Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1204Kommentarer
59372Visninger
AA

48. Sandheden

Jeg havde vækket alle i huset, og vi havde fået morgenmad. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, jeg kunne ikke vente til, at det blev aften! Jeg ville have mine gaver! Nu!

”Taemin, hvorfor er du så fuld af energi?” spurgte Minho, da han lagde sine arme omkring mig og kyssede min næsetip blidt. Jeg smilede varmt til ham og slog mine arme omkring halsen på ham.

”Fordi jeg glæder mig til, at give dig min gave!” sagde jeg. Minho smilede til mig. Det smil, jeg ikke kunne modstå. Det smil, jeg aldrig ville skilles fra.

Alligevel var der noget i Minhos øjne, der gjorde mig bange. Han skjulte på noget. Jeg vidste det. Jeg måtte finde ud af, hvad det var. Hvis han ikke snart fortalte mig det, så ville jeg bryde sammen.

”Jeg går lige ind og redder vores seng,” sagde jeg til Minho, og gav slip på ham. Han sukkede lavt, irriteret over, at jeg allerede gav slip på ham. Han var så sød!

Da gik jeg ind i vores værelse, og reddede vores seng. Den var alt for rodet, og mit tøj lå også ud over det hele. Den satans sovevane jeg havde! Det var så pinligt, at vågne op, halvnøgen eller helt nøgen, ved siden af Minho. Hans reaktion, hver eneste gang, var dog bare et grin eller et smil.

Jeg brød mig ikke om det, nej!

”Pabo,” mumlede jeg lavt, idet mine kinder blev røde, bare af at tænke på det. Jeg samlede lagenerne sammen og åbnede skabet, så jeg kunne lægge dem derind. Da faldt mit blik på noget i skabet.

Det var ikke mine gaver.

Det var en stor taske, der var fyldt med Minhos tøj og ejendele.

Hvorfor havde han den taske med? Han havde jo allerede en stor taske til sommerhuset? Og hvorfor gemte han den inde i sit skab? Jeg ville have troet, at han holdt noget hemmeligt for mig?

Jeg smed straks lagenerne fra mig og studerede tasken. Vandresko, træningstøj, varmt tøj og et brev, der lå blandt tøjet, der var krøllet sammen og proppet ned i tasken. Typisk Minho.

Jeg lukkede døren til værelset, før jeg tog og åbnede brevet. Så nysgerrig, som jeg nu var. Forbandede nysgerrighed! Jeg gabte en enkelt gang, før jeg begyndte at læse op for mig selv.

”Choi Minho, du indkaldes hermed til…” hviskede jeg træt. Jeg stivnede, da jeg læste det næste ord. Minho var ikke engang særlig gammel!

”… Militæret,” hviskede jeg og fjernede mit blik fra brevet, idet jeg mistede grebet om det, og det faldt til jorden. Langsomt. Mit hjerte hamrede smertende mod mit bryst. Var det den hemmelighed, han havde haft for mig hele tiden? Hvorfor havde han ikke sagt noget til mig?!

Han skulle være væk i to år, for fanden!

”Idiot,” hviskede jeg lavt, idet døren åbnede sig, og han trådte ind i vores værelse. Han fik straks øje på mig, brevet foran mig, det åbnede skab og tårerne på mine kinder.

Hans øjne blev store. Han løb straks over til mig, men jeg trak mig bare væk fra ham, imens jeg så mistroisk på ham. Han samlede hurtigt brevet op, foldede det og puttede det i sin lomme. Han lukkede straks skabet, hvor hans taske stod inde.

”Hvorfor har du ikke sagt noget?” hviskede jeg lavt. Jeg kunne slet ikke fatte, at han ikke havde fortalt noget til mig. Han skulle være væk i to år!

”Taemin, jeg er ked af det,” sagde han lavt, og rettede endelig sit blik mod mig. Jeg bed mig selv i underlæben, og slog ham nogle gange på sit bryst, med mine svage slag.

”Jeg hader dig, Choi Minho! Du stoler jo slet ikke på mig!” råbte jeg og løb grædende ud af vores værelse. Jeg løb ud af huset, udenfor. Jeg skulle bare væk derfra! To år! Jeg kunne ikke klare det!

Det var den værste jul nogen sinde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...