Min ven Thomas.

Det er ikke mig som har skrevet den. Men jeg sidder og læser den pga. vi har den for som lektie i dansk. Men jeg synes altså at den er meget god, og tror også at der er nogen som måske vil være enige med mig :)
Så... Læs den og lad mig høre hvad i synes om den :)

2Likes
2Kommentarer
1661Visninger
AA

2. Kapitel 1 ( Prolog og kapitel 1 hænger sammen :P)

Det var den weekend, hvor Thomas bollede med Anne, selv om han ikke havde lyst, og hvor jeg ikke bollede med Agathe, selvom jeg havde lyst.

Det var også den weekend, hvor både festen og deltagerne fik lidt i opløsning lørdag nat – eller snarere søndag morgen – så Lisbeth tabte en flaske rødvin i svømmepølen og Fotto brækkede sig i rododendro-bedet. Men som Mini påpegede, så havde det sgu da været værre, hvis det var omvendt, for der er ingen, der tager skade af at bade i rødvin. Mini brugte betydeligt flere og betydeligt værre ord til at påpege det, for han kan ikke åbne kæften, uden at der kommer et helt lokum væltende ud. Jeg tror, det har nogen at gøre med, at han kun er 170 cm, hvis I forstår, hvad jeg mener. Det passer selvfølgelig ikke, at det hele begyndte den weekend – det ved jeg godt. Noget af det var sikkert sket under alle omstændigheder; selvom vi ikke anede det dengang, var nedtællingen for længst begyndt på det tidspunkt. Alligevel føler jeg stadigvæk, at hvis ikke lige præcis de mennesker havde været sammen i lige præcis i den weekend og i lige præcis det hus, så ville noget hvert fald have været anderledes. Det, der nu forekommer mig mest utroligt, er næsten, at den bestemte weekend sandsynligvis betød mindre end ingenting for nogle af dem, der var med. For dem var den måske ikke spor anderledes end så mange andre. Måske var det kun mig, jorden begyndte at skride under, uden at jeg rigtig opfattede det, før hele min verden havde slået en kolbøtte sådan nærmest i slow motion. Det er sådan jeg ser det hele nu, i langsom gengivelse, mens jeg prøver at få sammenhæng i det og overblik over det. Prøver at huske, hvad der i grunden er blevet sagt og gjort i de sidste to år. Men jeg synes, at der er sket så meget, at det endnu ikke er lykkedes mig, selvom jeg forstår lidt mere af det nu. Når man får tingene på afstand, kan man pludselig se et mønster, som ikke trådte frem, da man var midt i dem, og noget af det falder på plads af sig selv. Problemet er, at man husker alt muligt hulter til bulter, og det er svært at skille de betydningsløse detaljer fra de virkelige begivenheder, fordi detaljerne måske dengang fyldte for meget. De lignede begivenheder, mens begivenhederne bare virkede som uvæsentlige detaljer. Det er lidt svært at forklare, og der skal nok være nogen, som synes, at jeg må have været usandsynligt hjerneblæst, når jeg ikke straks fattede, hvad der foregik, og foretog mig noget for at ændre historiens gang, i det mindste denne her histories. Det synes jeg også indimellem selv, men det er så pokkers let at være bagklog, og dengang vidste jeg ikke nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...