Angels Wings

Manhae elskede sin datter for meget. Da datteren gik bort, kun som tolv år gammel, ville hendes far opfylde hendes ønske. Manhae ville skabe det, som hans datter havde så kært.
Han ville lege med naturens kræfter. Han ville skabe det smukkeste, der fandtes.
Trods alle hans forsøgskaniner gik bort, før processen var færdig, var der én der overlevede, men hun forsvandt.
Kidnappet, af hendes frelser. Manhaes eneste forsøg, der gav pote. Hun var væk.
Englen var væk.

"Roser.
De vokser i min ryg.
Selv roser har torne. De største, smertefulde torne. Disse vinger, jeg har fået plantet i min ryg...
Kan ingen fjerne dem?
Jeg vil ikke dø. Hjælp mig..."

94Likes
104Kommentarer
6619Visninger
AA

3. Selv engle kan falde

”Bananmælk, smør, æg, mel, kylling… Det var vist det hele,” sagde jeg til mig selv, da jeg stod udenfor supermarkedet og tjekkede varerne igennem. Jeg så på mit ur. Stadig fem minutter tilbage. Jeg havde masser af tid, og boede heldigvis meget tæt på supermarkedet. Jeg begyndte at gå hjemad, da jeg lagde mærke til et par skridt, der næsten gik i takt med mine. Lyden kom fra to par kvalitetssko, der kunne løbe. Hurtigt. Det var også det, som skoene var beregnet til, fandt jeg senere ud af.

Jeg så mig ikke tilbage, men stoppede op et par gange, imens skridtene bag mig også stoppede. Jeg gik, stoppede, gik, stoppede. Jeg gjorde det et par gange, indtil jeg endelig så mig tilbage. To høje mænd i sorte jakkesæt stod bag mig og så ned på mig. De havde helt mørke solbriller på, så jeg kunne ikke se deres øjne.

”Karorin Ae Juliette, du kommer med os,” sagde den ene, ikke ligefrem med en venlig stemme. Jeg sank en klump. De kendte mit navn. Hvem var de? Jeg nåede ikke at tænke mere over det, før mine arme smed min indkøbspose fra mig, og mine ben begyndte at løbe. De satte straks efter mig. Ja. Deres sko var lavet til at løbe i. Hvad ville de mig?! Var de ude på at slå mig ihjel?!

”Fang hende! Men hun må ikke komme til skade!” råbte den ene. Ah. Okay. Måske ville de ikke slå mig ihjel alligevel, men hvad ville de så?!

Jeg drejede af ved enden af fortovet, og fortsatte gennem en masse gyder, der gik alverdens veje. Ligesom en labyrint. Jeg kunne godt finde rundt her, men det kunne de vist desværre også. Den ene løb mod mig, bagfra, da den anden kom til syne foran mig, og blokerede min vej. Jeg bremsede hårdt op og skreg, imens jeg ledte efter en udvej. Ingen. Jeg var fanget. Hvad gjorde jeg?!

”Lort, lort, lort, lort,” hviskede jeg lavt og bed mig selv i underlæben. Hvad nu?!

”Jeg håber, du kan lide mørke rum, gemt væk fra virkeligheden,” sagde den mand, der var tættest på mig. Mine vejrtrækninger blev hurtigere. Jeg kunne ikke klare det. Jeg var bange. Så forfærdeligt bange. Jeg tog mig til hovedet og skreg. Igen.

”Lort, lort, lort, LORT!” hørte jeg en stemme råbe i panik. Stemmen kom ovenfra. En mørk skikkelse hoppede fra mur til mur, mellem murene omkring mig, indtil han landede på jorden foran mig, med ryggen til mig. Dog landede han på benene. Jeg ville nu godt nok mere sige, at han faldt ned, og prøvede på at bremse farten ved at løbe på siden af bygningerne... Han børstede noget støv af sit tøj. Hans tøj var sort. Var han endnu en af ’dem’, der var ude efter mig?!

Han var ikke specielt høj, kun få centimeter højere end mig. Han så lidt op, på den mand i jakkesæt der stod foran ham. Han sagde intet, men så bag sig på manden bag mig, hvorefter hans blik landede på mig. Han så endnu engang på manden foran ham med et skævt smil.

”I må vel være fra Manhae, har jeg ret?” spurgte den unge fyr. De to mænd i jakkesæt knurrede lydløst af ham, og trak deres pistoler. Jeg gispede bange. Fyren begyndte at grine. Jeg skreg og dukkede mig, da deres pistolskud begyndte. Jeg tog mig til hovedet og lukkede mine øjne stramt i.

”Og så behandler I en pige ordentligt næste gang, forstået?” sagde hans unge stemme med et grin. Jeg åbnede mine øjne af stemmen. Chokeret. De to mænd i jakkesæt lå på jorden et stykke væk. Fyren, der åbenbart havde reddet mig, slog stille til deres kinder med et drilagtigt smil.

”Forstået?” sagde han igen, og hans bliv blev helt alvorligt. Mændene sank en klump, og fyren så over mod mig. Først nu, kunne jeg se hans ansigt klart.

Hans hår var brunt, med et smukt, gyldent skær. Hans øjne mørke og hans ansigt markeret. Hans tøj var sort. Hvem var han, og hvorfor faldt han ned fra himlen? Ligesom en falden engel.

”Hvem er du?” spurgte jeg forsigtigt. Han grinede lidt.

”Jeg gætter på, at du er Aenal, har jeg ret?” spurgte han. Aenal? Hvem var det? Navnet. Hvorfor lød det på én eller anden måde bekendt, selvom jeg var sikker på, aldrig at have hørt det navn før?

Hvorfor hamrede mit hjerte løs?

Jeg knyttede mine hænder sammen, og begyndte at løbe. Endnu engang flygtede jeg. Ligesom alle de gange med Taemin, hvor jeg flygtede. Hvorfor var jeg så bange for alting?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...