Angels Wings

Manhae elskede sin datter for meget. Da datteren gik bort, kun som tolv år gammel, ville hendes far opfylde hendes ønske. Manhae ville skabe det, som hans datter havde så kært.
Han ville lege med naturens kræfter. Han ville skabe det smukkeste, der fandtes.
Trods alle hans forsøgskaniner gik bort, før processen var færdig, var der én der overlevede, men hun forsvandt.
Kidnappet, af hendes frelser. Manhaes eneste forsøg, der gav pote. Hun var væk.
Englen var væk.

"Roser.
De vokser i min ryg.
Selv roser har torne. De største, smertefulde torne. Disse vinger, jeg har fået plantet i min ryg...
Kan ingen fjerne dem?
Jeg vil ikke dø. Hjælp mig..."

94Likes
104Kommentarer
6617Visninger
AA

2. Selv engle kan råbe

Skub.

Slag.

Spark.

Sammenstød flere gange med muren. Med metalskabene. Med gulvet. Det blev ved. Selv når han lå ned. Spark. Flere og flere. Jeg holdt mig for munden for ikke at skrige. Det plejede da ikke, at være så voldsomt. Hvad skete der lige, for de drenge?! Det var mest nogen, der var ældre end mig og Taemin.

”Jeg ber’ jer, stop,” hviskede jeg helt lavt til mig selv. Bange. Jeg lukkede mine øjne stramt i. Hvor var lærerne, når man havde brug for dem? Taemins smertefulde støn fortsatte.

”Stop nu!” skreg jeg og fjernede mine hænder fra min mund. Drengenem, der havde travlt med at give Taemin flere mærker, stoppede straks, og så over på mig med kolde blikke. Jeg gispede bange og bakkede lidt bagud. Taemin drejede sit hoved lidt og så over på mig, med et trist blik. Det var derfor, han sagde, at vi aldrig kunne følges hjem efter skole.

”En lille pige burde ikke blande sig i andres sager,” sagde en af drengene der blot kom nærmere. Jeg bakkede lidt længere bagud. Taemin rørte på sig, krøb nærmest hen mod fyrene, og tog fat i buksebenet på den ene.

”Lad hende være!” udbrød han med en hæs stemme. Drengen svarede igen, ved at sparke ham hårdt i hovedet.

”Stop det så!” skreg jeg højt og lukkede mine øjne stramt i. Mit kald blev hørt. Brandalarmen gik pludselig i gang, og der blev sprøjtet med vand fra loftet af. Drengene så på hinanden.

”Lad os komme ud!” udbrød den ene og løb mod udgangen. De andre satte straks efter ham. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men jeg spurtede over til Taemin.

”Taemin! Er du okay?!” udbrød jeg bange, bekymret. Han smilede med sit englesmil. Nogle ganske få striber i hans hår, var røde. Blod.

”Tak, Rin-Rin,” sagde han. ”Du er en sand engel.”

 

”Jeg er hjemme!” sagde jeg, da jeg trådte ind i mit hjem og tog mine sko af. Min mor stod ude i køkkenet og lavede mad, min far var på arbejde.

”Velkommen hjem, Karorin!” råbte min mor til mig i en glad tone. Jeg elskede min mor. Jeg havde tit fået at vide, at den følelse jeg havde, var helt normal for en teenager. Jeg følte ikke, at jeg hørte til her. Jeg lignede slet ikke mine forældre i udseendet. Jeg mindede ikke om dem. Jeg var ikke knyttet til min mor, som så mange andre var. Jeg elskede dem dog begge to stadig.

”Karorin, kan jeg ikke lige få dig til at hente nogle ting for mig? Jeg har glemt at handle ind til aftensmaden,” sagde min mor og kom gående med en lille hvid huskeseddel til mig. Jeg smilede og nikkede.

”Ti minutter, så er jeg tilbage!” sagde jeg, tog mine sko på, og løb ud af døren igen.

Det tog dog lidt mere end ti minutter.

Meget mere, end ti minutter.

Fordi jeg mødte ham.

 

Taemin P.O.V.

 

”Blev du banket igen i dag, Minnie?” sagde en stemme bag mig. Jeg stod inde på mit ’værelse’, da min umma* kom ind. Jeg så tilbage på ham. Sidecut. Brunt hår. En kats øjne. Mit værelse var mørkt, gemt væk fra alting. Ligesom resten af bygningen, som vi boede i.

”Hvorfor må jeg ikke slå igen? Jeg kan banke dem alle på én gang,” sagde jeg irriteret. Min umma sukkede lavt og lagde en hånd på min skulder.

”Din hemmelighed må ikke blive opdaget, Taemin. Det er ikke alle spinkle drenge på din alder, der har det sorte bælte i samtlige kampsporter,” sagde han. Jeg så lidt ned, hvorefter han pludselig krammede mig.

”K-Key umma!” udbrød jeg forskrækket.

”Bare du ikke er kommet alt for galt af sted, Minnie,” sagde han lavt. Bekymret. Det var min umma. Noget slog mig dog pludselig.

Her var stille.

For stille.

Hvor var Jonghyun?

 

_____________

*umma = "Mor". I denne sammenhæng menes det dog om Key, da han har en trang til at være meget overbeskyttende overfor Taemin, ligesom en mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...