Aldrig mere

Dette er min movella til Svigt konkurrencen, håber I vil læse og stemme på den.

Hun vil ikke mere. Hun vil ikke! Hun vil væk fra dem, hun vil være fri. Og der er kun en vej...

2Likes
0Kommentarer
981Visninger
AA

2. Friheden

Hendes hjerte bankede bragende i hendes bryst, overdøvede alle andre lyde. Hele hendes kind stod i flammer, hænderne vred sig rasende, da hun satte sig. De skulle komme til at fortryde alle de ting, de havde gjort mod hende! Hun nægtede at tage på kostskole, så de kunne gennemtrumfe deres meninger og holdninger, hun nægtede nogensinde at gøre, hvad de sagde, hun skulle. De skulle ikke bestemme over hende, hun var ikke deres lille hund. Hun logrede ikke med halen, når de kom med deres ’geniale’ forslag. Hænderne vred sig i kramper, da hun satte sig på sengen. Brystet hævede og sænkede sig, øjnene lukkede sig hårdt i. De sveg og brændte sig ind i kraniet på hende, bitre tårer løb ganske stille ned langs kinderne på hende. Hun ville ikke mere. Hendes hjerte sparkede hårdt inde i hende, vred sig i smerte, hver gang hun trak vejret. En grusom hånd lukkede sig sammen om hendes luftrør. Hun måtte gøre noget, hendes indre skreg efter luft, efter frihed. Men hun ville ikke komme væk, hun ville aldrig kunne komme væk fra dem. Benene svajede under hende, da hun skyndte sig hen til vinduet, det sad tæt. Sved piblede ud i hendes hænder, da hun trak hårdt i vinduet. En hånende latter ringede for hendes øre, det grinede af hende, grinede af hendes svaghed. Hun skreg højt og trak hårdt i vinduet, den knagende lyd fortalte hende, at vinduet havde åbnet sig. Lungerne svulmede op, da vinden løb ind i rummet. Hele kroppen rystede panisk og faldt sammen i vindueskarmen. Den kolde vind mod hendes ansigt føltes beroligende på den kvælende fornemmelse i hendes lunger. Hun vidste, at hun ikke kunne blive ved, hendes hjerte var ved at give op. Hun forsvandt mere og mere for hver dag, hvert minut. Snart ville hun svinde ind til ingenting. Hun måtte gøre noget, hun måtte finde en måde at komme væk på, hun skulle væk. Og det kom hun.

 

**

Hun ventede til weekenden, hvor hendes forældre skulle til en fin middag. Hendes hjerte bankede svagt, da hun roede huset igennem i sin søgen efter de ting, hun skulle bruge. Benene vaklede under hende, da hun bar den tunge dunk udenfor. Lungerne hvæste og spruttede højt, da hun kravlede op af trappen. Kroppen ville give op når som helst, men hun nægtede at lade det ske, før hendes plan var fuldført. Trappen knagede under hende, vrider sig utilfreds, som ved den, hvad der er i vente.  Hun roede hele deres hus igennem, alle de ting, som betød noget for dem, kylede hun ud på gaden. Alle deres materielle ting regnede ud gennem vinduerne. Lungerne trak sig sammen, store sten hang om benene på hende. Hun faldt ud gennem døren, fik hevet dunken op i armene og hældte benzin på huset. Kæmpe flammer strakte sig mod himlen. Slanke, smidige skikkelser dansede ind og ud af huset, svang sig gennem vinduerne, rakte ud efter hende. Dans med os. Huset stod i lys lue. Der var ingen vej tilbage, hun havde gjort det. Hun havde rent faktisk gjort det. Paniske stemmer nåede hendes ører, døre blev smækket op, folk kom løbende ud på gaden. Naboerne ville ringe efter hjælp, ringe efter brandvæsenet, efter forældrene til den fine middag. Hjertet galoperede derudaf. Glem ikke planen, løb, løb, løb. Automatisk, uden hun gjorde noget selv, satte motoren i gang, startede op med et brøl, som hun var den eneste, der kunne høre. Hvide ansigter, lydløse skrig, forstummede stemmer fløj forbi hende. Hænder rakte ud efter hende, men var væk igen med det samme. Ingen skulle stoppe hende, ingen! Lygtepæle, cykler, folk, alt sprang til side for hende, træer trak rødderne til side, så hun kunne komme uskadt frem. Ironisk. Hun standsede ikke, end ikke da husene forsvandt bag hende. Hun kørte i frigear mod skoven, træerne nærmede sig rasende. Inden længe ville de styrte sammen, hun ville blive mast mod træets bark. Et hastigt ryk med foden, bremsen i bund, hun mistede herredømmet.  Træet føltes ru mod hendes kind, da hun væltede ind i det. Pulsen faldt drastisk, rusen over at suse gennem luften, svandt ind til ingenting. Hun mærkede ikke smerten i hovedet, mærkede kun hvordan hjertet langsomt sank. Tiden var snart kommet, snart… Træerne værnede hende, støttede hende, når hun snublede. Skoene var fyldt med sten, mange tusinde sten. Hun kunne  knapt gå. Vinden kærtegnede blidt hendes kind, ønskede hende hviskende held og lykke. Snart ville hun være helt fri. Tårer samlede sig i hendes øjne, skinnede som diamanter på kinderne. Skoven var hendes ven, det havde den altid været. Den var det eneste sted, hun kunne væres sig selv, det eneste sted, hun havde følt sig godt tilpas. Den havde passet på hende, havde trøstet hende, når hun havde været fortabt, ledt hende på rette vej. Snart ville hun skuffe den, skuffe den noget så frygteligt. Det var det værste ved det, bevistheden om at hun ville skuffe den. Hendes bedste ven. Hendes eneste ven. Hun standsede først, da hun nåede søen. Den blanke overflade hvilede stille i den lette vind, ikke en eneste krusning var at se på overpladen. Ingen dyr sprang idyllisk rundt og legede. Hun var alene. Hun trykkede hændere mod brystet, rystede svagt, hver eneste krog af hendes krop ville vende om, men kunne ikke. Hun ville ikke lade den. Hun skulle afslutte det, hun havde startet. Hun måtte afslutte det. Diamanter glimtede i mørket. Hun satte sig tæt på søen, turde ikke se på sig selv. Den sorte makeup flød ned af kinderne på hende, tegnede mærkværdige tegn. Hun lod tasken dumbe ned på jorden, skubbede den væk. Den lignede et grønt monster midt i den stille skov. Alle hendes tegneting lå i den, alle de tegninger, der beskrev hendes smerte, ventede på hun tog dem frem. Alle ville få at vide, hvad de hjernedøde zobier havde gjort mod hende. Men det måtte vente, hun havde ikke tid nu. Bladet føltes koldt, da hun holdt kniven ind til brystet. Hun måtte gøre det, der var ingen vej uden om. Hjertet truede med at hamre sig ud af brystet på hende for første gang i lang tid. Hun åbnede tasken, lod vinden tage sig af de løse papirer. Solen glimtede i det kolde blad. En isende fornemmelse ramte hendes hud, da hun lod kniven følge armens bane. Hun lukkede øjnene hårdt i, kneb læberne sammen. Ingen måtte høre hende. Endnu engang lod hun bladet kærtegne hendes kolde arm. Hun standsede ikke, blev ved og ved, indtil der intet arm var tilbage. Kun en blodig klump, der dinglede fra skulderen. Først da ramte smerten hende som et kølleslag. Hun skreg højt, klumpen brændte, tårer piplede ned af kinderne på hende. Vandet. Vandet. Hun kravlede hen over jorden, lod sig falde ned i søens kolde dyb. Vandet lindrede smerten, klumpen faldt til ro. Bobler stod ud af munden på hende, da hun forsøgte at trække vejret. Der var ingen luft. Hun sparkede vildt med benene, hendes eneste brugbare arm kæmpede for at få hende op. Lungerne vred sig efter luft. Hun måtte op. Hun måtte op igen. Øjnene sortnede, da hun endelig kom op til overfladen. Hun smed sig ved siden af sin taske, så ned på sin sårede arm. Blodet væltede ud på græsset. Besværet rakte hun armen ud efter et papir og en blyant. Hånden rystede krampeargtigt, da hun skrev: Aldrig skal jeg lide igen. Resten flød ud, da armen faldt ned over papiret, hun kunne ikke holde sig oppe længere. Armen dunkede, hjertet kunne næsten ikke slå mere. Med en sidste kraftanstrengelse fik hun fat i kniven. Den borede sig langsomt ind i hendes bryst og blev siddende, da armen endnu engang faldt, og denne gang blev den liggende. Hendes krafter forsvandt, og hovedet trillede om på siden. Hendes plan havde virket, der ville ikke gå længe, før et par hundeluftere ville komme forbi og finde hende. Endelig var hun fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...