Memory (FÆRDIG)

Memory er en engel og bor i menneskenes verden. En dag møder hun den gådefulde Damen og udvikler følelser for ham. Hun finder så ud af at han er Djævlens søn men lære at leve med det.

Kan skæbnen acceptere deres kærelighed til hinanden?

13Likes
25Kommentarer
3334Visninger
AA

6. Forenet

Jeg havde lagt og tænkt på Damen resten af morgen indtil mit vække ur endelig ringede, og jeg gik ud og tog et langt bad. Bagefter gik jeg ind på værelset igen og fandt nogle jeans og en t-shirt hvor der stod "Game Over" og træk den over hovedet. Da jeg havde fået tøj på gik jeg over til mit sminke på og så at der lå den halskæde fra igår. tog den på, og klikkede låsen sammen, og kiggede mig i spejlet. Den klædte mig rigtig godt, og jeg havde en tryggende fornemmelse nu hvor jeg havde den på. Jeg redte mit hår og lagde en ledt make up, og så skyndte jeg mig at spise min morgen mad. Da klokken blev otte svingede jeg min skoletaske over skulderen og cyklede hen til skolen. På vejen derhen så jeg to af mine drenge venner Drake og Bryce. "Hej Memory!" de på samme tid, og jeg vinkede til dem og hoppede af min cykel, så jeg kunne gå sammen med dem. "Vidste du godt at Bryce har hemmelige billeder af dig?" hviskede Drake og jeg kiggede med store øjne over på Bryce. "Hvad fanden er du bilder hende ind?!" råbte Bryce og fandt sin stegepande *Ved ikke hvor han har den fra XD* og slog Drake oven i hovedet med den. "Hvad fan*en!? Vil du slås?!" råbte Drake og gjorde sig stor og lavede et ninja spark på ham "Hiiiijah!!!" råbte Drake og lavede endnu et ninja tricks på Bryce, som blev så sur at han prikkede Drake i øjnene. Jeg stilte mig i mellem dem og vendte øjne af dem. "Gider i ikke godt lige at slappe lidt af?!" sagde jeg og skubbede dem begge ind i en busk som vi kom forbi, og fortsatte hen til skolen som kom lidt længere fremme bag de høje træer. Jeg tænkte endnu på Damen og begyndte at dag drømme lidt, for jeg kom til at gå ind i en fyr. "Undskyld!" sagde jeg hurtigt kiggede ind i nogle himmel blå øjne. "Det gør ikke noget, Memory." sagde han og blinkede til mig. "Josh? Hvad laver du her?" spurgte jeg nysgerrigt efter at vide det. "Jeg sagde jo til dig at vi skulle mødes snart igen." sagde han og sendte mig et skævt smil. "Jamen skal du begynde på denne her skole?" spurgte jeg. Han nikkede. Vi fulgtes indenfor og da jeg havde vidst ham kontoret, gik jeg ind i min egen klasse, og gik over og satte mig på min plads. "Hej søde!" sagde Chris som jeg sad ved siden af. "Hej." sagde jeg og sendte hende et smil. "Josh skal gå på vores skole," hviskede jeg til hende.

"Det løgn!" sagde hun og dag drømte allerede om ham. "Men, du er vel ikke vild med ham vel?" spurgte hun så og holdte en lille pause med al det dag drømmeri. "Nej," mumlede jeg og tænkte på Damen. Hans varme læber, jeg kunne allerede smage dem. "Memory," sagde læreren til Josh, og gik over på den plads bag mig. Jeg stivnede. Det er løgn! Hvorfor skulle alle drenge også bare sidde bag mig?! Da timen gik igang, kunne jeg mærke hans blik i min nakke. Jeg rømmede mig, og koncentrerede mig om undervisningen. Da vi havde fri, cyklede jeg hurtigt hjem og låste mig ind. Jeg var alene hjemme i en måned, da mine forældre skulle til Cypern og optræde med deres skuespil. Jeg smed min taske i sofaen og tændte for tv'et. Da klokken blev fem ringede jeg efter Rhodos, og bestilte en Hawaii pizza. Der gik en times tid, så ringede det på døren, og jeg fandt pengende frem, og gik ud og åbnede. "Hej Memory," sagde Josh og sendte mig et skævt smil. "Må jeg komme ind?" spurgte han. Jeg nikkede, og kiggede nøje på ham. Han havde en hvid t-shirt på og lyse blå jeans. Han stilte den pizza han havde med over på køkken bordet og vendte sig så om mod mig igen. "Jeg mødte pizza budet ude på fortorvet og fik lov til at aflevere den til dig," sagde han. "Men hvorfor? og hvorfra ved du hvor jeg bor?" spurgte jeg nervøst. "Chris," sagde han. Jeg slog mig selv i panden og vendte øjne af ham. "Selvfølgelig!" mumlede jeg. "Jeg tænkte at du godt kunne trange til lidt selvskab?" sagde han og smilede. "Jeg var faktisk lige ved at tag et bad og gå i seng," løj jeg og tog mig til hovedet. "Jeg har det ikke ret godt." sagde jeg. "Jamen hvad med pizzaen?" spurgte han og kluklo. "Bare glem det, jeg har altså bare lyst til at være lidt alene og tænke lidt over tingende." sagde jeg. "Hvad for nogle ting?" sagde han og var tydeligvis såret. "Bare nogle okay?" sagde jeg og sukkede. Han gik hen til mig og tog min hånd. "Du kan sige alt til mig, Memory." sagde han og nussede min hånd. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og sekunderne gik. Lige pludselig bøjede han sig ned mod mig, stadig med min hånd i sin, og kyssede mig. Han pressede mig ind mod sofaens kant, og mine øjne blev store. Jeg blev så chokeret at jeg snublede over kanten, og landte ned i sofaen med Josh oven på mig. Jeg prøvede at vriste mig fri, men hans krop var så tung. "Slip mig!" mumlede jeg, men han holdte mig bare for munden, og begyndte at kysse min hals. Da jeg kunne mærke ham gå lidt længere ned, da var det at jeg skreg og råbte om hjælp. Men han holdte mig stadig for munden, og ordene slap aldrig ud. Istedet kom der et bare stærke arme og fjernede ham fra mig, og kastede ham ned i gulvet. "Hvad laver du?!" Råbte Josh. Jeg kiggede op på Damen og en tårer trillede langsomt ned af min kind. "Du gør hende fortrad!" Råbte Damen. Josh rejste sig vredt op, og gik hen til Damen og skubbede ham. Damen gav ham en knyt næve i maven, og Josh falt hostende om. Jeg gispede og rejste mig op fra sofaen, og gik over til Damen som hurtigt træk mig indtil sig. "Du skal aldrig ALDRIG! snakke eller kigge på hende igen! Er det forstået?!" råbte han truende. Josh krympede sig, tydeligvis bange og rejste sig hostende op og løb alt det han kunne ud af huset og hen ad fortorvet. Da han var helt væk, vendte Damen sig om mod mig og kiggede trist ind i mine brune øjne. "Er du okay Memory?" spurgte han. Jeg rystede, og flere tårer trillede ned ad  min kind nu, og jeg klamrede mig til ham og gjorde han t-shirt helt våd af tårer. "Shh, han er væk, Memory jeg er ked af at jeg ikke kunne komme noget før." sagde han og strøg mig over ryggen. Jeg kiggede op på ham, og sukkede. "Jeg elsker dig, Damen.." sagde jeg stillede mig på tær, og kyssede ham. "Åh, Memory," sukkede han og løftede mig op i sine arme, og fik sine store sorte vinger frem og gik med mig hen til hovede døren og åbnede den. Det var helt mørkt udenfor og jeg kiggede spørgende op på ham. "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg. "Et sted hvor vi kan være alene." sagde han og sendte mig et gådefuldt smil. Han fløj op mod himlen og jeg lukkede mine øjne og klamrede mig endnu mere til ham. Jeg kunne mærke hans krops varme, og puttede mig godt ind til ham. han nussede min arm imens han fløj igennem skyer. Lige pludselig gik det ned ad, og jeg hvinede da jeg så hvor langt der var. "Damen!" skreg jeg. "Bare rolig, der sker os ikke noget." sagde han berogligende og holdt mig tæt ind til sig. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigt op og ned. Da der var gået noget, tid og vi endelig landte, åbnede jeg mine øjne igen og kiggede forvirret rundt. "Hvor er vi?" spurgte jeg. "Ved Xorey søen," sagde han og smilede. Jeg kiggede over mod den lille sø hvor målens stråler spejlede sig i og sukkede. "Hvor er det smukt." mumlede jeg. Han nikkede og flettede sine fingre ind i mine. "Jeg tog dig med herhen for at blive forenet igen," sagde han og sukkede. Jeg smilede og gik med ham hen til søen. "Men, kan det godt lade sig gøre?" spurgte jeg. "Ja, vi har gjort det engang før, så kan vi også gøre det igen." sagde han. Jeg nikkede en stille, og  kunne stadig ikke huske fortiden men kun mine følelser for Damen. "Hvordan gør man?" spurgte jeg. "Vi skal blande en af vores fjer sammen med vores blod, og så skal vi lægge det ned i søen, og så går der noget tid, men så kommer der et lys og som omringer os og forbinder vores bånd sammen." forklarede han. Jeg hørte efter hvad han havde sagt og tænkte lidt over det. "Men jeg har endu ikke lært at få mine vinger frem." sagde jeg og trippede lidt nervøst med mine fødder, for at opleve den smerte igen som igår nat. "Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig," sagde han og vendte mig om. Men denne her gang prikkede han ikke mig de forskellige punkter. Han begyndte lige så stille at kysse min hals, og jeg gispede. Det gav en sitren i mig, og længslen kom igen. Jeg vendte mig om og fandt hans læber. Han skilte mine læber ad og stak sin tunge ind. Vores tunger legede ledt med hinanden og jeg høre hans vinger lægge sig rundt om mig, og presse mig helt tæt ind til ham, så jeg kunne høre hans hjerte slå voldsomt. Hans vejrtrækning blev hurtiger, og jeg fik et chok da han gik ind under min trøje, og så kunne jeg pludselig høre en lyd, og så kom smerten igen. Denne her gang gjorde det ikke helt så ondt, men jeg ømmede mig nu alligevel, og da det var færdigt, lændte jeg mig igen udmattet ind til ham, og han flettede sine fingre ind i mine. "Jeg havde ikke regnet med at der skulle så lidt til," Kluklo han og sendte mig et gådefuldt smil. Vi satte os ned ved søen og  betragtede den sammen inden vi gik i gang med at forberede os. "Okay vend dig om." sagde han. Jeg gjorde som hans sagde, og med en hurtig bevægelse træk han en fjer af min ene vinger nederst, og det gav et lille gib i mig. Det samme gjorde han med sine egne, og da vi havde gjorde det manglede vi bare blodet. "Hvordan blander vi blod?" spurgte jeg forsigtigt.  "Vi har altså også andet end vinger," sagde han og åbnede munden. Jeg kunne se at hans hjørnetand voksede så den blev skab som et baberblad, hvis ikke skarpere. Jeg kunne mærke nervøsiteten komme listende op ad min ryg, men vristede den så af mig igen, og prøvede at gøre det samme. Det gik ikke så godt, så han rørte dem med en pegefinger og så kom de med det samme frem. "Sid stille, så gør det ikke ondt," sagde han og blinkede med det ene øje. Jeg gjorde som han sagde, og han lændte sig frem mod mig, og kyssede først min hals, og derefter kunne jeg mærke hans tænder trænge ind i min hals. Han havde faktisk ret. Det gjorde ikke så ondt, kun lidt i starten men det gik hurtigt væk. Da han var færdig tog han en skål frem som han havde i sin lomme og pressede den ind under såret, så blodet dryppede ned i den. "Din tur, Memory," sukkede han og lændte sig tilbage. Jeg rykkede mig ind til ham, og på en eller anden måde lagde jeg oven på ham og kiggede ham først i øjnene og han nikkede og smilede til mig. Jeg kiggede ned på hans hals, og lændte mig ned mod den. Jeg kunne smage hans blod da mine hjørnetænder trængte ind i hans hals, og sugede forsigtigt. Det smagte faktisk okay godt, og da der var gået nogle sekunder, træk jeg mig tilbage og sukkede. Jeg skyndte mig at presse skålen under såret, og så blodet flyde ned i det. Damen rejste sig op, stadig med mig siddende på ham. Han lagde fjerende ned i skålen blandede det sammen med en lille kniv som han havde på sig. Han hædte det ud i søen, og lidt efter spredte sig et kæmpe hvidt lys, og omringede os. Jeg kunne mærke mine følelser for Damen vokse og vokse, det samme gjorde længlsen og jeg kunne næsten ikke styrer det til sidst, og så stoppede det. Det brændte lidt på min ankel og jeg kiggede ned på den. Der var tegnet en sort fjer, og Damen kiggede også på sin, den var bare hvid. "Memory, min elskede. Nu er vi endelig forenet igen." sagde han. Jeg lændte mig ind til ham, og kunne mærke mine vinger forsvinde igen. Damen lagde sig ned på jorden og træk mig oven på sig, og lagde sine vinger beskyttende omkring mig. Han kærtegnede min kind og jeg lukkede øjnene og faldt med det samme i søvn. Oven på ham med hans beskyttende og tryggende store sorte vinger omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...