Love you like a love song, baby

Julie er en almindelig pige, som får en ualmindelig chance! Og den chance vælter hele hendes liv, for hendes stjerne, som hun har kunnet li længe, viser sig at være den mest fantastiske person. Og hun forelsker sig, men føler han det samme?

11Likes
158Kommentarer
4362Visninger
AA

10. So Broken

Jeg var helt nede og ødelagt, men jeg blev nød til at rejse mig op igen, og gå videre.. Selvom jeg mere havde lyst til at ligge mig ned og dø langsomt, smerten var stor, også selvom jeg vidste vi ville nok holde kontakten ved lige, så var det bare ikke det samme. Bella forsøgte at trænge igennem til mig, men jeg havde fået lagt en hinde omkring mig selv, ikke fordi jeg ignorerede hende, men jeg nægtede bare at snakke om Jared. Og efter lidt tid accepterede Bella også at jeg ønskede ikke at tale om det.
Weekenden gik hurtigt, og selvom jeg var nede, tvang jeg mig selv til at nyde vores tid sammen på Roskilde, for det var noget vi ville længe. Men jeg indrømmede gerne at jeg var glad, den dag vi pakkede teltet ned og begyndte vores hjemrejse, for alt mindede mig om Jared og vores tid sammen. Vi mødte ikke pigerne fra Fyn igen, det var lidt en skam, for de var rigtig søde, men var nu også glad for at det bare var mig og Bella der skulle med toget hjem. Det krævede mindre af mig. For Bella vidste hvad der var galt uden at jeg skulle forklare det helt store. Selvom jeg havde dårlig samvittighed over mit sammenbrud, det var jo ikke hendes skyld, at jeg følte sådan for Jared. Men hun var fantastisk, lod mig sidde hvis jeg havde brug for det, men fik også min opmærksomhed, når hun kunne se jeg havde brug for at tænke på noget andet.
Det var en trist tur hjem i toget til Jylland, jeg savnede allerede Bella og det at være væk hjemmefra, ikke fordi jeg savnede at være i København, for det gjorde jeg ikke, men det var bare rart ikke at være hjemme når man havde det skidt. Men var tvunget til at tage hjem. For skulle starte på arbejde igen på mandag, så jeg havde lige et par dage til at komme ovenpå igen. Og det havde jeg brug for. For i mit stadie lige nu, var jeg så langt nede, at jeg dårligt kunne få mig selv til at reagere. Jeg sad og stirrede ud af vinduet med et fortabt blik, hele vejen fra København til Aalborg, og snakkede kun da kontrolløren kom forbi. Jeg forsøgte ikke at græde, men da min telefon, som jeg hørte musik på, skiftede over til Hurricane, der kunne jeg ikke holde dem tilbage, og jeg lod dem lydløst glide ned af mine kinder, jeg havde ikke engang overskud til at tørre dem væk. Et par passagerer så bekymret på mig, men jeg ignorerede dem, lukkede resten af verdenen ude.
Jeg var glad for at turen ikke var længere, og var en smule lettet da jeg så skiltet der viste at vi var ankommet til Aalborg. Grunden til det var at mange var kommet over, for at høre om jeg var ok, men jeg var ikke villig til at åbne op for fremmede, så jeg nikkede bare og mumlede noget med en eks kæreste, og de åd det råt, og sagde det var synd for mig. Men jeg havde ikke brug for medlidenhed, jeg havde brug for Jared, og ham kunne jeg ikke få.
Jeg havde heldigvis skrevet til min veninde, så hun var kørt op med min bil igen, så jeg kunne stige af toget, og gå direkte over til min bil. Jeg fik lagt mine tasker i bilen, og begyndte at køre hjem. Jeg var ved at skrige, da jeg så hvilken cd der var i bilen – 30 Seconds to Mars – Så jeg flåede hurtigt cd’en ud og satte Panic at the disco i stedet for. Jeg trak dårligt vejret og forsøgte desperat ikke at bryde sammen, for alt minde om ham. Køreturen var ikke så lang, så jeg kom hurtigt hjem. Og som ren vane tændte jeg min pc, den startede op, mens jeg gik i bad og fik rent tøj på. Jeg havde ikke været på i en del dage, så jeg trængte nok til at få tjekket mails og diverse andre sider. Det føltes godt at komme i bad, og jeg nød at få vaske alt det snavs som var umuligt at få af på Roskilde. Jeg tørrede mig hurtigt og hoppede i et par Adidas joggingbukser og en løs T-shirt og med håndklædet viklet om mit hår, gik jeg ind i stuen, og satte mig med et velfortjent suk i sofaen. Jeg sad og stirrede på mit tv, som lige nu var slukket – Jeg var ved at miste besindelsen – Jeg kom ud af min trance, og begyndte at vende blikket mod mine mange mails og opdateringer på Facebook.
Jeg sad og tjekkede en masse igennem, da en Twitter opdatering poppede op. Jeg klikkede, så jeg kunne se den. Det var fra Jared..
”@JaredLeto: Missing a special girl..”
Nej, det kunne ikke være mig han mener? Vel? Jeg valgteat ignorere det, i frygt for at jeg ville dumme mig, og det ønskede jeg ikke. Jeg begyndte, at ligge de billeder jeg havde ind på min pc, og jeg fik ondt i maven, da jeg så billederne af Jared og mig, siddende til efter festen. Det var nok ikke et jeg skulle ligge online, men det var et billede jeg ville gemme på min pc, for det var nu et dejligt minde at have, selvom det stadig gør rigtig ondt. Jeg fandt et hvor vi begge stod med en arm på hinandens ryg og smilede til kameraet, det ville jeg ligge på Facebook, for det var rimelig uskyldigt. Jeg sukkede dybt, og begyndte at kigge på resten af billederne, fra diverse koncerter og af mig og Bella, man kan ligefrem se hvornår de var taget, for efter Jared, så så jeg mere træt og fortabt ud. Og det skræmte mig voldsomt. For hvis jeg kunne se det? Kunne andre så også?
Jeg ville ikke bide mærke i det, og hvis folk sagde noget, så var jeg jo også træt, så det var fair. Ikke? Jeg lagde dem jeg syntes bedst om ind i et fotoalbum på Facebook, og så håbede jeg at der ikke ville komme kommentarer om mit udseende. Der gik ikke længe før jeg fik de første kommentarer, men de var uskyldige, og mange 30 Seconds to Mars fans, var vilde med mine billeder af Jared. Hurtig skrev Bella
”Elsker det billede søde!”
Det var til det af mig og Jared stående oppe af hinanden, og storsmilende. Jeg smilte svag og skrev
”Det var en fed oplevelse!”
Jeg håbede hun vidste hun ikke skulle skrive for meget, for ville ikke have der var nogen der skulle tro noget! Hun loggede hurtigt på MSN og spurgte
”Er du ok?”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for det var jeg jo ikke? Men ville ikke bekymre hende, så jeg skrev
”Jep :)”
Jeg kunne godt mærke på hende hun ikke troede mig, for hun skrev ikke noget om Roskilde overhovedet, og spurgte bare om de sædvanlige ting, som hvad jeg lavede o.s.v. Jeg havde dårlig samvittighed over jeg ikke sagde sandheden, men helt ærligt? Så ville jeg bare ikke læsse mit lort af på hende, det ville ikke være fair. Så hellere lyve, og så prøve at løse det selv.
Vi skrev længe frem og tilbage, og det endte med at klokken blev mange, da jeg skrev til Bella at nu ville jeg til at komme i seng, poppede der en besked fra Skype op, jeg brugte det kun til at snakke med Jared over, og havde ikke opdaget at det var tændt, så det kom som en overraskelse, og mit hjerte bankede som en gal, for den eneste jeg delte Skype med, var ham. Jeg var ved at give mig til at græde, for skulle jeg kigge? Og så få revet såret op igen, eller skulle jeg ignorere ham og forsøge at komme videre?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...