Vampyrens kontrakt

Historien handler om Alina på 16 der bliver udfordret til at tage ud til et gammelt, hjemsøgt slot af hendes venner. Men hvad de ikke ved er, at der bor vampyrer på slottet. Alina bliver fanget af vampyrerne og smidt i et fangehul under slottet. Mens hun er dernede finder hun en hemmelig gang bag væggen, og da den er hendes eneste mulighed for at slippe væk, følger hun den. Men i et rum finder hun vampyren Kaito, som hun ender med at befri, og han indgår en meget speciel kontrakt med hende...

11Likes
25Kommentarer
2391Visninger
AA

5. Kaito

 

Jeg åbnede mine øjne og stirrede op på loftet. Hvor var jeg? Jeg satte mig op og kiggede rundt. Jeg gættede på at det var en lille hytte eller noget der lignede, men gardinerne var trukket for, så jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg mærkede et lille stik af smerte og tog mig til halsen. Jeg trak forvirret mine øjenbryn sammen, da jeg kunne mærke nogle små plastre. Så var der noget der fangede min opmærksomhed. Det var en stemme. Jeg lyttede bedre efter og kunne meget svagt høre ordene, ”argh, jeg gjorde det igen. Hvorfor kan jeg ikke bare lade være? Tja, i det mindste stoppede jeg da før jeg slog hende ihjel. Vent, det er ikke nogen undskyldning! Argh!” hørte jeg stemmen sige. Mine nakkehår rejste sig, men samtidig syntes jeg det lød lidt sjovt. Vent lidt, var det den vampyr jeg havde mødt i går. Ham der bed mig... Jeg mærkede igen plastrene på min hals. Det virkede som om han fortrød det. Jeg var i vildrede. Hvad i alverden skete der lige her? Jeg lyttede lidt efter igen, og det lød virkelig som om han førte en diskussion med sig selv. Jeg fniste uvilkårligt, og pludselig hørte jeg døren gå op, og næsten med det samme stod han i døråbningen ind til det rum hvor jeg lå. Jeg trak mig ubevist lidt væk fra ham. ”Øhh...” startede han, men gik så i stå. Han så ud som om han virkelig tænkte over hvad han skulle sige, men til sidst sukkede han og kiggede mig i øjnene. ”Jeg ved godt at der ikke er noget som helst jeg kan sige, der kan retfærdiggøre det jeg gjorde ved dig, men jeg vil alligevel gerne sige undskyld for det” sagde han så. Jeg spærrede overrasket øjnene op. Det havde jeg ikke lige forventet. Jeg åbnede munden, men jeg kunne ikke sige noget, så jeg lukkede den bare igen. Jeg kiggede hen på ham og han fangede mit blik med sine øjne. Der gik et sug gennem min mave. Hans øjne havde samme blå farve som himlen. Jeg fik brudt øjenkontakten og kiggede nærmere på ham. Han så virkelig fortrydende ud. Hele hans kropsholdning udstrålede det. Mit blik blev tiltrukket af krystallen som hang i en snor om hans hals. Den var i en lys blå farve, og selv om det var lyst, kunne jeg stadig se et lille skær om den. Han opdagede hvor jeg kiggede hen og sagde, ”den gør, at jeg kan gå ude i sollys.”. Jeg kiggede op på hans ansigt igen, men sørgede for at vi ikke fik øjenkontakt. ”Så er du virkelig en vampyr?” hviskede jeg spørgende, selvom jeg allerede kendte svaret. Der var ikke andre forklaringer på det, jeg havde oplevet. Han nikkede. Jeg sank en klump, men lænede mig så tilbage i sofaen. ”Bliver jeg også til en vampyr nu?” spurgte jeg så. Jeg håbede det ikke. Det trak lidt i hans smilebånd, og så sagde han kort, ”nej”. Uden at jeg egentlig ville det, sukkede jeg lettet. Jeg kiggede igen på ham. Jeg sad sådan i et stykke tid mens jeg tænkte. Hvorfor havde ikke slået mig ihjel? Han havde jo nærmere taget sig af mig i stedet for. Så kom jeg i tanke om noget. ”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte jeg så bekymret. ”Øhh... nogle timer tror jeg. Det er lyst udenfor” svarede han så. Jeg rejste mig op med et sæt. Det svimlede for mig, og et kort øjeblik blev det sort og jeg kunne mærke at jeg faldt. Så mærkede jeg at nogen greb mig. ”Pas på, du har mistet en del blod, så din krop er ikke helt på højkant endnu” hørte jeg så drengens stemme sige tæt ved mit øre. Jeg forsøgte at vride mig fri, men han havde for godt fast. Han lagde mig tilbage på sofaen, men da jeg forsøgte at rejse mig igen, holdt han mig nede. ”Jeg er nødt til at tage hjem, mine forældre bliver bekymrede for mig, og sure for den sags skyld, hvis jeg er gået uden at sige noget til dem” sagde jeg så, mens jeg stadig forsøgte at sætte mig op. ”Du er ikke helt på toppen, du ville udmatte dig selv hvis du forsøgte at gå” sagde han i et forsøg på at berolige mig. Da jeg blev ved med at kæmpe imod, sagde han lidt surt, ”du er da den mest besværlige kvinde jeg i mit liv har mødt”, og så bøjede han sig ned mod mig og kiggede mig i øjnene. Jeg fik et så stort chok at jeg helt stoppede med at kæmpe imod. Så sagde han med en lav stemme, ”jeg gør det er her for dig, så vil du ikke være venlig at lytte til mig?”, mens han kiggede mig i øjnene. Hans øjne var så smukke, at de tog vejret fra mig, og hans ord var så indtrængende, at jeg ikke kunne gøre andet end at adlyde. Jeg nikkede. ”Tak” sagde han så og rettede sig op og gav slip på mig. Jeg lå og hev lidt efter vejret, hvad var det lige der var sket? Han rejste sig op og kiggede på mig. ”Jeg laver lige noget du kan få at spise, vent imens” sagde han så indtrængende. Inden han forsvandt ud i køkkenet, sagde jeg lige hurtigt, ”jeg hedder Alina, hvad hedder du?”. Han vendte sig halvt om med et overrasket ansigtsudtryk, men så svarede han hurtigt ”Kaito. Mit navn er Kaito”, og så forsvandt han ud i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...