os, før han skubbede mig ind i den med voldsom kraft, og trykkede sine læber mod mine.
Jeg pressede mig villigt mod ham, snoede mit ben rundt om hans, og begravede fingrene i hans hår.
Han trykkede blidt tungen mod mine læber, og jeg skilte dem let. Han smagte uforklarligt af mælk og honning.
Hans hænder om mit liv, gled en anelse ned, og han tog fat om mine hofter, og pressede mig endnu tættere på sig.
Pludselig løftede han mig op fra gulvet, og jeg lukkede benene om hans liv, og lod ham bære mig ind i sin seng, mens han fortsat kyssede mig, og kærtegnede min røv.
Han kastede mig ned på sengen, og flåede sin skjorte af, i en hurtig bevægelse. Jeg lå bare og nød synet af hans faste bryst, og symmetriske mavemuskler.
Så var han over mig igen, denne gang med nøgen overkrop, og det gjorde ikke oplevelsen mindre intens. Som tidligere lod jeg min hånd glide ned over hans mave, og grådigt kærtegne hver eneste lille stykke af ham.
“Hvor har sådan en ung pige, lært at være så fræk?” stønnede han, og lod sine læber glide ned af min hals, og ned til mit kraveben, som han kyssede adskillige gange.
“Du vil ikke vide det,” stønnede jeg tilbage, og slog endnu engang benene rundt om ham.
Hans læber fandt endnu engang mine.
En telefon ringede i baggrunden, men det betød intet for mig. Slet ingenting.
Det gjorde det desværre for Eric.
Han rakte hånden ned i sin venstre bukselomme, stadig uden at slippe mine læber, men måtte så ende kysset for at tage telefonen.
“Eric Roland,” sagde han, med en anelse tung vejrtrækning, og, hvis jeg ikke tog helt fejl, et rimelig irriteret tonefald.
“Desværre, jeg er allerede optaget. Nej, jeg er ikke single, og må desværre skuffe dig, og sige at det har jeg heller ikke planer om at blive foreløbig,” sagde han ind i telefonen, med sin sædvanlige charmerende stemme, dog med et twist af utålmodighed.
“Ja, vi ses. Farvel.”
Jeg kiggede spørgende på ham, fuldstændig sikker på at han vidste hvad jeg ville vide.
“En af mine kolleger, Ms. Dunham, inviterede mig på date. Jeg måtte jo desværre afslå, da jeg allerede er i et forhold med en anden, og langt smukkere pige. Jeg vil sågar vove at påstå at min kæreste er verdens skønneste, dejligste, og mest fantastiske pige, der virker skræmmende erfaren seksuelt, hendes unge alder taget i betragtning,” smilede han, og kyssede mig på panden.
Selvom noget af stemningen var forsvundet, fandt jeg ivrigt hans læber igen efter det, og han var med på idéen.
Endnu engang ringede en irriterende telefon i baggrunden, men denne gang ignorerede jeg det fuldstændig, og lukkede af for lyden af Mozella - More Of You.
Eric rakte hånden ned i min bukselomme, og fiskede min telefon op.
“Alysons telefon, det er Eric,” sagde han, med en frisk stemme, som jeg aldrig selv ville forbinde med engelsklæreren fra tidligere i dag.
“Ja, Courtney, hun er lige her, du får hende lige,” sagde han, og rakte mig telefonen.
“Hey Aly, hvad laver du?” spurgte hun, ligeså snart hun kunne høre at jeg havde modtaget telefonen.
“Jeg har faktisk lidt travlt lige nu, Court, hvorfor?” svarede jeg bare, og følte mig lidt som en kælling, ved at være så utålmodig overfor hende. Det var jo ikke hendes skyld, at ms. Dunham, min gymnastiklærer, havde ringet og inviteret min kæreste ud, få minutter tidligere, da vi ellers havde gang i noget rigtig godt.
“Undskyld, ville bare vide om du kunne ses. Nå… Vent, var det vores nye engelsklærer der tog telefonen?” spurgte hun pludselig.
Et øjeblik var jeg mundlam, men tog mig så sammen, og mumlede lidt usammenhængende: “Mr. Roland? Nej, selvfølgelig ikke.”
“Nå okay. Ville bare lige være sikker. Nå, men vi ses så, ikke?” spurgte hun en anelse nedtrykt, og jeg kunne ikke undgå at få dårlig samvittighed.
“Jo, selvfølgelig. Skal vi ikke følges til skole igen i morgen?” spurgte jeg, for at kompensere for mit svigt i dag. Normalt ville Clary og jeg køre alene.
“Jo, det vil jeg meget gerne,” udbrød hun overrasket, og glæden kom tilbage i hendes stemme.
“Fedt, det er så en aftale,” sagde jeg, og lagde på, uden at sige farvel.
Jeg følte en stærk trang til at kyle telefonen ind i væggen, indtil jeg så den gå i tusind stykker.
Courtney måtte ikke vide noget om Eric, det var bare noget jeg vidste.
“Kunne hun genkende min stemme?” spurgte Eric bekymret.
“Jeg tror det…” mumlede jeg. “Jeg frygter det.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...