Fra fortidens skygger

Daniel troede at han havde lagt sit gamle liv og alt det indeholdt bag sig. Efter 3 år er han endelig ved at få stablet et helt nyt liv på benene, men da en ung pige, med et par velkendte blå øjne, åbner døren til hans boghandel, bliver han tvunget til at vende tilbage til den by han hader som pesten, og se sin fortid i øjnene. Denne gang får han dog langt flere problemer på halsen, da en af verdens mest magfulde onder vender tilbage til live.

3Likes
8Kommentarer
1479Visninger
AA

3. Omnis homo mendax

Ava tøvede ikke et sekund da hun trådte ind i butikken. Hun huskede tydeligt hvor sky og nervøs hun havde været første gang hun var her, men nu var hendes sind formørket af en underlig blanding af raseri og frustration, som hun aldrig havde følt før. Hun skridtede direkte gennem lokalet, mod døren der førte om til baglokalet. Hun vidste at hendes tøj dryppede regnvand og at hendes sko efterlod aftryk på hessian tæppet, men hun var ligeglad. Hun kunne se, at hun ikke var den første der havde slæbt vand og mudder ind i løbet af dagen; et enkelt sæt fodaftryk, der ledte hen til baglokalets dør, samt tilbage til butikkens dør igen, afslørede at der allerede havde været nogen før hende. Normalt ville hun have været nysgerrig efter at vide, hvem der havde været her, men lige nu stod hendes sind i kog.

Et øjeblik ventede hun på at døren blev åbnet, for indehaveren af den lille boghandel måtte da have hørt klokken gå, da hun trådte ind i lokalet. Men efter at have stået der i et par minutter gik det op for hende, at han enten ikke havde hørt det eller bare ignorerede det. Selvom hun mest af alt havde lyst til at flå døren op mindede hun sig selv om, at der kunne være en logisk forklaring. Hun tvivlede, men det var vel muligt. I stedet bankede hun på, lidt for hårdt måske. Hendes humør blev ikke bedre da der igen gik en rum tid før døren blev åbnet.

Det var lige før Ava glemte hvad hun var kommet for; Daniel så endnu ældre og endnu mere udmattet ud end hun huskede ham. Rendende under hans øjne virkede dybere og mørkere, og hans øjne var matte, som om der ikke var noget liv tilbage i ham. Han stod bare og så på hende med et spørgende udtryk, der dog ikke kunne skjule trætheden i hans ansigt, uden at sige noget. Hun havde aldrig fundet ud af hvor gammel han egentlig var, men lige nu så han ud til at være ældre end hendes far. Det tog hende et lille stykke tid at få samlet sig, for et eller andet sted brød hun sig ikke om at se ham på den måde, men hun var ikke kommet for at give ham medynk. Tvært imod.

”Du skylder mig en forklaring.”

Daniel rynkede brynene og glippede forvirret med øjnene. Hans forvirring gjorde hende næsten endnu mere irriteret, for han af alle mennesker burde hvide hvad hun talte om.

”Om hvad?” Spurgte han opgivende. Han var tydeligvis ikke i humør til at tale med hende lige nu.

”Om Christian.” Ava knyttede hænderne idet hun nævnte sin brors navn. ”Du har ikke fortalt mig hele sandheden, har du vel?”

Han rynkede brynene igen, men denne gang så han ikke forvirret ud. Hans udtryk blev i stedet lettere irriteret, som om hun havde spurgt om noget, der ikke kom hende ved.

”Hvem har du talt med?” Hun var vant til at hans stemme havde en blød og behagelig tone – nu var den hård og næsten blottet for følelser.

”Det kommer ikke dig ved.” Svarede hun i en giftig tone, mens hun knyttede hænderne så hårdt, at hun kunne mærke neglene bore sig ind i hendes håndflader. ”Du sagde at du ville hjælpe mig hvis du kunne, men du løj, gjorde du ikke?”

Det irriterede udtryk forsvandt lige så stille fra hans ansigt, men det opgivende blik han sendte hende var ikke meget bedre. Han sukkede let for sig selv, før han rystede på hovedet og gjorde mine til at lukke døren.

”Tag hjem, Ava. Lad være med at blande dig i ting, der ikke kommer dig ved.”

Hun stak den ene fod frem, så den kom i klemme mellem døren og dørkarmen, men hun mærkede knap smerten. Vreden var virkelig begyndt at boble i hende nu, som om hun kogte indeni, og selvom hun havde lyst til at råbe og skrige ham op i hovedet blev sætningen kun til en hvæsen; ”Christian var min bror, Daniel! Du skylder mig sandheden!”

Inderst inde var hun glad for at han var den slags person, der ikke kunne få sig selv til at være hård ved andre. Daniel droppede at få døren lukket da hun havde stukket foden ind mellem den og dørkarmen. Ava havde på forhånd regnet ud, at han ikke kunne finde på at skubbe hende væk fra døren eller hamre døren ind mod hendes fod, og hun havde udnyttet hans venlighed. Selvom hun ikke brød sig om udtrykket ’målet helliger midlet’ var det sådan hun havde det nu. Hendes stædighed så ud til at kunne betale sig, for Daniel slap døren og trådte et lille skridt bagud, så hun kunne komme ind i baglokalet. Ava glemte sin tidligere målrettethed et øjeblik, men så trådte hun gennem døren. Hun blev dog stående ved den, selvom Daniel gik hen til det lille bord hun havde siddet ved en uges tid forinden, og satte sig ned på den ene af de to stole. Han så på hende med sine matte, trætte øjne, mens han gestikulerede mod døren bag hende.

”Luk døren.” Sagde han. ”Jeg bryder mig ikke om, at folk kan lytte til mine samtaler.”

Ava så sig over skulderen og skulle til at pointere, at der ikke var andre i butikken, men hun kunne se på ham, at der ikke var noget at diskutere. Hvis hun ville have ham til at spytte ud med sandheden kunne hun vel lige så godt gøre som han bad om, og forsøge at holde sig på god fod med ham. Døren gik i bag hende med et lavmælt klik idet hun skubbede til den.

”Hvad er det du vil have mig til at fortælle dig?” Spurgte han, og igen skinnede udmattelsen igennem i hans stemme.

”Sandheden.” Lød hendes svar. ”Du kan jo starte med at fortælle mig hvorfor du slog min bror ihjel.”

Daniel blev synligt blegere, og hun kunne se hvordan hele hans krop stivnede. Et øjeblik sad han og så på hende med et overrasket blik, før han lukkede øjnene. Lige så stille begyndte han at slappe af i kroppen, så han til sidst sad med hængende skuldrer. Han åbnede øjnene igen og så på hende med et blik, der kun kunne tolkes som en ting; skyld. Det var først i det øjeblik Ava blev helt sikker på at Belial ikke havde løjet for hende.

”Hvis du absolut vil høre den.” Han gav et svagt suk fra sig. ”Det er ikke sikkert at du bryder dig om den.”

Hun tøvede et lille stykke tid, for måske var det som han sagde; Sandheden var tit langt værre end man kunne forestille sig. Men hun var nødt til at høre sandheden. Efter at have sunket den ubehagelige klump hun havde i halsen, gik hun hen til bordet og satte sig på stolen overfor Daniel. Hun så på ham med et beslutsomt blik og nikkede en enkelt gang.

”Fortæl mig det. Fortæl mig det hele.”

 

”Hvis jeg skal fortælle dig om Christians død bliver du nødt til at kende omstændighederne først. Det er ikke sikkert at du tror mig. Jeg forstår dig skam hvis du ikke gør.” Han kunne ikke få sig selv til at se på hende lige nu, så han holdt blikket rettet mod bordpladen. ”Jeg mødte Christian for lidt over 3 år siden, et par måneder før han døde. Jeg var præst dengang, i en katolsk kirke i en lille by. Christians adoptivmor opsøgte mig og sagde, at hendes familie havde brug for min hjælp, så jeg tog hjem til dem for at se på det. Umiddelbart virkede det bare som om han havde et mentalt problem; en form for skizofreni, formodentligt…”

Daniel hævede ikke blikket. Han tøvede et øjeblik før han fortsatte; ”Selvom jeg havde været troende katolik det meste af mit liv, havde jeg aldrig troet på dæmoner. Jeg regnede med at det var en slags metafor for det onde i mennesker. Jeg tog fejl. Det gik ret hurtigt op for mig at de ting der skete med Christian ikke havde noget med hans psyke at gøre. Når hans personlighed skiftede, ændrede han sig også fysisk.”

Det var først nu at han så op, og hans blik mødte Avas. Hun så blegere ud end hun plejede, men selvom han lige havde nævnt dæmoner stillede hun ingen spørgsmål. Det undrede ham at hun bare accepterede det uden videre, men han kommenterede det ikke. Det var ikke det vigtige nu.

”Normalt havde han blå øjne.” Denne gang blev han ved med at se på hende, ganske enkelt fordi de mindede så meget om hinanden, hende og Christian. ”En del lysere end dine. Dæmoner har sorte øjne, og det var også den farve hans fik, når hans personlighed ændrede sig. Han blev voldelig, hysterisk… Helt ude af kontrol. En af de ældre præster havde åbenbart lagt mærke til hans navn et par gange, i sammenhæng med en del mord og ulykker. Christian kunne ikke selv huske sin fortid, så han vidste intet om det, men… Vi blev enige om at holde øje med ham, bare for en sikkerheds skyld, så jeg tilbragte en del tid sammen med ham. I sidste ende var jeg ikke i tvivl om, at han var besat af en dæmon.”

Endnu engang holdt han en pause, mest for at se Avas reaktion. Hun så chokeret ud, som man vel kunne forvente, men den overraskelse han havde regnet med at se i hendes øjne var der ikke noget spor af. Hun virkede ikke som om hun mente, at han var rablende vanvittig. Da han ikke sagde noget i et stykke tid nikkede hun blot, for at få ham til at fortsætte.

”Efter jeg kom i kontakt med ham begyndte det hele forfra.” Han vendte blikket væk fra hende igen. ”Han var aldrig særlig stærk psykisk, så det hjalp ikke ligefrem at han fandt de artikler, der omhandlede hans fortid. Han brød sammen, og det gjorde det kun nemmere for dæmonen at kontrollere ham. Den fik ham til at angribe den præst, der havde hjulpet mig med hans sag. Der var ingen chance for at vi kunne få drevet dæmonen ud af ham før han fik slået os begge to ihjel…”

Daniel blev nødt til at stoppe sin talestrøm igen, men denne gang var det fordi hans stemme knækkede over. Han lod sætningen hænge i luften, for han regnede med at Ava vidste hvad han ville have sagt. Hans blik var endnu engang rettet mod bordpladen, men i sidste ende blev han nødt til at lukke øjnene. Han lod den ene albue hvile mod bordpladen, før han lagde panden mod sin åbne håndflade.

”Jeg havde ikke andet valg.” Sagde han hæst. ”Jeg kunne ikke lade det fortsætte på den måde.”

Han havde forventet at hun ville blive vred. Det var allerede gået op for ham, at Ava var mindst lige så temperamentsfuld som hendes bror havde været det, så det ville ikke undrer ham hvis hun begyndte at råbe af ham. Men hun sagde intet. Ikke til at begynde med, i hvert fald.

”Den dæmon der havde besat ham…” Sagde hun, og den bløde, forsigtige tone i hendes stemme overraskede ham næsten mere end hvis hun havde stukket ham en lussing. ”Ved du hvad dens navn var?”

”Er det vigtigt?” Daniel havde ærlig talt ikke lyst til at nævne det navn. Hvis han kunne slippe for nogensinde at nævne det igen, ville han være ganske tilfreds.

”Jeg blev opsøgt af en dæmon i går.” Svarede hun – Nu vidste han da hvorfor hun ikke virkede overrasket da han nævnte det. ”Han sagde at du ikke havde fortalt sandheden om Christians død. Hvis det var den samme dæmon, som havde besat ham dengang…”

Han bed sig let i læben, før han modvilligt sagde; ”Azazel.”

 

 

”Hvad er meningen med det her?!”

Belial var vant til at Azazel havde drastiske humørsvingninger, men det overraskede ham alligevel, da Azazels hånd ramte hans kind med sådan en kraft, at han blev tvunget til at dreje hovedet. Blodet dryppede stille ned over hans kind fra de rifter Azazels lange negle havde efterladt. Belial kunne ikke undgå at smile for sig selv; Selv i en lille, spinkel krop, som den han havde nu, var Azazel overraskende stærk. Han tørrede blodet væk fra sin kind med bagsiden af den ene hånd, og vendte hovedet mod Azazel igen.

”Meningen med hvad?” Spurgte han, tilsyneladende uanfægtet af det slag han lige havde fået. ”Jeg gjorde som du sagde. Jeg fortalte pigebarnet, at Christian stadig lever.”

Den anden dæmon lod blikket flakke rundt i rummet, før han lagde armene over kors. Belial kunne tydeligt se på ham hvor irriteret han var, hvilket kun gjorde ham i bedre humør.

”Du behøvede jo ikke at lede hende direkte tilbage i armene på Le Bow.” Vrissede Azazel. ”Det var meningen at hun skulle komme hertil, for at finde sin bror. Du har virkelig ødelagt hele min plan.”

Azazel begyndte at trave frem og tilbage i kælderrummet. Gennem tiden havde Belial set ham gøre det mange gange før; Han havde altid gjort sådan når han havde brug for at tænke tingene igennem.

”Det må du meget undskylde.” Belial sparede ikke på sarkasmen. ”Jeg havde bare ikke regnet med at hunden ville forsvare hende.”

Der var stille i rummet et stykke tid, da Azazel standsede op. Han vendte sig lige så langsomt om mod Belial, og vantroen lyste næsten ud af hans ansigt da han så på den anden dæmon. Der gik dog ikke lang tid før han trak mundvigende op i et karakteristisk grumt smil, og lo højlydt.

”Der kan man bare se.” Latteren kunne stadig høres i hans stemme. ”Stordæmonen Belial lader sig overvinde af kæledyr. Hvad var det for et dyr? En pekingeser?”

”Retriever.” Svarede Belial modvilligt, og da Azazel begyndte le igen var han ikke specielt overrasket.

Der gik dog ikke længe før Azazels latter døde ud og hans udtryk igen blev mere eller mindre neutralt. Han lagde armene over kors mens han bare så på Belial med et næsten vurderende blik. Det var i situationer som denne, at Belial ville ønske at han kunne læse den andens tanker. Han vidste at Azazel ikke gav noget fra sig frivilligt, og efter så mange år vidste Belial udmærket, at han ikke længere kunne manipulere Azazel til at sige noget om sine tanker og planer. I sidste ende brød Azazel dog selv stilheden med et irriteret suk.

”Det her ødelægger virkelig alle mine planer…” Sagde han stille, formodentligt henvendt til sig selv. ”Jeg skulle have brugt pigen. Hvis hun virkelig er på hans side…”

Det lille tryk Azazel lagde på ’han’ gjorde det klart hvem han talte om. Belial kendte ikke selv meget til Daniel Le Bow, men han vidste, at Azazel hadede ham som pesten. Måske ikke ligefrem pesten, for den havde Azazel trods alt selv stået bag, men af menneskelige ordsprog virkede det som det mest passende. Endnu engang begyndte Azazel at vandre frem og tilbage i rummet, mens han mumlede for sig selv på et sprog, som almindelige mennesker ikke ville forstå. Belial kunne tyde hvert et ord, men han var klar over at det ikke var meningen at han skulle lytte med, så han tiede bare stille. Azazel var altid nemmest at have med at gøre, når han troede at alt gik som han ville have det. Men en hver idiot, selv en der ikke forstod et eneste ord af Azazels talestrøm, ville kunne se at han var oprevet. Hans mørke bryn var bukket mod hinanden og dannede en let rynke over hans næseryg, hans øjne var rettet stift mod det grå gulv, og hans konstante mumlen fyldte rummet fra gulv til loft. Der gik ikke mange minutter før Belial fik nok af hans uro, så da Azazel passerede ham for hvem ved hvilken gang, rakte han den ene hånd ud, så hans fingrer lige netop strejfede den andens kind. Azazel standsede brat op og rettede sine sorte øjne mod ham, men han sagde intet.

”Ira furor brevis est.” Sagde Belial stille, mens han lagde sin håndflade helt mod Azazels kind. ”Lad være med at tage beslutninger før du er faldet ned…”

Azazel rynkede brynene igen og hævede en af sine egne spinkle hænder, blot for at feje Belials væk i en unødigt hård bevægelse.

”Du kan lige så godt spare dig.” Hvæsede han i en ætsende tone. ”Noli me tangere.”

Han vendte sig om i en hurtig bevægelse, så den lange sorte fletning svingede bag ham. Belial rynkede brynene en anelse, men med tiden havde han vænnet sig til Azazels barnlige opførsel, så han gjorde intet forsøg på at røre ham igen eller få ham til at vende sig om. I stedet rakte han bare den ene hånd ud og strøg fingrene gennem den nederste del af Azazels fletning, så han fik hevet elastikken der holdt hans hår sammen ud. Fletningen gik op lidt efter lidt, og Belial så blot til imens. Han regnede egentlig med at samtalen var slut nu, og at Azazel ville være alene som han plejede, så han blev overrasket da den anden gav et lille suk fra sig.

”Jeg ved ikke engang hvorfor jeg bliver ved med det her.” Den sårbare undertone i Azazels stemme fik Belial til at føle en underlig blanding af afsky, og en følelse han ikke kunne sætte fingeren på. Under alle omstændigheder vidste han, at han ikke brød sig om den måde Azazel talte på. ”Jeg vil ud af den her krop. Den er så svag og… uduelig.”

Azazel hævede sine spinkle hænder og vendte og drejede dem foran sit ansigt, som om han studerede dem. Belial kunne ikke se hans ansigt, men han regnede med at Azazels udtryk var en blanding af foragt og irritation. Han kunne bare ikke få det til at passe med det toneleje dæmonen lige havde talt i. Han tøvede et øjeblik, før han lænede sig let fremover, så hans læber befandt sig få millimeter fra Azazels ene øre.

”Hvis det virkelig betyder så meget for dig skal jeg nok finde en måde at vende pigen mod Le Bow.” Sagde han stille, i et toneleje der næsten kunne tolkes som blidt. ”Jeg skal nok tage mig af det.”

Der var stille mellem dem i en rum tid, hvor den eneste lyd der kunne høres var deres åndedræt. Til sidst vendte Azazel sig dog om og så op på Belial med et blik, som den lyshårede dæmon ikke kunne tolke. Der var stadig ingen af dem der sagde noget, men de havde efterhånden arbejdet sammen på den her måde mange gange i løbet af de sidste århundreder; ind i mellem var der egentlig ikke brug for, at nogen af dem sagde noget. Belial smilede en anelse, før han rakte de ene hånd ud og strøg Azazel en enkelt gang over håret.

”Du skal nok få din hævn, Azazel.” Han holdt fortsat den samme forsigtige tone. Før han nåede at fortsætte blev han dog afbrudt af et højt smæld.

Azazel så en smule forfjamsket ud og sprang næsten et skridt tilbage idet døren blev sparket op, mens Belial blot vendte hovedet mod lyden i et næsten dovent tempo. De så begge blot til da Teller kom snublende ind i lokalet, efterfulgt af en mørkhåret ung mand iført en sort skødefrakke. Teller landede på knæene og kravlede en halv meter hen over gulvet, før han kom på benene og søgte tilflugt bag Azazel.

Den unge mand trådte et skridt længere ind i rummet, mens han lod blikket glide frem og tilbage mellem Azazel og Belial, der begge betragtede ham med en nogenlunde ens ligegyldighed. Selvom knægten var høj og bredskuldret af sin alder kunne han ikke være meget mere end 18. Belial lod blikket glide hen over ham, bare for at finde ud af hvad han havde med at gøre, og et koldt smil bredte sig over hans læber, da han fik øje på det simple sølvkors, der hang om den fremmede hals. Placeret direkte i korsets midte var en funklende blå sten – Så vidt han huskede skulle det symbolisere Himlen.

”En dæmonjæger.” Konstaterede han med en hvis morskab i stemmen. ”Jeg troede din slags var forsvundet for længe siden.”

Knægten ignorerede ham og hævede i stedet den ene hånd. Han lagde hånden mod korset og knugede det kort i hænderne, før han holdt det frem så det var synligt for alle i rummet.

”I Herrens navn påbyder jeg, Oliver Fortuna, jer at fortælle mig hvor jeg kan finde dæmonen Azazel.” Sagde han i en fast og bestem stemme. Det var tydeligt at han havde øvet sig på den remse længe, så der ikke var en eneste pause eller trykfejl at finde.

Belial lod blikket hvile på ham noget tid endnu, før han så over mod Azazel. Den anden dæmon havde allerede rettet sine sorte øjne mod ham, og smilet der spillede på hans læber var nogenlunde lige så køligt som Belials eget, om end en del mere overlegent.

”Det må jo være dig.” Sagde Belial, mens han trak en anelse på skulderne.

Azazel vendte blot blikket mod den unge dæmonjæger og sagde; ”Ja, det må jo være mig. Hvad kan en ussel dæmon jeg gøre for Dem, Mr. Fortuna?”

Den sarkastiske høflighed prellede åbenbart af på Oliver, der lod den ene hånd forsvinde ind i jakkens folder, hvorfra han fremdrog en drabeligt lang kniv. Så vidt Belial kunne se på denne afstand var den lavet af sølv, så knægten havde trods alt lidt styr på tingene. Azazel virkede dog ikke synderligt imponeret. Den mørkhårede dæmon fortræk end ikke en mine da Oliver trådte hen til ham i en hurtig bevægelse og trykkede knivens æg mod hans hals.

”Jeg tænkte at du kunne gøre mig en tjeneste, Azazel.” Svarede han.

Han fik intet svar, for Azazel stod bare og betragtede ham med hovedet let på skrå. Belial kendte det blik; den måde Azazels sorte øjne gled hen over drengens ansigt, for så at fortsætte til hans krop, som om han vurderede knægten. Det overraskede ham heller ikke at Azazel smilede, selvom han stod med en sølvkniv mod struben.

”Planen er ændret.” Sagde han, tydeligvist henvendt til Belial. ”Jeg har ikke brug for tøsen længere. Det her er endnu bedre.”

 

 

Tellers stemme virkede utroligt fjern og forvrænget. Han kunne tydeligt høre at den ældre mand sagde noget, og han kunne se hans læber bevæge sig, men lydende der forlod hans strube gav ingen mening for ham. Der var intet der gav mening lige nu. Det store kirkerum virkede mørkt og tomt, som en skygge af sig selv, blottet for liv og glæde. Han var ikke engang sikker på om han selv var her, eller om det var noget han bildte sig ind. Det eneste der var virkeligt for ham var den spinkle skikkelse, der lå i hans arme med hovedet hvilende mod hans overarm. Det lange sorte hår, den lyse hud, de fine træk... Han kendte dem kun alt for godt. Drengens øjne var lukkede og hans mørke øjenvipper kastede svage skygger over hans kinder, der virkede underligt fugtige, som om han havde grædt. Hans udtryk var fredfyldt. Den lette rynke der havde været mellem de tynde øjenbryn var væk og hans læber var let adskilte. Havde det ikke været for det mørkerøde blod der dækkede gulvet under drengen og langsom trængte gennem de bukser, som manden der holdt ham var iført. Det var for længst holdt op med at løbe, men det lå der stadig som en ubehagelig påmindelse om at drengen ikke bare sov.

Han sagde selv noget, men hans ord gav heller ingen mening for ham. I stedet så han på den ældre mand, der sad sammensunket ved kirkens alter, med et hjælpeløst blik. Der måtte være noget de kunne gøre for at lave om på det her. Men den ældre mand så blot på ham med et mørkt og foragtende blik. Han ignorerede den klump der dannede sig i hans hals, og vendte i stedet blikket mod drengen i sine arme. Der var ingen forandring, han lå stadig helt ubevægelig. Som en gammeldags victoriansk porcelæns dukke, med sin blege hud og rosa læber. Han lukkede sine øjne for at lukke verden ude, men han vidste at han aldrig ville undslippe sin skyld. For det var hans skyld. Udelukkende hans skyld.

”Tilgiv mig, Christian.”

 

”Daniel.”

Han glippede et par gange med øjnene idet han blev revet tilbage til virkeligheden. Ava stod på den anden side af disken i boghandlen, iklædt sin sædvanlige gule jakke, og viftede en af sine hænder foran hans øjne.

”Du hører overhoved ikke efter, gør du?” Spurgte hun, uden noget tegn på irritation, idet hun lod sin arm falde ned langs siden igen. ”Det er vigtigt, det her.”

Daniel nikkede en enkelt gang. Han havde hørt efter, men det hun sagde, havde fået hans tanker til at vende tilbage til den forbandede aften, og alt hvad der var blevet sagt imens var undsluppet hans opmærksomhed. Under alle omstændigheder var det også lige meget, for det var ikke muligt. Selvom hun selv troede fuldt og fast på det vidste han, at det ikke kunne lade sig gøre.

”Det er umuligt, Ava.” Svarede han stille. ”Jeg var der selv. Jeg så det ske.”

”Du har set dæmoner, men du tror ikke på at det kan være rigtigt?” Ava rynkede brynene en anelse, og hendes tone var næsten anklagende. ”Jeg har set nogle virkeligt underlige ting på det seneste, så det ville ikke undre mig.”

”Christian er død. Jeg er ved ikke hvad du har hørt, men det er virkelig ikke muligt, at han stadig er i live.”

Det var tydeligt at han ikke kunne få hende overbevist, men at hun i stedet bare blev mere og mere stædig. Selvom hun ikke viste det i sit ansigt, så kunne han se det på hendes hænder. Daniel havde ret hurtigt observeret at hun knyttede hænderne når hun begyndt at blive irriteret.

”Belial sagde at Christian stadig er i live.” Sagde hun fast. ”Hvis der findes dæmoner og alt det der, så kan det vel godt lade sig gøre.”

”Ikke for at ødelægge noget for dig, men Belial er en dæmon, og dæmoner er ikke til at stole på.” I et godt stykke tid stod de bare og så på hinanden. Det var tydeligt at der ikke var nogen af dem der ville give den anden ret, og at de nok ikke ville nå til enighed i den her sag. Daniel vidste at Ava troede fuldt og fast på at Christian kunne være derude et sted, og han ønskede også virkelig at tro på det selv, men det kunne ikke lade sig gøre. Døde mennesker blev ikke bare vækket til live uden videre.

”Så du har ikke engang tænkt dig at undersøge det?” Det overraskede ham lidt at hendes tone nærmest var forarget. ”Jeg troede han betød noget for dig!”

Daniels umiddelbare reaktion var irritation. Vrede. Hvordan kunne hun stå der og sige, at Christian ikke havde betydet noget for ham? Hans liv var mere eller mindre blevet flået i småstykker da Christian døde, så det var bestemt ikke fordi han ikke betød noget. I sidste ende gav han dog bare et suk fra sig og så ned i bordpladen. Han følte sig ikke længere vred, bare… Træt.

”Ava, du ville ikke tvivle på at han betød noget for mig hvis du vidste, hvad jeg ville give for at vide, at han stadig lever.” Sagde han stille. ”Jeg ville virkelig gerne tro på det, men jeg så ham dø. Det er umuligt.”

Han kunne se på hende at hun skulle til at sige noget, men hun havde knap åbnet munden før hun lukkede den igen. Det han lige havde sagt var åbenbart kommet bag på hende. Han forstod dog ikke helt hvorfor hun så så undrende ud, som om han havde sagt noget mærkeligt.

”Det lyder som om I var tætte…” Sagde hun, mens hun lagde hovedet på skrå. ”Han var ikke bare en eller anden du skulle hjælpe, var han?”

Det var ikke ligefrem første gang han havde fået det spørgsmål, men han kunne alligevel mærke varmen stige op i sine kinder. Det virkede altid akavet at skulle forklare hvad der egentlig havde været mellem ham og Christian, og han undgik det oftest helt hvis han kunne.

Han havde opgivet at snige sig udenom denne gang, men i sidste øjeblik blev han reddet af klokken – bogstavelig talt. Den lille klokke over døren bimlede idet en ung mand trådte ind i lokalet. Daniels taknemmelighed forsvandt dog da han genkendte ham. Det var den samme unge mand der havde været i butikken nogle uger forinden for at stille spørgsmål om Azazel. Oliver, mente Daniel at han hed. Der var dog ikke den samme rolige beslutsomhed over ham, som der havde været den aften, snarere en anspændthed, som om han brændte inde med et eller andet. Han standsede midt i rummet, et par skridt fra Ava, og rømmede sig en anelse, som for at fange deres opmærksomhed. Da det gik op for ham at de allerede så på ham begge to smilede han blot en anelse for sig selv.

”Jeg fandt Azazel.” Sagde han, uden at tage notits af den måde de to andre reagerede på navnet. ”Han er i en kirke i Illiad.”

Daniel stivnede en anelse da Illiad blev nævnt. Det var efterhånden et par måneder siden han havde været der sidst, men det var ikke ligefrem fordi han var vild for at tage tilbage dertil. Ikke at Azazel var en grund til at vende tilbage til Illiad, men han havde på fornemmelsen at det ikke kun var det Oliver havde at fortælle. Og han havde ret. Oliver gik længere ind i rummet, så han kom op på siden af Ava ved disken. Umiddelbart ignorerede han hende dog, og holdt i stedet blikket på Daniel.

”Hans gamle værtskrop, den du tog livet af…” Det var tydeligt at han trak spændingen ud, og det irriterede Daniel grænseløst. ”Han bruger den igen. Christian Lefent lever stadig.”

De næste par dage var det rene helvede for Daniel. Ind til nu var det gået nogenlunde for ham, selvom Christians søster pludselig var dukket op i hans lejlighed og endda selvom der blev gravet i en fortid, som han helst ikke ville tale om, men han var ikke sikker på at han kunne tage meget mere af det her. Nyheden om at Christian måske stadig var i live vækkede blandede følelser i ham. På den ene side tændte det et håb i ham, men på den anden side kunne han ikke lade være med at føle, at han havde svigtet. Selvom det havde kostet Christian livet, så var han i det mindste fri for alle de ting det at dele krop med Azazel havde ført med sig. Det var ikke sådan han havde tænkt sig at det skulle gå, men i sidste ende var det lykkedes ham at opfylde Christians eneste ønske; At befri ham for Azazel.

Det at Ava konstant åndede ham ned ad nakken hjalp ikke. Efter Olivers visit havde hun ringet sine forældre op og bildt dem ind, at hun tilbragte weekenden hos en ven, og siden havde hun ikke forladt Daniels side. Om han var i sin lejlighed, i butikken eller ude i byen, så var han ikke sluppet for hende et øjeblik. Han havde hurtigt opgivet at sende hende hjem, for hun var præcis lige så stædig som altid, så det var endt med at han havde ladet hende overnatte på sin sofa. Hvilket han allerede havde fortrudt få timer efter, for så snart han havde sagt, at hun ikke behøvede at tage hjem, var hun begyndt at tale om Christian igen. Hvis der var noget han ikke ville tale om lige nu, så var det Christian, men det opfangede Ava tilsyneladende ikke.

Hun var skam også godt i gang igen. Daniel sad ved sit spisebord, hvor bunker af papir var spredt ud over bordpladen. Egentlig var han i gang med at gå regnskabet for boghandlen i underetagen igennem, men Avas konstante snak forstyrrede ham. Han gjorde dog sit bedste for at ignorere hende, for hun kørte alligevel rundt i det samme igen og igen. Efter sin visit et par dage tidligere var Oliver taget tilbage til Illiad, da han mente, at det var hans personlige pligt at drive både Azazel og Belial ud af deres værtskroppe og tilbage til Helvede. Helst på en gang, så han kunne spare lidt tid.

”Du burde se lidt gladere ud.” Sagde Ava i et lidt skarpt tonefald, mens hun puffede til Daniels arm. ”Oliver får sikkert smidt Azazel ud af Christians krop inden længe.”

Daniel lavede en mental note om at holde op med at støtte sine arme mod bordet og holde dem under det, så de var udenfor Avas rækkevidde, før han så op på hende. Han prøvede at skjule sit skeptiske udtryk, men i sidste ende opgav han.

”Ikke for noget, men Oliver virker ikke som en specielt erfaren jæger.” Han gav et svagt suk fra sig idet han så ned i sine papirer igen. ”Desuden er det ikke bare sådan at uddrive en stordæmon, og da slet ikke to.”

Han havde selv set hvad Azazel var i stand til at udrette og han havde skam også mærket det på sin egen krop, da dæmonen nær havde knust hans luftrør uden de store anstrengelser. Azazel burde bestemt ikke undervurderes, og slet ikke af en som Oliver. Daniel var klar over at han gjorde det i bedste mening, men det hjalp ham formodentlig ikke i sidste ende.

”Du kunne også prøve at have lidt tiltro til ham.” Svarede Ava i en fornærmet tone. Det var tydeligt at hun bakkede Oliver op, ligegyldigt hvor idiotisk og selvmorderisk hans idé var.

”For det har han jo givet mig en grund til.” Daniel havde svært ved at ligge en dæmper på sarkasmen i sin stemme. ”Ved han overhoved hvordan man foretager en uddrivelse?”

Ava tøvede. Han behøvede ikke at se på hende for at vide, at hendes blik flakkede. Han kunne se hendes hænder på bordet; Hun var begyndt at tromme sine fingrer mod bordpladen. En lille stemme i hans hoved mindede ham om, at Christian havde gjort præcis det samme når han blev rastløs eller nervøs.

”Hans mester var ved at lære ham det, før han døde.” Mumlede hun. ”Han ville vist bare improvisere de dele han ikke har lært…”

Det tog kun den ene sætning at få Daniel til at glemme alt om sine regnskaber. Hans blik fløj op til Avas ansigt, mens han rynkede brynene en anelse.

”Sig mig, er han idiot?” Han lagde ikke mærke til, at han knyttede hænderne mens han talte. ”Man jan ikke bare improvisere den slags. Hvis han siger et eneste ord forkert eller ligger trygget et forkert sted kan det gå grueligt galt…”

Han bandede efter det, hvilket ellers ikke lignede ham. Selvom han have brændt sine broer og lagt en hver relation til kirken bag sig, så holdt han sig stadig nogenlunde til religionens regler. Han endte med at rejse sig i en så hidsig bevægelse, at stolen væltede bag ham. Normalt mistede han ikke besindelsen på den måde, men magen til idioti havde han ikke set længe. Hvis Oliver lavede fejl i sine vers ville det ikke kun have konsekvenser for ham selv, men for alle der kunne høre ham – Hvis Azazel virkelig stadig var i Christians krop ville det betyde, at det i sidste ende også ville kunne gå ud over Christian selv. Han kunne ikke tage chancen. Da han begyndte at gå gennem rummet med kursen mod gangen kunne han mærke hendes forvirrede blik på sig. Der gik heller ikke mange øjeblikke før han kunne høre benene på hendes stol skrabe mod gulvet da hun skubbede den væk fra bordet og rejste sig op.

”Hvor skal du hen?” Spurgte hun forvirret.

Da han så sig over skulderen kunne han se, at hun så på ham med opspilede øjne. Hun havde formodentligt ikke forventet den reaktion fra ham. Han fortsatte ud i gangen uden at se tilbage på hende.

”Til Illiad.” Svarede han kort for hovedet. Han havde ikke tid til at forklare hende hvorfor; Oliver havde allerede haft mere end nok tid, til at gøre noget dumt. Han hev en af de jakker, der hang på knagerækken i gangen ned, og begyndte at trække den på mens han hastede gennem gangen med kursen mod døren.

”Jamen… Du virkede så ligeglad…” Ava var småløbet inde fra stuen for at følge med ham, selvom han havde håbet at hun bare var blevet derinde. På den anden side kunne han vel ikke have regnet med andet.

Daniel rodede i lommerne på sin jakke idet han nåede døren, hvor han standsede kort. Han fandt hurtigt nøglebundet i inderlommen. Det tog ham lidt tid, men efter få minutters fumlen med dem havde han fået nøglen til hoveddøren fri. Han rakte den frem mod Ava, der dog ikke tog imod den. Hun så bare på ham med et uforstående blik.

”Uanset hvad jeg har sagt eller hvordan jeg har virket, så er jeg bestemt ikke ligeglad med din bror.” Svarede han, mens han holdt blikket på hende. ”Jeg skal nok gøre mit bedste for at hjælpe ham, men du bliver nødt til at holde dig væk. Bliv her, tag hjem, gør hvad du vil, men hold dig fra Illiad.” Hun tøvede og han kunne se på hende, at hun skulle til at gøre indvendinger. ”Jeg mener det, Ava.”

I sidste ende tog han fat i hendes hånd og placerede nøglen mod hendes håndflade. Han kunne ikke risikere at hun tog med, for chancen for at hun ville komme til skade var overhængende. Azazel udnyttede alt der kunne udnyttes, så Ava var med garanti ingen undtagelse.

”Hvis du tager hjem, så tag dine ting og lås døren. Du kan smide ind gennem brevsprækken i bagdøren.”

Det var det sidste han sagde til hende, før han åbnede døren og skyndte sig ned af trapperne, uden så meget som at lukke døren efter sig. Han vidste at hun ville være utilfreds når overraskelsen lagde sig og det gik op for hende hvad der egentlig var sket, men hellere det end at hun kom til skade på grund af ham. Der var allerede for mange mennesker, der havde lidt den skæbne.

 

Latin:

Omnis homo mendax – Alle mennesker lyver.

Ira furor brevis est – Vreden er et kortvarigt vanvid.

Noli me tangere – Rør mig ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...