Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1204Kommentarer
59174Visninger
AA

9. Prinsen og Prinsessen

Taemin P.O.V.

 

”Lad mig være!” udbrød jeg, da hånden for min mund endelig blev fjernet. Jeg var bange. Frygteligt bange. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigt af frygt. Deja-vu. Alle billederne fra de forrige år, susede gennem mit hoved.

Det hele forsvandt, da jeg fik et hårdt spark i maven, af den største af de fire fyre, der stod omkring mig. Jeg sank sammen af smerte.

”Det var kun begyndelsen. De bad os om, at gøre langt værre ting ved dig, Lee Taemin,” sagde ham, der havde sparket mig. Jeg så svagt op på ham. Hans grin. Det var bredt. Ondt. Det samme var de andres.

Hvem var ’de’?

En af drengene tog fat i min skolejakke, og prøvede at hive den af mig. Jeg kunne mærke adrenalinen suse gennem mig. Det her brød jeg mig slet ikke om. Tårerne pressede på.

”Lad dog være med at tude sådan!” udbrød den ene af drengene, og slog mig i jorden. En knytnæve. Lige i ansigtet. Jeg lå på jorden og ømmede mig.

”Hvor kom vi fra?” sagde en af drengene med et grin.

”M-Min…” hviskede jeg lavt, imens jeg stammede ufatteligt meget.

”Din, hvad?” spurgte en af drengene, som om han ikke var ligeglad.

”M-Mi… Min… Minho,” hviskede jeg, stammende af frygt. Drengene over mig brød ud i grin, da en af dem trak mig op i min trøje.

”Minho gider ikke spilde sin tid på én som dig, din lille mide! Du er ikke interessant for ham, forstået?” sagde drengen.

De ord gjorde mere ondt, end deres slag.

 

Drengene begyndte at grine igen. Ham, der havde fat i mig, grinede højest. De nød, at banke mig. Deres grin varede ikke meget længere. Grebet om min trøje blev løsnet, da ham, der havde fat, blev slået i jorden. Jeg faldt selv til jorden, af manglende balance.

Jeg så op. Der stod han. Minho. Han var forpustet. Han havde løbet hele vejen herhen. Hans næve var knyttet, den næve, der havde slået en af drengene i jorden. Minhos øjne var fyldt med vrede.

”H-Hey! Minho, hvad går der af dig?! Det er jo bare lidt drilleri!” sagde en af de andre drenge. Minho stirrede straks iskoldt på ham. Det fik drengen til at synke en klump.

”Jeg ved ikke, hvem der har fået jer til at gøre det her mod Taemin,” sagde Minho koldt og tog fat i trøjen på én af drengene.

”Men I kan sige til vedkommende, at hvis jeg finder ham, så slår jeg ham ihjel,” hviskede Minho, iskoldt. Frygt bredte sig over ansigterne på de fire fyre. De nikkede forstående. Da Minho gav slip på den ene, stak de af. De løb, så hurtigt de kunne.

Jeg var lidt bange. Jeg havde aldrig set Minho sådan før. Han skræmte mig lidt. Hans blik landede på mig, og jeg sank en lille klump. Hans blik havde dog ændret sig. Han satte sig ned på knæ til mig og lagde en hånd på min kind.

”Hvad gjorde de ved dig, Taemin?” spurgte han blidt. Jeg så på ham. Jeg turde ikke sige det. Jeg brød mig heller ikke selv om tanken. Han sukkede lavt og tog fat omkring mig, og løftede mig op, ligesom en Brudgom ville bære hans Brud.

 

”Aigo! Hvor er de kære! De er ligesom en Prins og en Prinsesse!” skreg nogle piger lykkeligt, da de så Minho komme bærende med mig, gennem skolegården. Jeg følte, at det var lidt akavet, den måde han bar mig på.

Et blik fulgte os gennem hele skolegården. Blikket tilhørte en køn pige, med langt, mørkt hår, med svagt krøl. Hendes øjne var smukke, men dystre. Hun var ikke ude på noget godt. 

”Taemin, er det i orden, at jeg følger dig hjem?” spurgte Minho. Jeg fjernede mit blik fra pigen, der så koldt på os, og vendte mit blik mod Minho. Jeg kunne mærke mine kinder brænde.

”M-mh,” mumlede jeg lavt. Han smilede varmt. Det smil…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...