Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4289Visninger
AA

6. Ikke alene..

Nutid i datid: ”Nå, hvad vil du have?” spurgte Kevin, og kiggede op fra menukortet. Vi sad på en lille snusket café, med slidte turkisblå borde, og lamper fra 70’erne. Gulvet var af samme farve som candyfloss og så glat ud. Servitricen bar en af de der små uniformer, som man altid ser dem med på film. Jeg kunne ikke lade vær med at synes stedet i sig selv, havde sin egen umoderne charme. Her var faktisk hyggeligt, og hvis det ikke var fordi at jeg var så dødhamrende nervøs over at skulle spise foran Kevin, kunne jeg måske have nydt at sidde der. ”Øh..” mumlede jeg, og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Mine hænder rystede, og mine øjne flakkede nervøst rundt i lokalet. Jeg var sikker på at pigen ovre i venstre hjørne af caféen, sendte misbilligende blikke i min retning. Jeg skuttede mig. ”Nej, vent. De har faktisk en virkelig god kalkunsandwich, skal vi tage sådan to?” spurgte han med et skævt smil, og lagde kortet. Han knipsede med fingrene, og en servitrice gjorde tegn til, at hun kom om lidt. ”Nej, vent! Jeg er vegetar,” sagde jeg hurtigt, og mærkede mit eget dømmende blik på ham. Hvad var der galt med mig i dag? ”Er du, åh..” mumlede han. Servitricen kom ned til vores bord, og stod klar med blok og kuglepen. Faktisk var jeg ikke vegetar, og jeg havde ingen idé om hvorfor jeg havde sagt det. Eller måske havde jeg? Var kød ikke lig med kalorier? ”Har i besluttet jer?” spurgte hendes nasale stemme, med en påtaget overlegenhed, mens hun tyggede videre, på et stort lyserødt tyggegummi. ”Har i nogen salater?” spurgte jeg forsigtigt. Hun rystede på hovedet. ”Det tætteste du kommer på salat og grønsager herinde, er friturestegte fritter, snuske,” sukkede hun, og løftede venstre buskede øjenbryn i en bue. Hendes billige vinrøde læbestift var malet lidt uden for læberne. Kalorier, var den eneste tanke der strejfede mig. Min mave knurrede højlydt, og jeg gav efter. ”Okay, så tager jeg det..” ”Og en kalkunsandwich til mig, som sædvanlig,” lo Kevin og blinkede til hende. Hun lo forfjamsket, og vimsede ud af lokalet. Mit hoved dunkede ikke længere, og jeg kunne endelig fokusere ordentligt. Kevin granskede mig nøje med øjnene, og jeg følte mig forkert og malplaceret på den lille 70’er café. Jeg rev en løs negl af, og smed den fraværende på gulvet. Kevin ignorerede den klamme vane jeg havde fået, efter at mine negle begyndte at knække, og jeg var taknemmelig over, at han ikke havde i sinde at kommentere det. Jeg snoede en tynd hårlok omkring min finger. ”Dit ansigt virker meget.. hult,” rømmede Kevin sig. Jeg blinkede et par gange, overrasket over hans direkthed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, og følte mig helt forfjamsket. Var det et kompliment eller en fornærmelse, at han havde ment at mit ansigt var magert? Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle takle kommentaren, og nikkede bare kort. ”Men du er stadig meget smuk,” sagde en stille med en hæs stemme. -”Undskyld jeg er så uhøflig. Der hvor jeg kommer fra, er jeg bare vant til, at man ikke pakker tingene ind. Du ved ikke gør dem mere besværlige end de i forvejen er, og bare snakker lige ud af posen, hvis du forstår?” Jeg tvang mig selv til at se ham i øjnene, og følte mig helt i trance. Den smukke mørke pupil i midten, fortsatte uendeligt. Det var som et sort hul, der ingen ende ville tage, og det var smukt. Hans øjne mindede mig om min egen tilværelse, og han lignede én der havde haft et hårdt liv, men som var blevet et bedre menneske af det. Det var mere end man kunne sige om mig. Jeg nikkede bare tavst, jeg var lige blevet kaldt smuk. Den knugende fornemmelse i maven løsnede sig, og jeg vidste at jeg ville spise foran Kevin. Koste hvad det ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...