Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1204Kommentarer
59177Visninger
AA

25. Længsel

Minho P.O.V.

 

Jeg sad og stirrede ned i min grøntsagssuppe. Det var det mad, de serverede i kantinen i dag. Jeg rørte rundt i den med min ske, jeg havde endnu ikke smagt den, kun kigget på den. Jeg var slet ikke sulten, fordi det var som om, at mit hjerte var gået i tusind stykker. Det gjorde ondt indeni.

Om jeg savnede Taemin?

Nej! Jeg savnede ham ikke! Han ville ikke have mig, så hvorfor skulle jeg savne ham? Alligevel, havde jeg dog virkelig meget lyst til, at have ham i mine arme. Kramme ham. Kysse ham.

”Ville du kysse ham foran dine venner?” lød stemmen inde i mit hoved.

Lige meget hvor meget jeg havde lyst til det, kunne jeg ikke. Jeg vidste godt, at det var forkert at elske en fyr, og mine venner ville finde det endnu mere forkert. De vidste ikke, hvordan det var. At have lyst til at omfavne, kramme og kysse en anden fyr. Det var en ubeskrivelig følelse, men behagelig følelse.

For fanden, Taemin, jeg savner dig.

 

”Minho, hvad skal du have på til efterårsballet?” spurgte Yuri pludselig, og jeg brød ud af min trance. Jeg så på hende. Hun sad ved min side, og stirrede mig ind i øjnene. Jeg sænkede mit blik lidt.

”Det har jeg ikke tænkt på, der er stadig lang tid til,” sagde jeg bare, og fortsatte med at røre rundt i min suppe med min ske.

”Jeg synes, at du skal tage et blåt jakkesæt på, så tager jeg en blå kjole på, så matcher vi!” sagde hun med et stort smil. Jeg havde ikke lyst til at matche med Yuri. Jeg ville nok ikke engang tage et jakkesæt på, bare en skjorte og et par jeans.

Jeg nægtede at tage mere på.

 

Jonghyun P.O.V.

 

Jeg var taget væk midt i frikvarteret, og kom nok ikke tilbage senere på dagen. Jeg var taget hen på hospitalet til Key. Jeg ville så gerne se hans ansigt igen, om han så lå i koma eller ej.

Jeg savnede hans øjne. Hans smukke, mørke øjne, der mindede om en vildkats. Hans stemme, der altid skældte mig eller Minho ud. Den måde, han så på mig på. Jeg savnede alt ved ham.

”Vågn nu op, Key,” hviskede jeg lavt, da jeg sad ved hans side. Hans læber var stadig dækket af respiratoren, der også dækkede hans næse. Jeg ville ønske, at han ville vågne snart. Hans hud var næsten helt hvid, dog stadig varm. Han uimodståelige varme.

Jeg ville ønske, at han kunne holde omkring mig, ligesom jeg ville holde omkring ham.

 

Jeg så på klokken, den var ved at blive mange.

”Vi ses i morgen, Key,” sagde jeg lavt, lænede mig over ham, og kyssede blidt hans pande. Hans varme, blege pande.

 

Sekyung P.O.V.

 

Jeg mødte Jonghyun på vej hjem. Han gik ud fra hospitalet af, som jeg skulle forbi hver dag, når jeg skulle hjem. Jeg smilede varmt til ham. Han så på mig.

”Hvad skulle du inde på hospitalet, Jonghyun?” spurgte jeg, mest for at få en samtale i gang med ham. Han virkede ikke særlig interesseret.

”Jeg skulle bare se til Key,” sagde han koldt og gik lige forbi mig. Han smilede slet ikke. Jeg rørte mig ikke. Jeg var stivnet. Key var i live? Key var inde på hospitalet? Men jeg var endnu ikke blevet afsløret, så måske han lå i koma?

Jeg måtte afslutte mit arbejde, for min egen skyld, og for min fremtid med Jonghyun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...