Seven days left - JDB

... "Justin, jeg er syg. Meget syg," siger hun stille, og kører en hånd op i hans uglede hår. Han kigger uforstående på hende, og rynker brynene sammen til en smal line. Langsomt ser han godt, hvor svag hun ser ud. Men så breder et smil sig alligevel på hans læber, idet han spørger: "Hvad fejler du? Influenza? Jeg kan godt lave dig en kop varm kakao..." Hun søger væk fra hans øjne, mens hun tænker sine ord igennem. Det svider i hendes mave, og en tåre baner sig vej ud gennem øjenkrogen. "Nej Justin, det er ikke influenza. Jeg skal dø Justin, jeg skal dø..."

87Likes
145Kommentarer
6241Visninger
AA

7. 3 dage tilbage

3 dage tilbage: Prag

Prag. Tjekkiet. Prag. Tjekkiet. Prag. Tjekkiet. Prag… Mmh, det lyder som sød musik i mine ører. Jeg har altid gerne villet komme til Tjekkiet, og at det så er i Prag Justin har bestemt sig for vi skal hen, gør bare valget endnu mere perfekt. Det er en smuk by. Det har jeg ofte fået fortalt, men nu at være vidne til sandheden, kan få mig til at konstatere at de folk der har fortalt mig om hvor fantastisk en by Prag egentligt er, har haft ret. For det er fantastisk. Her er smukkere end noget jeg nogensinde har set før.

Vi har lige tjekket ind på et fint hotel, og blevet vist op til vores værelse. Jeg kigger mig lidt omkring. Luksus. Intet mindre. Jeg går ud på den tilhørende terrasse og ligger mine arme om gelænderet, hvorefter jeg spejder ud over det smukke, tjekkiske landskab. Der ligger bjerge både til højre og venstre, og i horisonten anes en flod, bedre kendt som Moldau Floden. Jo, efter at have set byen med mine egne øjne, forstår jeg, hvorfor den har fået tilnavnet ”Den Gyldne Stad”.

Idet en hånd bliver lagt på min skulder og et par brune og varme øjne møder mine, fyldes min krop op med varme på trods af de kølige vindstød som til tider rammer os heroppe. Jeg smiler til Justin og vender så igen blikket ud over det enormt smukke landskab, samt den ubrugelige swimmingpool lige nedenfor, hvor vandet for længst er blevet tømt. Grundet efteråret.

”Hvad skal vi så finde os selv med her i Prag?” spørger jeg Justin om med et smil, idet jeg igen vender mit blik tilbage på ham.

”Hmmm…” Han klør sig lidt på hagen, tøvende, og fortsætter umiddelbart efter: ”Jeg har overvejet lidt, at vi skal på fiskerestaurant. Siden du jo hader fisk, kunne det være en oplagt mulighed.” Han blinker til mig med det ene øje, og mit måbende ansigtsudtryk ser ud til at tilfredsstille ham godt og grundigt. Hvor er han dog irriterende.

”Det kan du ikke mene!” udbryder jeg beklagende, og skubber hans hånd af min skulder stykke for stykke. Han griner blot sin klokkeklare latter, hvilket får indvoldene i min mave til at vende og dreje sig. Smukt. Simpelthen bare smukt!

”Oh jo Gaia, det kan jeg hvert fald,” siger han mellem et af sine grin. ”Og efter din positive opfattelse, har jeg lige gjort op med mig selv, om at det er det vi gør! Lyder det ikke bare lækkert med blæksprutte arme og sushi? Mmh…”

 

***

 

”Kom nu skat, ned med det,” griner Justin, mens han peger på min tallerken, som indeholder rå fisk, som ser alt andet end lækkert ud, nogle rejer af en art og en rød hummer, som ikke har været i nærheden af at være pillet. Bare at kigge på det, giver mig kvalme.

”Hvorfor gør du det her mod mig, Justin? Hader du mig?” Jeg griber min gaffel i den ene hånd og min cola i den anden, alt imens jeg stikker min gaffel i et stykke sushi som jeg dypper i noget dressing, inden jeg hæver gaflen og bider fisken af med det yderste af mine fortænder. Bare fornemmelsen på min tunge er klam. Jeg skynder mig at skylle det ned med en ordentlig slurk cola, og så er det videre til næste stykke.

”Ej, Gaia, du behøver ikke spise det, hvis det virkeligt er så klamt. Nu har du smagt det, og det var bare det jeg forventede,” siger han med et smil, hvorefter han knipser med sine fingre. Og som taget ud af en ægte Hollywood-film, kommer en tjener gående ud bag forhænget med en tallerken i sine hænder, som han nydeligt placerer foran mig og fjerner samtidigt min tallerken med fisk.

”Se, dette kan jeg gå med til,” griner jeg fjoget, og sender Justin et skævt smil, mens jeg hentyder til mine pommes frites og min røde bøf med bearnaisesovs på min nye tallerken. Lækkert!

 

***

 

”Justin?”

”Mmh,” lyder det som svar, i det mørklagte lokale. Vi ligger begge i sengen, begge fuldt påklædte og slet ikke i nærheden af at være klar til at gå til køjs, trods vores komfort fortæller os det stikmodsatte. Justin ligger med sit hoved på min mave, og jeg ligger således og strigler hans arm frem og tilbage.

”Jeg elsker dig,” afslutter jeg min sætning, og holder vejret. Et øjeblik spekulerer jeg over, om han mon også lagde mærke til den intensive måde, hvorpå jeg sagde de tre betydningsfulde ord. Forsigtigt og sløset, vender han sig rundt i mine arme og kigger op på mig. Trods lyset er slukket, aner jeg hans øjenfarve på grund af lyset ude bag vinduerne. Muligvis forårsaget af lygtepæle.

”Det har du sagt så ofte her på det sidste, Gaia. Hva’ der’ los?” Han sender mig et smil og kører en hånd op til mit ansigt, hvorved han lader sin finger køre forbi mit højre kindben. Jeg kigger ned. Ryster dernæst på hovedet.

Jeg har endeligt fundet mit stik til at fortælle ham om mine følelser for ham, men jeg kan ikke fuldende hvad jeg er påbegyndt. Han må ikke få det at vide. Ikke nu. Jeg vil ikke være vidne til den smerte det kan påføre ham, hvis han får sandheden at vide. Ikke kun om mine følelser for ham, men også om grunden til hvorfor jeg er syg.

”Det er bare vigtigt for mig, at du ved det,” ender jeg med at sige, alt imens en lille og uskyldig tårer triller ned af min kind. Hans smil dobler sig dobbelt så stort på ingen tid, inden han tager mig ind til sig og holder mig tæt.

”Jeg elsker også dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...