Kunsten At Holde På En Hemmelighed 1 - Færdig

"Jeg elsker dig," hviskede jeg.
"Lad være med det," mumlede han.

Alyson har egentlig et rimelig ligetil liv. Indtil hun forelsker sig. Men det er ikke bare en hvilken som helst fyr hun forelsker sig i. Nej, det viser sig at han er Alysons nye biologi - og engelsklærer.

91Likes
511Kommentarer
16341Visninger
AA

6. How To; Break The Rules

"The way you move,
is like a full-on rainstorm,
and I'm a house of cards.
You're kind of reckless,
as you sent me running,
but I kinda know that I
won't get far.
And you stood there
in front of me,
just close enough
to touch."
Sparks Fly - Taylor Swift

Jeg fulgte efter Eric ud af lokalet kort tid efter. Men jeg nåede knap nok at lukke døren, før Clary var over mig som en høg.
"Okay, jeg kan se på dig at I ikke har slået op, for så ville du være all heartbroken at se på, men hvad skete der så?" spurgte hun ivrigt, og hev så hårdt i min hånd at det smertede i min ellers raske skulder.
"AV! Der skete ikke så meget," løj jeg, og sendte hende et halvhjertet smil.
"Vi ved begge to at du lyver, så spyt ud, eller jeg hiver endnu hårdere i din arm," truede hun, og sendte mig et så uskyldigt og sukkersødt smil, at det gav mig lyst til at kaste op. Og mindede mig om verdens største bitch, men de to ting hørte sandsynligvis sammen.
"Jeg skal nok fortælle dig det, men senere. Ikke her, hvor alle kan høre hvad vi siger. Og Courtney skal også høre det." Det sidste sagde jeg modstræbende. Af en eller anden grund, havde jeg ikke lyst til at sige det til Courtney, ikke fordi jeg ikke stolede på hende, men fordi det her bare var for vigtigt. Jeg brød mig ikke om at nogen vidste det, udover Clary, for hun ville aldrig, aldrig nogensinde forråde mig.
"Du behøver altså ikke sige det til Courtney, hun vil forstå hvorfor det er vigtigt," sagde Clary trøstende, da hun mærkede min uvilje. Selvfølgelig tog det hende mindre end ti sekunder at regne ud hvad den drejede sig om. Som sædvanlig.
“Det ville være for tarveligt at lade være, uanset om hun ville forstå det eller ej, ville det ikke?” spurgte jeg, og håbede i det skjulte på at nej. Selvfølgelig var det ikke særlig godt skjult for Clary, for hun sagde: ”Aly, det er din hemmelighed. Hvem du deler den mig, skal ikke have noget at gøre med om du kan være bekendt at lade være. Det er din, og ingen andres.”
“Se, det er derfor du er min bedste veninde Clary,” sagde jeg taknemmeligt, og trak hende ind i et hurtigt knus.
“Hvad har man veninder til?” smilede hun, og gav mig et hurtigt kys på kinden. ”Men vi kommer altså for sent til matematik,” tilføjede hun.
“Skal vi ikke bare smutte? Seriøst, jeg orker ikke at lade som om alt er helt normalt lige nu,” spurgte jeg bedende. Som sædvanlig var Clary der for mig, og hvor hun normalt ville have givet mig en peptalk om mødepligt og årskarakterer, kunne hun nu mærke at jeg virkelig intet kunne. Så hun holdt mund, nikkede og satte kurs mod udgangen.
Vi gik i tavshed, med armene om hinanden, ud af døren, og hen over parkeringspladsen, hen mod Clarys bil. Og så skulle man tro at det værste var overstået. Men nej.
For ovre på den anden side af parkeringspladsen, på lærernes plads, stod Eric ved siden af sin bil, og kiggede på os.
“Jeg kan give jer lidt plads, hvis det er?” tilbød Clary. Men jeg rystede på hovedet.
“Hvis nogen ser os, går det galt,” forklarede jeg. I stedet hev jeg min mobil frem, og sendte ham en sms.
*Kom ud, og fortsæt til Concrete Avenue 26, jeg møder dig der<3* skrev jeg bare, og åbnede døren i passagersiden på Clarys bil.
“Hvor skal vi hen, frøken?” spurgte hun højtideligt, og brød sammen af grin, da hun havde sat sig foran rattet.
“Bare kør hjem til dig,” grinede jeg, og hun satte bilen i gear med et: ”Så gerne,” efterfulgt af endnu et latteranfald.
Der var ikke lang vej, men det tog godt et kvarter, og hele tiden kunne jeg se Erics bil et godt stykke bag os.
“Hvor bor Mr. Roland egentlig?” spurgte Clary, da hun bemærkede at han fulgte os.
“Ja, ikke i den her retning. Han møder os hos dig. Dine forældre er ikke hjemme, vel?” skyndte jeg mig at spørge. Hvad nu hvis de var? Pis!
”Nejnej, men jeg ved ikke hvornår de kommer… Det er nok en dårlig idé at invitere ham på middag,” mumlede hun, fuldt ud klar over at jeg aldrig nogensinde kunne finde på det.
“Nej… Bare vi har et øjeblik,” svarede jeg fraværende, og kiggede i bakspejlet, efter spor af Erics Mercedes.
Jeg fik hurtigt øje på den, og kunne ikke fjerne blikket igen. Det havde måske noget at gøre med at hans øjne med det samme fangede mine, og holdt dem fast.
“Aly! Alyson!” lød Clarys stemme pludselig. Jeg rystede forvirret på hovedet.
“Skat, din telefon ringer,” sagde hun, og pegede på min lomme, der lyste, vibrerede, og spillede Mozella med More of You.
Jeg skyndte mig at fiske den op, og tage opkaldet, uden at tjekke nummerviseren først.
“Alyson her,” sagde jeg så friskt jeg kunne, og håbede inderligt at det ikke var skoleinspektøren der ringede.
“Hey Aly, hvor er det vi er på vej hen?” lød Erics stemme.
Sikke en idiot jeg egentlig havde været, og siddet og gloet på ham, men ikke regnet ud at det var ham der ringede. Godmorgen Alyson!
“Hjem til Clary, det er en længere historie. Men kom nu bare,” bad jeg indtrængende.
Vi nærmede os Clarys vej, og jeg så det som en undskyldning for at lægge på, før han skiftede mening. Så jeg knaldede røret i, og stirrede stift mod villaen hvor Clary boede, længere nede af vejen.
Hun holdt ind foran garagen, som hun altid gjorde når hun vidste af hendes forældre først ville komme hjem sent.
Og knap nok var vi stået ud af bilen, før Eric parkerede på vejen foran huset.
“Seriøst, du lægger aldrig bare på igen, når jeg er fuldstændig forvirret, du kunne godt lige tage det hensyn at…” skændte han, mens han nærmede sig os, men jeg afbrød ham da jeg placerede mine læber over hans.
“Never mind,” mumlede han, og kyssede mig tilbage. Jeg havde lidt ondt af Clary, men havde virkelig ikke lyst til at trække mig væk fra Eric.
Og så værdsatte jeg virkelig, at hun ikke kom med den sædvanlige; lej et værelse - kommentar.
Jeg slap Eric, i det det gik op for mig, at vi i princippet stadig var ude i offentligheden, og selvom der ikke var nogen på gaden lige nu, havde huse vinduer, og folk havde øjne.
“Vi skulle måske…” mumlede jeg, og pegede sigende på huset.
“Ja, det skulle I!” påpegede Clary, og tog os begge i hænderne, og slæbte os op til huset.
Eric kiggede på mig som om han spekulerede på om Clary var skør, men jeg smilede bare undskyldende, og trak diskret på skuldrene. Hun var min bedste veninde, og jeg elsker hende, men for fanden, hun kunne være nærgående, når det lige tog hende.
Clary slæbte os også op af trappen, hvor vi begge to snublede over halvdelen af trinene, men som om pigebarnet havde tænkt sig at vente.
Hun låste døren op, og gav mig en enkel kommando.
“Mit værelse, nu! Jeg er sulten, så jeg koger nogle nudler. Oksekød?” “Du kender mig,” sagde jeg bare, og lod det være svar nok.
“Oksekød,” nikkede hun, og gik ud imod køkkenet.
Jeg tog Erics hånd, og førte ham op af trappen og ned af gangen, til første dør til højre, og åbnede døren. Hun kunne lige så godt have sluppet mig fri i mit eget hus, jeg havde nærmest nemmere ved at finde rundt her.
“Hvad sker der, om jeg må spørge?” udbrød Eric, i det øjeblik jeg lukkede døren bag os.
“Ingenting. Jeg havde bare brug for at se dig. Uden at behøve at holde mine fingre for mig selv,” mumlede jeg indsmigrende , og lod fingrene vandre fra midten af hans bryst, til hans navle, udenpå skjorten.
“Du gør det utrolig svært for mig at fokusere, Alyson skat,” mumlede han, og greb fat i mit håndled.
“Slip nu kontrollen!” bad jeg, en anelse irriteret. Han lo dæmpet:
“Aly, hvis jeg slipper kontrollen, så vil du slet ikke vide hvor beskidt det bliver. Og det er jeg sikker på at din veninde, hvis værelse vi står på lige nu, heller ikke vil.”
“Hold nu bare kæft og kys mig,” mumlede jeg, og så kunne han ikke holde sig tilbage mere. Og i det sekund hans læber rørte mine, var der et eller andet der eksploderede. En blanding af ro, og dybt begær, der sendte et skud af nydelse igennem mine årer.
Jeg ved ikke hvordan vi havnede der, men pludselig lå vi og rullede rundt i Clarys seng, uden nogen form for stedsans eller situationsfornemmelse. Hvor hans hud rørte min, brændte det, og jeg ønskede kun at ilden skulle brede sig til hele min krop. Alt jeg ønskede, var at være et med ham.
Jeg bandt knuden på hans slips op, med klodsede, ivrige bevægelser, og flåede det af. Han havde allerede hevet toppen af mig, og var i gang med min bh, da jeg begyndte at åbne knapperne på hans skjorte med rutinerede bevægelser. Det føltes som en evighed før alle knapperne var knappet op, men da de endelig var, tog det mig mindre end et sekund at få den af.
Han hev mig op på knæ med ivrige bevægelser, og pressede min nu nøgne overkrop ind mod sin, i et krævende, hungrende kys.
Mine fingre fulgte hans mavemuskler, så tydelige, så hårde, og så… fantastiske. Hans læber forlod mine, og et øjeblik skulle jeg til at protestere, men så fandt jeg ud af hvor de var på vej hen. De bevægede sig blødt og kærligt ned af min hals. Hans tunge kærtegnede hulningen ved mit kraveben, men fortsatte ivrigt sin færd til mit venstre bryst. Hans tænder nappede blidt i min brystvorte, hans tunge cirkulerede omkring den. Samtidig fandt hans hænder min røv.
“Jeg sagde at det ville blive beskidt,” stønnede han som svar, da jeg sukkede af nydelse.
Hans mund fandt min igen, men kun for at holde mig beskæftiget, mens han, med erfarne bevægelser trak lynlåsen på min bukser ned. Hans hænder kørte langsomt ned af mine hofter, og jeg vred mig for at få ham til at bevæge sig hurtigere. I stedet gjorde han sit kys dybere, og det føltes som om han undersøgte hver en afkrog af min mund…
Nogen rømmede sig i baggrunden, men jeg var alt for tændt til at tage mig af det.
Det vil sige, jeg tog mig ikke af det, før den nogen, kom hen og slog mig i hovedet med en ske.
Jeg flyttede modvilligt mine læber, mens Eric fortsatte med at kysse min hals.
“Seriøst, guys, nu synes jeg at jeg er i min gode ret til at sige, lej et værelse,” sagde Clary irriteret.
Eric slap mig, og trak sin skjorte op foran sig. Jeg selv derimod, havde kendt Clary så længe, at jeg var ligeglad med hvordan hun så mig. Dog ikke med hvem, og hvad vi lavede.
“Sorry?” forsøgte jeg, med et flovt smil, men Clary slog mig bare i hovedet med teskeen igen.
“Hvad tænker I på? På mit værelse?!” råbte hun. Eric trak sig lidt væk.
“HEY! Bare fordi jeg ikke kender dig, betyder det ikke at du bare kan liste væk på den måde,” råbte Clary af ham. “Her kommer jeg med dine yndlingsnudler, og regner med at skulle møde din kæreste, og så er det, det syn der møder mig?!” skændte hun.
“Ehm… undskyld…” mumlede jeg skamfuldt.
“Det gør ikke noget søde, bare se at få noget tøj på. Begge to,” sagde hun, og forlod rummet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...