Dr. Bieber... JB!3

Ja... Folk stemte på en 3'er, så der er kommet en 3'er. Jeg laver dog nok kun op til 4, men nu må vi jo se;)

Justin og Rose elsker virkelig hinanden, men hvis vrede fans, ekskærester og ande hemmeligheder kommer i vejen, kan det så ødelægge deres forhold? Eller holder de sammen, i tykt og tyndt?

21Likes
110Kommentarer
5331Visninger
AA

2. Tale...

Jeg sad uroligt, og pillede ved sædet i bilen. Justin sukkede, og hvis ikke det var fordi, han havde solbriller på, så jeg ikke kunne se hans øjne, var jeg ret sikker på, at han himlede med øjnene. ”Slap nu af, det er jo ikke fordi, at du skal fortælle hele verdenen, at du har løjet,” sagde Justin, og sukkede opgivende. Han havde fået mig overtalt, til at tale med alle mine fans, og alle mine haters, der alle var mødt op, i en stor sal. Han ville have, at jeg skulle holde en tale, for at få dem til at forstå, hvor meget jeg virkelig elskede ham, og hvor ligeglad jeg egentlig var, med deres mening. Eller, sådan havde jeg forstået det. Han havde sagt det på en lidt mere fin måde. Vi havde efterhånden været kærester i godt og vel en måned. Jeg havde fået mange flere haters, ed jeg havde fans. Hvilket var noget lort, rent ud sagt. Da Justin så standsede bilen, blev jeg endnu mere nervøs. Hvad hvis de slog mig ned, eller sådan noget? Okay, jeg måtte indrømme, at mine følelser langsomt var vendt tilbage, efter jeg havde været sammen med Justin. Han fik virkelig følelserne frem i mig. ”Tag en dyb indånding,” sagde Justin, da han kunne se, hvor nervøs jeg blev. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede så ventende på ham, ”Og ånd ud,” sagde Justin, og tog grinende sine solbriller af, mens jeg åndede ud. ”Okay, kom så smukke,” sagde Justin, og steg ud af bilen. Det samme gjorde jeg, og lidt efter, stod Justin ved min side, mens vi gik hen mod bagdøren. Da vi kom ind, løb folk frem og tilbage, med blokke i favnen, og så vældig stressede ud. Vi gik lidt rundt, indtil Greyson og Allan kom hen til os. ”Godt du er her, Rose,” sagde Greyson, og smilede stort til mig. Han og Justin, var ikke ret gode venner, da de begge jo kunne lide mig, men Justin var vel den heldige. Hvis man kunne kalde ham heldig, med at få sådan en stor pose lort, som mig. ”Det er det vel,” sagde jeg, og gengældte hans smil. ”Bare kom med mig,” sagde Greyson, og trak mig med ham, hen af en gang, uden så meget som at kaste et blik på Justin, der fulgte efter os. Da han så stoppede, kunne jeg se direkte ud på en talestol, med 5 mikrofoner på. ”Du går bare derud, når du er klar,” sagde Greyson, og smilede beroligende til mig. Jeg nikkede, og tog en dyb indånding, inden jeg gik derud. Jeg stillede mig på talerstolen, og kiggede så ud, på de flere tusinde mennesker, der var mødt op. ”Hej alle sammen. Jeg er rigtig glad for i er mødt så mange op, så i kan sprede mit budskab videre, til andre i kender. Jeg har nemlig fået alle jer samlet her, fordi jeg gerne vil svare på spørgsmål fra jer, og lige sige en kort tale. Allerførst, vil jeg gerne lige påminde jer om, at jeg er ligeglad hvad i tænker om mig, og jeg tager imod al kritik, og alt hvad i nu end har at sige, men jeg gider ikke høre på, at i står og holder en helt vildt lang tale, for kun at sige noget som, ej hvor er du bare en klam, lesbisk so, for det får jeg ikke noget ud af, udover at jeg står og er ved at falde i søvn. Så begræns jer lidt, med hvad i siger. I har alle fået en tænd/sluk mikrofon, som i kan tænde, hvis i har et spørgsmål. Men lad nu vær med at snakke i munden på hinanden,” sagde jeg, og smilede stort til dem. ”Hvorfor er du sammen med Justin?” var det første spørgsmål, der kom. ”Det forstår jeg godt i vil vide. De fleste som er fans af mig, eller var, det ved jeg ikke noget om, hader vel Justin, og er glad for, at der er en der træder frem, og sviner ham til. Men bare fordi man hader en person, behøver man ikke at svine vedkommende til, ligesom jeg gjorde. Man må godt sige sin mening, men længere behøver man ikke at gå. At jeg er sammen med Justin, er jo egentligt et ret simpelt spørgsmål. Jeg er sammen med ham, fordi jeg elsker ham,” svarede jeg, og ventede på det næste spørgsmål. ”Hvorfor har du løjet for os?” var det næste spørgsmål. ”Kan du uddybe dig lidt mere?” sagde jeg, da jeg ikke vidste, hvad hun mente med det. Løjet? Jeg havde da ikke løjet? ”Du sagde, du ikke gav ekstra chancer, og især ikke til Justin. Hvad blev der af det?” uddybede hun sig, og så gav det mening. ”Jeg har ikke givet ham en chance. Jeg har givet mine følelser en chance. Jeg har ikke lyttet ordentligt til dem, men da jeg gjorde det, fandt jeg ud af, at han egentlig altid havde været der for mig, uanset hvor tilsvinende jeg har været. Og det sætter jeg virkelig stor pris på,” svarede jeg, med et smil. Jeg elskede virkelig Justin. ”Hvorfor er du overhovedet mødt op, hvis nu vi sviner dig til?” lød det fra en. ”Det er jeg ligeglad med. Det er fuldt ud jeres beslutning, om de her spørgsmål, gør det lidt nemmere for jer at håndtere det med mig og Justin, eller noget andet,” svarede jeg, og blev overrasket, over hvor meget jeg kunne lide mig og Justin. Det lød godt. ”Justin har en gang fået en vandflaske i hovedet. Er du ikke bange for, at der er en der kaster noget i hovedet på dig?” spurgte en pigestemme. ”Hvis det er en vandflaske, der bliver kastet efter mig, kan mig og Justin jo bare være vandflaskeparret, hvor vi begge kommer på youtube, hvor de tager om og om igen, når man bliver ramt af vandflasken. Det kunne vel være meget sjovt,” sagde jeg, og kunne endnu en gang godt lide mig og Justin. Det lød så naturligt. Det fik de fleste til at grine. Da der så var stille i lidt tid, blev jeg i tvivl, om de havde flere spørgsmål. ”Er der flere spørgsmål?” sagde jeg, og da der ikke blev svaret, tog jeg det som et nej. ”Super. Nu er det vel op til jer selv, om i synes, i er lidt mere på fast grund, og kan forstå mig. Om i er mine fans eller ej, er også helt op til jer selv. Men husk nu, at smide en ven væk, fordi vennen har gjort noget forkert, er det samme som at smide en rose væk, fordi den har torne. Jeg kunne sagtens ske at være den ven. Så tænk over hvad i gør. Farvel,” sagde jeg, og trådte ned af stolen. Jeg gik om bagved, hvor Justin stod, med et stort smil. ”Vandflaskeparret?” sagde han, med et smørret smil. ”Hvad? Det lyder da godt,” sagde jeg, og kiggede uskyldigt på ham. ”Det lyder dumt,” sagde han, og gik også hen mod mig. ”Det synes du jo,” sagde jeg, og trak på skuldrene. Han sukkede, og kiggede opgivende på mig, hvorefter han tog tre hurtige skridt, så han kom helt hen til mig. Han satte sine hænder på hver side af min hofte, løftede mig op, og drejede mig så rundt i luften. Han var meget stærkere, end jeg som sådan havde forventet. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, mens han svingede mig rundt. Jeg var lykkelig, i hans arme. Mere lykkelig, end jeg nogensinde havde været. Hvis alt dog bare kunne være forblevet sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...