Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1203Kommentarer
59472Visninger
AA

10. Kysset blev plantet

”Mmh, min mor er ikke kommet hjem endnu,” sagde jeg lavt, da Minho stoppede op ved mit hus. Han så sig omkring. Mit hus var stort, hvidt og smukt. Vi var flyttet ind, for ikke så længe siden. Det jeg bedst kunne lide ved mit hus, var dog den store have. Græsset havde aldrig været grønnere.

”Bor du her?” spurgte han. Han troede ikke helt på mig, når jeg svarede ham. Han grinede lidt.

”Aaaah, dit hus er stort!” sagde han og så opad. Måske var vores hus lidt stort, i forhold til, at vi kun boede tre i huset, efter min storebror var flyttet hjemmefra.

”Vil du se haven?” spurgte jeg, og klatrede ned af Minhos ryg, hvor han havde båret mig hele vejen hjem. Jeg skulle lige have balancen og følelsen i mine ben tilbage. Minho skulle til at tage fat i mig, da det så ud til, at jeg ville falde. Jeg smilede, da jeg blev stående på mine ben.

”Kom nu, Minho hyung*!” sagde jeg. Jeg stivnede efter mine ord. Det samme gjorde Minho. Der gik to sekunder i stilhed, hvorefter Minho så på mig med overraskende øjne.

”Hvad kaldte du mig?” spurgte han lavt. Jeg sank en klump og bed mig i min underlæbe.

”H-hyung,” hviskede jeg. Hvorfor begyndte Minho at smile sådan? Han slog sine arme omkring mig af glæde.

”Du kaldte mig for hyung!” sagde han. Jeg var forvirret. Meget forvirret. Hvorfor var han glad over, at jeg havde kaldt ham for hyung? Det var jo kun en fejltagelse.

”M-Minho! Jeg skal nok lade være med at kalde dig for hyung, hvis du ikke vil have det!” sagde jeg hurtigt. Minho så alvorligt på mig.

”Eeeh, tror du ikke at vi er venner? Du må gerne kalde mig for hyung,” sagde han. Jeg blev glad. Virkelig glad. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Hvornår kommer dine forældre hjem?” spurgte Minho, da vi gik om i haven. Han smed sin skoletaske fra sig og lagde sig ned i græsset. Jeg så på mit ur.

”Om en halvtimes tid,” sagde jeg lavt. Jeg så væk fra mit ur, og ned på Minho, der lå på ryggen på græsset. Hans øjne var lukket. Hans vejrtrækninger var dybe og rolige. Det var bare løgn.

Han var faldet i søvn.

På min græsplæne.

Jeg sukkede dybt og satte mig ned bag ham og ventede. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ventede på. Ventede jeg på, at mine forældre skulle komme hjem? Ventede jeg på, at Minho skulle vågne op? Eller ventede jeg mon på, at tage mod til mig, og fortælle hvad jeg følte?

Det sidste forslag var umuligt. Jeg ville aldrig være i stand til at sige, hvad jeg følte. Minho var min hyung. Det havde han selv sagt. Hyung betød ”ven”, ikke ”mere end en ven”.

Men lige nu, lå Minho og sov så smukt. På min græsplæne. Han ville ikke høre mig, hvis jeg fortalte, at jeg elskede ham. Han ville ikke opdage, hvis mine læber ikke kunne holde sig væk, fra hans lysebrune pande.

Jeg bed tænderne sammen, helt kort, hvorefter jeg slappede af i mine kæbemuskler igen. Jeg nærmede mig hans pande. Det var nu eller aldrig. Jeg fik nok ikke chancen for at gøre det her. Nogen sinde igen.

Jeg plantede et blidt kys på Minhos pande. Hans hud var som silke. Jeg fortrød ikke, at jeg havde kysset hans pande. Jeg nød hvert sekund, selvom det kun varede ganske få.

Det varede kun ganske få sekunder.

Før mit hjerte troede, det skulle gå i stå.

Da Minho pludselig åbnede sine øjne og så på mig. Hans blik. Hans øjne var store, chokeret. Hans mund en lille smule åben. Han var blank for ord. Jeg troede, at han sov.

Nu var det hele forbi. Han ville væmmes ved mig. Han ville aldrig se mig igen. Taemin. Din store, store idiot.

 

___________________

*hyung = Noget, som drenge kalder deres ældre drengevenner. Man skal dog være venner med vedkommende, og have lov, før man kalder personen dette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...