Clara

Clara er en pige på sytten - snart atten. Hun er alle forældres drømmebarn, der sørger for at alting er klaret. Eneste lille problem er, at der titter små glimt af en helt anden pige end forældrenes yndlingsbarn frem i ny og næ — ikke desto mindre, da hun møder Medea.

0Likes
0Kommentarer
1028Visninger
AA

2. 1. Kapitel

Små dråber ramte pludselig ruden, den første klaskede sig flad på den modsatte side af ruden, kun få millimeter fra næsen på personen der sad på den tørre side af glaspladen. Den glasplade, der skilte hende fra resten af verdenen. Om ikke andet, så i hvert fald i dette sekund. Der var noget over regnen, der automatisk fik et smil til langsomt at blomstre på de smalle, lyse læber. Om det var den helt rene duft regnen affødte når støvpartiklerne blev skyllet væk, eller om den rytmiske trommen af regn mod ruden var skyld i den dybe ro der forplantede sig dybt i hende, var fortsat mysterium. Ofte havde hun siddet og reflekteret over det, men hver eneste gang var hun endt med at tænke på noget helt andet. Da først hun kom i tanke om det oprindelige emne, var det imidlertid holdt op med at regne.

Efter et blink med øjnene, hvor de mørke øjenvipper fra øjenlåget berørte de finere, lysere vipper der sad under Claras øje, var ruden allerede dækket af en milliard små regndråber, der alle havde ramt ruden som ved et meteornedslag i miniaturestørrelse. En usynlig vind fik flammerne på den lille hær af stearinlys hun havde stående foran sig i vindueskarmen til at blafre voldsomt, og hun kunne ikke undgå at skæve mod dem. Egentlig mente hun, at der fandtes en lille pyroman gemt dybt i maven på alle,  og fascineret stirrede hun på flammerne der med deres orangerøde farve udstrålede både varme og fare. Hun glemte alt om regnen der trommede taktfast mod ruden, som pyromanen i hende tog over. Idet døren til hendes værelse pludselig blev åbnet, rev hun blikket fra sit stearinorgie, kunne hun et øjeblik ikke se hvem der stod i døråbningen. Hvor personen burde være trådt frem for hendes blik, dansede der kun grønne skygger. Synsbedrag, forårsaget af den intense stirren på de orangerøde flammer. Efter et par hidsige blink begyndte de at aftage i styrke, og hun kunne genkende kvinden i døråbningen. Et næppe hørligt suk fandt vej fra hendes hals, og hun måtte lægge bånd for sig selv for ikke at vrænge et ’hvad?’ på bedste teenager-manér.

Modsat mange andre hendes egen alder, havde hun et godt forhold til begge sine forældre. Til sin familie generelt. Det var netop derfor, hun gjorde sig umage for ikke at vrænge af sin mor, i det blotte sekund hun var trådt ind af døren. Den instinktive lyst havde sin årsag; kun en halv times tid forinden, havde hun haft et heftigt skænderi med begge forældre, der kunne skrive under på, at hun opførte sig forkert – ja nærmest uacceptabelt. Der var ikke meget at gøre, i den slags situationer. Teenageren tog over, når hun følte sig uretfærdigt behandlet. Måske det var et tydeligt tegn på, at den alligevel havde mere magt, end hun selv troede. Der skulle ikke mere til end et enkelt irettesættende blik fra en gymnasielærer, førend følelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt slog rod. Et blik, der oftest var mere end velfortjent.

”Du kan da ikke sidde herinde i mørket!” udbrød hendes mor, som om det først nu gik op for hende, at lokalet hun befandt sig i var bælgmørkt med undtagelse af de spredte stearinlys, der lagde et blødt lys ind over værelset. Fingrene fandt stikkontakten ved siden af døren, og Clara måtte klemme øjnene hårdt sammen, da det unaturlige, kunstige lys pludselig bragede løs fra loftslampen. Hun vidste hun ville tabe kampen med teenageren, allerede inden hun tog den op.

”Du skal sgu da ikke tænde lyset, for helvede! Jeg bestemmer vel selv, om her skal være mørkt eller ej? Hvis ikke du bryder dig om det, kan du sgu da bare skride ud af mit værelse!” snerrede hun og sendte sin mor et irriteret blik. Et øjeblik skammede hun sig over den 12-årige udtalelse. Det levede ikke op til den modenhed der var forventet af en pige på sytten. Snart atten, rettede hun hurtigt sig selv. Det var for kikset at rende rundt og tænke på sig selv som 17årig, når hun kun var dage fra at fylde 18. Idet hun så hvordan hendes mors ansigtsudtryk skiftede fra forargelse, til indestængt raseri, sukkede hun endnu engang. Denne gang hørligt.

”Undskyld… Bare lad mig være lidt, ikke? Sluk lyset på vej ud,” mumlede hun, inden hun vendte ansigtet mod ruden endnu engang, og blev mindet om regnen. Denne gang havde smilet ikke helt så let ved at komme op til overfladen. Døren blev lukket bag hende, og lukkede sprækken af lys der var trængt ind selv efter den ældre kvindes fingre igen havde fundet stikkontakten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...