Pageboy

Taemin er en teenager, og ligesom alle andre, har han problemer.
Han er sytten år, og har fået hjemmeundervisning i længere tid, da han er blevet mobbet gennem hele hans skolegang, fordi han er virkelig køn.
Da han starter på High School, har skæbnen noget imod ham.
Han bliver forelsket for første gang. I en af de mest populære på skolen. Den slags, der plejede at mobbe ham.
Han er blevet forelsket. I en fyr.
Ikke nok med, at han skal styre sit forhold til hans ukårne, men nogle piger prøver også at sætte en kæp i hjulet for dem.

358Likes
1204Kommentarer
59370Visninger
AA

58. Ingenting

Jeg kom løbende ind af indgangene til hospitalet. Min hjerne bønfaldt mig om, at stoppe og trække vejret. Få pusten igen. Mit hjerte bad mig om, at skynde mig.

Finde Minho!

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte en sygeplejerske, der kom over til mig. Hun var omkring min alder, men mit blik var slørret, så jeg kunne næsten ikke se hendes ansigt. Hun så bekendt ud. Hun havde et par lyserøde briller på, sat hendes lange, mørke hår op i en hestehale.

Hendes ansigt så varmt, trygt og rart ud. Hun mindede næsten om en engel. Mit blik kunne endnu ikke fokusere på hendes ansigt fuldstændigt, men jeg havde set hende før.

Det vidste jeg.

”Hvor befinder Choi Minho sig?” spurgte jeg så. Pigen så på en skriveblok, som hun havde i hænderne.

”Han er stadig på operationsstue, den akutte afdeling. Første sal, operationsstue fem,” sagde hun. Jeg nikkede og takkede hende hurtigt, hvorefter jeg begyndte at løbe igen.

”Taemin!” råbte hun så pludselig. Jeg så tilbage på hende med store øjne. Kendte hun mit navn? Hun smilede varmt til mig.

”Tillykke med forlovelsen,” sagde hun. Hvor vidste hun det fra? Måske fordi jeg havde ringen på, eller fordi de andre havde fortalt det? Det måtte være derfor. Jeg smilede forsigtigt til hende, trods mine mange tårer, og løb videre.

Idet jeg var løbet fordi sygeplejersken, så hun efter mig med et trist, bekymret blik, imens hun tog sine briller af. Hun sukkede helt lavt og krammede sin skriveblok ind til sit bryst.

 

Onew P.O.V.

 

Key, Jonghyun og jeg stod på gangen. Første sal, udenfor operationsstue nummer fem. Vi havde endnu ikke set Minho, men vidste bare, at han lå derinde. Det var alvorligt. Meget alvorligt! En læge havde været ude at snakke med os, om hvor alvorligt det var.

Jeg havde ikke lyst til, at overrække lægens ord til Taemin.

 

”Choi Minho vil måske ikke overleve.”

 

”Onew hyung!” råbte Taemin, da han kom løbende med tårer ned ad sine kinder. Jeg vendte mig straks mod ham, da han slog sine arme omkring mig i et trøstende kram. Han var ked af det, hans ben smadret.

Han havde brugt sine ben alt for meget.

”Taemin,” mumlede jeg lavt og omfavnede ham trygt i mine arme. Han græd videre. Skjulte sit ansigt i mit bryst.

”Vil han overleve, hyung?” hviskede han, dog meget stammende. Han så da op på mig med et bedende blik. Han håbede på, at jeg ville sige ja. Vi havde fået det modsatte at vide.

”M-Minho er stærk, Taemin. Han skal nok gøre, hvad han kan,” sagde jeg forsigtigt med et trøstende smil. Jeg aede blidt Taemins hoved.

”Tak fordi, du prøver på, at gøre mig i godt humør, hyung,” mumlede Taemin lavt og tørrede sine øjne for tårer. Han smilede forsigtigt til mig. Jeg prøvede at smile opmuntrende tilbage. Det lykkedes ikke så godt.

Key og Jonghyun stod, helt stille. De holdt i hånd, og de klemte tydeligvis hinandens hænder af nervøsitet. Frygt.

 

Minho P.O.V.

 

Smerte.

Lys, der blindede mine øjne, der var en smule lukkede. Jeg var træt, så forbandet træt. Træt af alting. Jeg ville bare væk, men jeg ville ikke forlade Taemin, trods jeg havde svært ved, at blive i min smertefulde krop. Jeg ville væk.

”Minho, Taemin venter på dig.”

Stemmen var utydelig, men det var helt sikkert hende! Onews engel; Karorin. Det var hendes stemme, hun var her stadig.

Jeg åbnede mine øjne en lille smule mere. Jeg så hendes skikkelse, idet lyset fra operationslampen stadig blindede mig.

”Karorin,” mumlede jeg under den forfærdelige maske, lægerne havde givet mig på. Hun smilede varmt til mig, med sit englesmil.

Lyset blev svagere. Mit blodtryk blev lavere. Mit hjerte slog langsommere, trods de allerede havde fået projektilet ud. Det lå på et lille bord, i en plasticpose, ved siden af den seng, hvor jeg lå.

Undskyld, Taemin. Tilgiv mig, jeg elsker dig. Jeg kunne ikke holde mit løfte.

Billeder fløj gennem mit hoved, i samme takt med, at jeg blev mere træt. Mine øjne lukkede sig forsigtigt i. Det sidste jeg så i mit hoved; Taemins smil.

Jeg elsker dig, Taemin.

Bippene fra maskinerne omkring mig begyndte at hyle som bare fanden, før jeg faldt hen i mørket.

Så var der pludselig ingenting. Intet mørke, intet lys, bare ingenting.

Farvel, Taemin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...