Fra fortidens skygger

Daniel troede at han havde lagt sit gamle liv og alt det indeholdt bag sig. Efter 3 år er han endelig ved at få stablet et helt nyt liv på benene, men da en ung pige, med et par velkendte blå øjne, åbner døren til hans boghandel, bliver han tvunget til at vende tilbage til den by han hader som pesten, og se sin fortid i øjnene. Denne gang får han dog langt flere problemer på halsen, da en af verdens mest magfulde onder vender tilbage til live.

3Likes
8Kommentarer
1482Visninger
AA

2. Agnus Dei

”Du sørger vel for, at han ikke blander sig.” Azazels stemme var kold og blottet for følelser, præcis som den altid var. Hans blik var rettet mod Teller, der knap var trådt ind ad døren. ”Jeg har ikke brug for forstyrrelser, især ikke fra hans side.”

Teller nikkede bekræftende, idet han lukkede den tunge dør bag sig. Selvom resten af kirken med tiden var gået i forfald, var kælderen i fin stand. Det var det eneste sted, der havde set skyggen af vedligeholdelse de sidste par år. Teller havde sørget nøje for kælderens tilstand, og havde især været øm omkring det rum de stod i nu. Ud over Teller og nogle få andre, havde der aldrig været nogen herinde.

”Daniel ved intet.” Sagde han, mens han sænkede blikket. ”Han bliver intet problem, så længe han ikke får nys om, at De er tilbage.”

Azazels blik hvilede på den ældre mand noget tid endnu, før han gav sig til at studere sine lange negle, som han havde gjort inden Teller kom ind. Selv forlod han ikke det rum han befandt sig i, for den skikkelse han havde lånt var stadig alt for velkendt i byen og han ville ikke vække opsigt – det var for risikabelt. Der var stadig ting han skulle have gjort, så han kunne ikke tage chancen. Ikke at han havde brug for at komme ud, men det var utrolig kedsommeligt at sidde i den grå og golde kælder, med Teller, af alle mennesker, som eneste selskab.

Da Teller tog et skridt længere ind i rummet løftede Azazel igen sine sorte øjne og så over mod ham. Den tøvende måde han næsten kravlede frem på irriterede ham, især fordi han havde ført sig frem på den arrogante og kæphøje måde tidligere. Den gamle præst hev lidt ned i det ærme, der var begyndt at glide op af hans arm, så det igen dækkede den hvide bandage, der kunne ses under det.

”Christian. Lever han stadig?” Den gamle mand rynkede brynene, næsten som om han fortrød at han overhoved havde nævnt navnet. Han blev ved med at hive i ærmet, selvom det dækkede bandagen helt.

Der var stille et øjeblik, før en lav, ubehagelig lyd begyndte at give genlyd mellem væggene. Der gik noget tid, før det gik op for Teller, at Azazel lo. Han skuttede sig en smule og trak sig et lille skridt væk fra ham. Azazels latter steg i volumen, før den døde hen og endte med et lille latterfnys.

”Det kan man vel godt kalde det.” Svarede han, mens han igen gav sig til at studere sine negle, bøjede og testede sine fingres styrke. ”Men han er ikke til så meget besvær som han har været. Så noget kan jeg vel takke din lille lærling for.”

Teller åbnede munden for at sige noget, men endte med at bide sig selv i læben. Han brød sig ikke om at tale om fortiden, især ikke når det kom fra Azazel. Men det virkede ikke til at genere den anden, der bevidst kom med kommentarer, der ville få Teller til at føle sig skyldig. Han havde bedt sine bønner, sagt sine Ave Maria, men han tvivlede på at hans sjæl stod til at redde. Især ikke nu hvor han havde kaldt Azazel tilbage til jorden og fulgte hans mindste vink. Som djævlens skødehund. Det ville Gud næppe tilgive ham for. Uden at tænke over det slog han korsets tegn foran sig, så diskret som muligt, så Azazel ikke ville lægge mærke til det. Da Azazel lo igen vidste han, at det ikke var lykkedes ham.

”Gamle vaner dør vist aldrig.” Hans øjne hvilede igen på Teller, idet han hævede et af sine mørke øjenbryn i en spørgende gestus. ”Hvorfor er du her overhoved?”

Det var tydeligt at høre på Azazels tone, at han ikke var glad for at have Teller i nærheden så længe han ikke havde noget at bidrage med. Præsten sank en klump og rømmede sig nervøst.

”Belial, min Herre.” Fik han sagt, stadig hæs selvom han rømmede sig før. ”Han har fundet noget, der måske vil interessere Dem.”

Azazels spørgende udtryk blev erstattet af et mere fjernt og undrende et, idet han igen vendte blikket væk fra den ældre mand, der lettet pustede ud mellem læberne. Det generede ham bestem ikke, at Azazels opmærksomhed ikke længere var rettet mod ham.

”Jeg vidste ikke at han var i nærheden.” Sagde Azazel med en hvis morskab i stemmen, der bestemt ikke gjorde ham mindre ubehagelig at høre på. ”Lille verden.”

Teller gav en nervøs latter fra sig, men tav stille i det øjeblik Azazels sorte øjne landede på ham igen. Han rynkede brynene en anelse og viftede med den ene hånd, så de skarpe sorte negle glimtede i skæret fra stearinlysene.

”Gør dig selv lidt nyttig, Faustin.” Sagde han, tydeligvist som en ordre. ”Find ham for mig.”

 

Azazel trommede utålmodigt sine fingrer mod bordpladen. Et lavt dunk kunne høres hver gang en af de skarpe negle kom i kontakt med bordpladen, og selvom det var begyndt at blive anstrengende at høre på, var det bedre end ingenting. Stilhed gik ham på nerverne, selvom tom snak kunne være lige så irriterende. Han gav et lille latterfnys fra sig – egentlig var det umuligt at gøre ham tilfreds. Det eneste der ville kunne løfte hans humør lige nu ville være, at ødelægge en hvis ung præsts tilværelse. Bare tanken om at få sat sine negle i ham og se ham vride i smerte fik det til at dirre i hans fingrer.

”Du kommer til at bøde, lille Daniel.”

Han havde knap udtalt navnet før en skarp smerte skød gennem hans bryst. En hvæs undslap hans læber, mere på grund af overraskelse end smerte, og han knugede kramagtigt skjorten, der dækkede området. I en irriteret bevægelse rev han stoffet til side, så den øverste knap blev flået af og trillede hen af gulvet. Han så ned mod den nu blottede hud og skar en let grimasse, da hans sorte øjne landede på de grimme, forvredne ar. Han slap skjorten og trykkede hånden let mod det, i håb om at det ville dulme smerten. Der skete intet. En irriteret lyd, der næsten mindede om en knurren, undslap hans læber, da det gik op for ham at det ikke var arret der gjorde ondt, men noget dybere end det.

”Fanden tage dig...” Hvæsede han, mens han bukkede sig let frem over, så hans pande endte med at hvile mod den kølige bordplade. ”Fanden tage jer begge to.”

Smerten aftog gradvist, men selvom han ikke bevægede sig nægtede den at forsvinde helt. Han kunne ikke undgå at tænke på ironien i, at han endelig stod overfor noget, der var lige så stædigt som han selv var. Eller var det i virkeligheden nogen? Han burde få det hele overstået, så han kunne finde en ny værtskrop, helst uden den slags skavanker.

Han blev siddende sådan, bøjet ind over bordet med hånden trykket mod brystet, mens han ventede på at smerten skulle forsvinde helt. Den var ikke uudholdelig, men dog generende. Alligevel fik han hurtigt rettet sig op da det bankede på døren, selvom han måtte bide sig i læben for ikke at give udtryk for den smerte der skød gennem hans bryst idet han gjorde det. På trods af smerten lød han mere eller mindre som sig selv, da han med sin sædvanlige monotone stemme sagde; ”Døren er åben.”

Den umiskendelige lyd af knirkende hængsler fortalte ham, at der ikke blev spildt tid med at få døren åbnet. Han kunne tydeligt høre at Teller ikke var vendt tilbage alene, med mindre han havde fået et ekstra par ben.

”Belial.” Drævede Azazel, der ikke engang tog sig tid til at vende hovedet mod den nyankomne. ”Det er længe siden.”

”Azazel.” Lød svaret. ”Jeg vidste ikke at du stadig var her. Der gik rygter om at du var død.”

Azazel forholdt sig tavs med undtagelse af et lille fnys. Han krydsede armene over brystet, dels for at skjule det blotlagte ar, og vendte langt om længe sine sorte øjne mod Belial. Ligheden mellem dem var slående. Ikke af udseende, men deres udstråling var den samme; kølig og kontrolleret, tydeligvis ikke noget man burde spøge med. Deres øjne havde samme sorte farve, der afslørede deres sande jeg.

”Skal du stå der og være skadefro eller vil du sidde ned?”

Azazel skubbede den stol, der stod på den anden side af bordet, ud på gulvet med den ene fod, mens han nikkede mod den. Det lå i hans ord, at det ikke var et spørgsmål. Belial himlede let med øjnene før han skridtede gennem rummet og satte sig ned på den. Teller benyttede sig af chancen for at snige sig ud af rummet, og selvom døren lukkede tung efter ham, var der ingen der tog notits af det. Belial svingede det ene ben over det andet og lænede sig let tilbage i stolen, en handling der fik ham til at se utroligt skødesløs ud.

”Så du lever altså stadig?” Der var ingen overraskelse i hans stemme, kun en mild interesse. ”Og i den samme krop endda.”

”Jeg undervurderede en af Faustins små gøgeunger.” Azazel gav et kort fnys fra sig og viftede afværgende med hånden. ”Men han bragte mig tilbage igen, så ingen skade sket.”

Han vidste at Belial ikke købte den allerede før han havde gjort sin sætning færdig, for den andens øjne var rettet direkte mod arret, der lige kunne anes bag den arm, som han holdt ind over det. Belial hævede det ene øjenbryn, der skabte en elegant bue over hans øje.

”Det kan jeg se.” Sagde han, uden at lægge låg på sarkasmen. Han vendte dog hurtigt tilbage til sit normale toneleje. ”Men Faustin har vel fortalt dig, at jeg har fundet noget, der måske kan gavne dit lille hævntogt.” Azazel lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede ham indgående.

”Han nævnte det. Så hvad har du fundet?”

Skyggen af et smil bredte sig over Belials ellers stoiske ansigt, da han talte; ”En pige. Ava Lefent.”

 

 

”Hvad nu?”

Ava mumlede det egentlig mest for sig selv – der var ikke andre i huset end hende selv og familiens gamle, halvfede retriever. Winnie, som Ava selv havde kaldt den, traskede ud i entréen, hvor den satte sig foran døren og gav en lav brummen fra sig. Ikke ligefrem en knurren, men hunden havde heller aldrig været specielt fjendtlig. Da der igen blev banket på døren gav den et kort bjæf fra sig.

”Jeg kommer nu.” Vrissede hun for sig selv.

Hun skruede ned for lyden på fjernsynet, før hun rejste sig fra sofaen. Hun var blevet afbrudt midt i sit yndlingsafsnit af Supernatural, så hvem der end stod udenfor døren havde bare at have en god grund til at forstyrre hende. Winnie var begyndt at kradse mod døren, mens hun gav en utålmodig lyd fra sig. Ava skubbede lidt til den med en fod – hunden havde en vane med at springe op af folk, fordi den ville have opmærksomhed. Med den ene fod mod væggen, så hendes ben spærrede vejen ud for Winnie, åbnede hun døren for at se hvem det var. Hun havde regnet med et pakkebud eller en indsamler, så hun blev godt og grundigt overrasket da hendes øjne landede på den unge mand hun havde set på caféen et par dage tidligere. Han var højere end hun havde troet, men han havde selvfølgelig også siddet ned sidste gang hun så ham. Nu hvor han stod op gik hun han kun lige netop til skulderen. Hans hvidblonde hår bølgede let om hans ansigt, som den milde brise tog fat i det, og et let smil spillede på hans læber.

”Dit navn er Ava, ikke sandt?” Hans stemme var underligt blød, når man tænkte på hans højde.

Et øjeblik stod hun bare og så på ham som tryllebundet, før hun rystede en anelse på hovedet – ikke fordi hun ikke ville kendes ved sit navn, men for at tvinge sig selv tilbage til virkeligheden.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spurgte hun, men hendes stemme lød ikke så mistænksom, som hun ville have den til.

Han stak den ene hånd i lommen og fremdrog en pung, der lignede hendes egen til forveksling.

”Du glemte den her på caféen for et par dage siden.” Han viftede let med den, som for at understrege sin pointe. ”Jeg kiggede på dit studiekort for at finde ud af hvor du boede, så jeg kunne aflevere den.”

Han rakte pungen frem mod Ava, der tog i mod den med det samme. Bare for at være sikker på at der ikke var sket en fejltagelse gav hun sig til at rode den igennem, men hendes studiekort lå ganske rigtigt dernede, blandt diverse småpenge og boner.

”Jeg var ellers sikker på at jeg lagde den i min taske.” Mumlede hun for sig selv, før hun så op på den lyshårede fyr igen. ”Tak fordi du afleverede den.”

Han trak på skuldrene på en henkastet måde, der blot understregede hans skødesløse attitude. Han var tydeligvis typen, der hvilede fuldstændigt i sig selv, og bestemt ikke havde problemer med selvtilliden. Egentlig havde hun forventet et kækt svar, han lignede typen der kunne finde på det, men i stedet stod han bare og betragtede hende, med det samme lille smil på læben.

”Mit navn er Xander, for resten.”

Ava glippede et par gange med øjnene, da hun ikke lige havde regnet med at han ville sige mere, men et eller andet sted lettede det hendes humør en del, at han talte til hende. Det var som en lille sejr for hende, at en som ham gad bruge tid på hende.

”Ava.” Svarede hun, mens hun smilede akavet. ”Men det ved du vel allerede.”

Han gav en lavmælt latter fra sig, mens han nikkede. Hans latter var blød og behagelig, præcis som hans stemme. Han havde charme, det kunne hun bestemt ikke benægte, men normalt lod hun sig ikke fortrylle på denne måde. Men der var et eller andet ved ham der var… Anderledes. Måske var det kombinationen af sorte øjne og det helt lyse hår, de elegante ansigtstræk, eller måske var det bare hans stemme.

”Ja, det ved jeg jo.” Sagde han, med et lille nik. Et kort øjeblik tøvede han, det første tegn hun havde set på usikkerhed hos ham, før han fortsatte; ”Ville du have noget imod at jeg kom indenfor?”

Normalt ville hun have sagt ja. Ja, hun havde noget imod det. Men selvom hendes hjerne skreg til hende, at det var det hun skulle svare, endte hun med at ryste på hovedet. Selvom hun ikke kendte ham havde hun ikke den bange anelse hun plejede at have når det kom til fremmede. Hun trådte lidt til side, så han kunne komme indenfor.

Xander havde knap sat en fod over dørtrinnet, før Winnie viste en perlerække af skarpe tænder, mens en lav knurren rungede fra hendes strube. De så begge to på hunden med opspilede øjne – Xander af overraskelse, Ava af ren vantro. I de fem år familien havde haft hunden, havde hun aldrig hørt den knurre. Hun så hurtigt på Xander med et undskyldende smil, før hun åbnede døren til bryggerset og gennede hunden derud. Den gav en utilfreds lyd fra sig da hun lukkede døren på klem og satte sig på hug i mellemrummet mellem døren og karmen.

”Du får ikke lov til at ødelægge det her for mig, Winnie.” Mumlede hun til den, før hun rejste sig fra sin plads og lukkede døren.

Hun vendte sig om, men Xander var ingen steder at se. Med et lidt forvirret udtryk gik hun gennem entréen og videre ind i køkkenet. Hendes let rynkede bryn blev hurtigt erstattet af et lille, tamt smil, da hun fik øje på ham i køkkenet. Han stod ved køleskabet og så på de familiebilleder, der var hængt op på apparatet med multifarvede magneter. Da hun nærmede sig blegnede hendes smil dog en anelse, for nu hvor hun kunne se hans ansigt, kunne hun også se hvordan foragten lyste ud af hans øjne.

”Xander?” Hun kunne selv høre hvor stille og ynkelig hendes stemme var, men der var et eller andet ved hans udtryk der skræmte hende.

Han vendte ikke hovedet, så end ikke på hende, og han svarede hende heller ikke. Den foragt, der lyste ud af hans øjne, forsvandt lige så langsomt, men i stedet blev det erstattet af et koldt smil, der overhoved ikke nærmede sig det udtryk han havde haft tidligere. Af ren refleks trak Ava sig væk fra ham.

”Mennesker er generelt nemme at snøre, men du…” Han holdt en pause, mens han vendte hovedet mod hende, så han kunne se ordentligt på hende. ”Du er godt nok et pragteksemplar. Jeg behøvede bare at se dig i øjnene en enkelt gang.”

Ava så på ham med et forvirret udtryk. Hun havde selv tænkt over hvorfor hun havde så stor en svaghed for ham, men hun forstod alligevel ikke hvad han talte om. Hun måtte have set helt fortabt ud, for han trådte et lille skridt hen mod hende, mens han gav et latterfnys fra sig.

”Det er et ganske simpelt trick.” Sagde han, med en tålmodighed der virkede uendelig. ”De fleste af os kan det. Når vi ser et menneske i øjnene kan vi manipulere dem, uden de opdager det. Det er ikke svært, men i dit tilfælde behøvede jeg næsten ikke at gøre noget.”

Han nærmede sig igen, og hun trak sig et skridt baglæns. Hun kunne mærke væggens kolde overflade mod sin ryg, og hun vidste, at hun ikke kunne komme længere væk fra ham. Han var tæt på nu, alt for tæt, og han rakte den ene hånd ud og lod sine fingrer glide ned over hendes kind. Da han trak den til sig kunne hun se lange, skarpe negle vokse sig frem fra hans fingrer. Hun spærrede øjnene op og så på ham.

”Hvem…” Hun standsede midt i sætningen for at ændre sit spørgsmål. ”Hvad er du?”

Han lænede sig ind mod hende, og hans ånde kildede mod hendes hals. Det gav hende en isnende følelse, selvom hans ånde var varme. En lavmælt latter undslap hans læber.

”Jeg ved at du kender mit navn.” Sagde han med en silkeblød stemme, der gav hende bange anelser. ”Du ved hvad jeg er. Mit navn er Belial.”

Hun stivnede, og et øjeblik var hun sikker på, at selv hendes hjerte stod stille. Den eneste lyd hun kunne høre, var lyden af Winnies klynken, mens den kradsede mod døren. Hun var ikke sikker på at døren kunne holde til den behandling i længden, men lige nu var hun helt ligeglad. Hun trykkede sig op af væggen, selvom hun vidste at det ikke hjalp noget, mens hun så ind i Belials sorte øjne.

”Dæmon.” Hviskede hun panisk for sig selv.

Han lo over hende endnu engang, men han holdt sig på afstand denne gang. Om man kunne kalde det ’afstand’ kunne vel diskuteres, for der var ikke meget mere end centimeter mellem dem, men i det mindste rørte han ikke ved hende længere.

”Du skal ikke være bange, Ava.” Sagde han med en lokkende, næsten forførende stemme. ”Jeg er her ikke for at gøre dig ondt. Jeg er her for at fortælle sandheden.”

”Dæmoner lyver.” Hun følte sig overhoved ikke så modig som hun lød. ”Hvorfor skulle jeg stole på dig?”

”Jeg har ingen grund til at lyve for dig.” Svarede han, stadig i den samme tone. ”Du er vigtig, Ava, meget vigtigere end du selv ved. Agnus Dei. Jeg vil aldrig lyve for dig.”

Hun så på ham med et mistroisk blik. Hun havde hørt navnet Belial mange gange før, og hun kendte skam betydningen bag det navn. Belial var herren over falskhed og korruption. Hun vidste at hun ikke kunne stole på et eneste ord der krydsede hans læber.  Men på den anden side havde han ikke gjort hende ondt. Hvis han ville skille sig af med hende havde han gjort det allerede. Og det skadede vel ikke at høre hvad han havde at sige.

”Jeg lytter.” Hendes stemme dirrede kun ganske let, når man tog i betragtning at hele hendes krop rystede.

”Dygtig pige.” Den sleske tone i hans stemme gjorde hende dårlig. ”Der er en del ting du aldrig har fået at vide, er der ikke? Christian var allerede ude for rækkevidde før du vidste at han fandtes. Men alt hvad du har fået at vide om ham er løgn, Ava.”

Hun svarede ham ikke. Hun havde en klump i halsen, der forhindrede hende i det. I stedet lukkede hun øjnene og håbede inderligt at han ville fjerne sig fra hende, men han rykkede sig ikke en tomme. Hun bandede indvendigt.

”Jeg ved ikke hvad du taler om.” Fik hun fremstammet. ”Daniel sagde…”

”Daniel tog fejl. Du skal ikke bebrejde ham, Ava, han ved ikke bedre. Han tror at Christian er død. Men han tror selvfølgelig også, at det var ham selv, der slog ham ihjel. Han var tæt på, men han fik ikke taget livet helt af din bror.”

Ava kunne mærke hvordan tårerne begyndte at løbe ned over hendes kinder, selvom hun kæmpede imod. Hun havde lyst til at skrige, til at fortælle Belial at han var en løgner, men der kom ikke andet end en hæs, klynkende lyd ud mellem hendes læber.

”Det er sandheden, lille lam.” Hvislede Belial nådesløst. ”Daniel Le Bow prøvede at slå din bror ihjel.”

Han havde knap færdiggjort sætningen før der lød et brag fra entréen og få sekunder efter gav Belial et halvkvalt skrig fra sig. Han tumlede bagud mens en dyb knurren gav genlyd i køkkenet. Ava stod med ryggen trykket mod muren og stirrede på scenariet foran sig; Winnie var brudt ud gennem døren til bryggerset, og havde sat tænderne i Belials ene læg. Hunden snerrede, mens den rev dæmonen baglæns, formodentligt for at beskytte Ava. Uden at tænke videre over tingene greb Ava sin taske, der som altid stod på stolen ved spisebordet, og for forbi Belial, der stadig prøvede at få vristet hundens kæber fra hinanden. Hun styrtede gennem entréen og flåede hoveddøren op, som om fanden var i hælene på hende – hvilket også næsten var tilfældet. Hendes fødder ramte trapperne i opgangen med et hårdt klask hver eneste gang, men hun kunne stadig høre det gennemtrængende hyl af smerte, der lød gennem den åbne dør. Hun standsede automatisk op og så tilbage. Der var blevet uhyggeligt stille – Winnie knurrede ikke længere, og Ava vidste kun alt for godt hvorfor.

”Undskyld, Winnie…” Hviskede hun hæst for sig selv, før hun fortsatte videre ned ad trappen i en rasende fart. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, men hun blev nødt til at komme væk herfra. Med det samme.

 

 

Regnen slog hårdt mod vinduerne i butikken. Pålandsvinden skubbede til den, slyngede den næsten ind mod den lille, lurvede bygning. Som han stod ved vinduet og så ud på den grå og triste himmel, der ikke så ud til at ville lysne indenfor den nærmeste fremtid, virkede hans ellers livlige gyldne øjne næsten døde. Det var som om et let lag af støv lå hen over hans irisser.

Det var ved at være sent, så Daniel regnede ikke med at se flere her i dag. Regnen havde også gjort sit for at holde folk indendørs, men en enkelt kunde eller to havde han da haft i butikken. Til dagligt var det ikke ligefrem fordi det væltede med købelystne mennesker, for butikken var hverken stor eller prangende, og den lå i en lille by, der hovedsageligt var beboet af familier med teenagebørn. Det var de færreste af dem, der interesserede sig for litteratur, så der var som regel stille i butikken. Det var ikke ligefrem en overskudsforretning, men hans husleje var lav, så han tjente hvad han skulle bruge. Men heller ikke mere end det.

Der var ikke noget at sige til, at han blev overrasket da den klare lyd af dørklokken kløvede luften. Et øjeblik bevægede han sig ikke, for det måtte bestemt være noget han bildte sig ind. Men da han vendte hovedet og så over mod døren stod der rigtigt nok en drivvåd skikkelse. Han havde slukket lyset i butikken, overbevist om at han kunne lukke tidligt på grund af regnen, og lyset fra gadelygterne gjorde det derfor svært for ham at se personen ordentligt. Han eller hun var ikke meget mere end en sort aftegning mod det falske gule lys, der faldt ind gennem de store udstillingsvinduer. Det at personen havde en bred hætte trukket op over hovedet hjalp ikke ligefrem hans sag.

”Kan jeg hjælpe dig?” Han kunne sagtens selv høre at hans stemme var mere træt end imødekommende, men her på det sidste havde han ikke ligefrem haft energi eller overskud til ret meget.

Han fik intet svar, hvilket fik ham til at rynke brynene en anelse – ikke på grund af uhøfligheden, men fordi det gav ham en bange anelse. I bund og grund var han vel paranoid, men han havde lært at holde sig på den sikre side med den slags. Den nyankomne så ud til at se sig omkring, før han trådte længere ind i butikken. Han gættede på at det var en ung mand på grund af højden og de bredde skuldrer. Han bevægede sig længere og længere ind til han stod ved disken, og Daniel kunne mærke hvordan hans hjerte sank. Han havde efterladt Christians notesbog på disken, åbnet på den første dobbeltside. Hans blik var fæstnet ved den fremmede, og han var klar over at han måtte se ret anspændt ud, idet et par lange, blege hænder lukkede sig om notesbogen og løftede den fra bordpladen. Stilheden i den lille butik gjorde bestemt ikke den isnende følelse Daniel havde bedre. Han havde det som om iskoldt vand flød gennem hans årer i stedet for blod. I sidste ende genvandt han stemmens kraft og rømmede sig.

”Kan jeg hjælpe dig?”

Da han gentog spørgsmålet var det som om den fremmede lagde mærke til ham for første gang. Han lagde notesbogen fra sig på bordet i en nænsom bevægelse, som om den var lavet af glas. Han vendte sig om mod Daniel, lige så langsomt, mens han trak hætten væk fra sit ansigt. Det gullige lys der nu faldt på ham, i stedet for at oplyse ham bagfra, afslørede et ungt ansigt. Hans hud var lys, i skarp kontrast til det sorte hår, der faldt ned om hans ansigt, og Daniel mærkede et ubehageligt stik i hjertet ved minderne det bragte frem. Men da hans blik mødte den fremmedes blev det revet fra ham. De mørke, næsten sorte øjne vækkede den iskolde følelse i ham igen, og selv ikke da den fremmede smilede forsvandt den.

”Jeg leder efter noget.” Svarede han i en ganske indbydende tone. ”Jeg tænkte at du måske… Lå inde med det.”

Daniel flyttede sig ikke, selvom han normalt var mere imødekommende overfor sine kunder. Der var et eller andet ved den unge mand der ikke stemte. Han ville have sagt de mørke øjne, men den fremmede virkede alt for menneskelig i sin opførsel til, at det kunne være dét. Måske var det bare fordi han var træt og fordi han var begyndt at blive paranoid med årene. Daniel gav et lille suk fra sig, mens han trak let på skuldrene.

”Hvad leder du efter?”

Han brød sig bestemt ikke om det smil der bredte sig over den fremmedes læber. Den unge mand havde umiddelbart virket som en nogenlunde behagelig person, men der var noget ved hans smil der var helt forkert. Den måde han lige netop blottede sine hvide tænder fik Daniel til at tænke på et rovdyr, som om den fremmede stod og snerrede. Der var noget dødbringende over ham, som Daniel ikke havde set længe, og som han helst ville have undværet resten af sit liv. Han kunne ikke fordrage den slags mennesker – de mindede ham om ting han helst ville glemme.

”Informationer.” Lød svaret.

Den unge mand nærmede sig lige så stille, formodentligt fordi han selv var blevet stående. Daniel kunne mærke hvordan de små hår i nakken og på hans arme begyndte at rejse sig. Uanset hvem den fremmede var, og lige meget hvor uskadelig han så viste sig at være, gav han stadig Daniel dårlige nerver. Den fremmede standsede et par skridt fra ham, og Daniel lagde mærke til, at manden var højde med ham selv. Stilheden der hang imellem dem afslørede tydeligt, at den fremmede forventede et svar, men Daniel sagde intet. Han kunne ærlig talt ikke se hvad der var at svare på.

Den unge mand foran ham var tydeligvis ikke tilfreds, hvilket hans suk også afslørede. Stilheden varede noget tid endnu, før den fremmede lagde armene over kors. Hans smil blegnede og i stedet så han på Daniel med et forholdsvist køligt og afmålt blik.

”Jeg ved at du ikke er meget for at tale om fortiden, Daniel, men du er den eneste der har de informationer jeg skal bruge.” Hans udtryk blev mere og mere seriøst, hvilket fik ham til at se ældre ud. ”Informationer om dæmonen Azazel.”

Det var først da hun sad i toget at det hele begyndte at gå op for hende. Det var næsten som om det væltede ned over hende, som en bygning, der faldt sammen om ørerne på hende. Der havde været en dæmon i hendes hus. Det lød helt vanvittigt nu hvor hun sad og tænkte over det. Der havde været en dæmon i hendes hus, og han havde dræbt hendes hund. Hun lod sig synke tilbage i sædet, mens hun prøvede ikke at tænke over det, for hun var ikke sikker på at hun kunne overkomme det lige nu.

Da hun drejede hovedet for at se ud af vinduet blev hun mødt af sit eget spejlbillede i stedet. Mørket var faldet på udenfor, så hun kunne tydeligt se sig selv i ruden. Hun var blegere end ellers og hun kunne stadig se frygten i sine egne øjne. Hun var ikke ligefrem bange længere, men angsten hang stadig i hende – hvad hvis han var fulgt efter hende?

Under alle omstændigheder kunne hun ikke tage hjem. Ikke det næste stykke tid i hvert fald. Lige så snart hun var kommet ombord på toget og var faldet lidt ned havde hun prøvet at ringe til sin mor. Der var ingen der tog telefonen, men hun havde forklaret situationen på hendes telefonsvarer, dog uden at nævne noget om mørk magi eller dæmoner. I den version hun havde liret af sig nævnte hun Belial som Xander, og fortalte at han havde prøvet at stjæle noget. Hun kunne lige forestille sig hvordan hendes mor havde reageret, hvis hun havde fortalt hele sandheden. Ava havde med vilje ikke nævnt hvor hun var på vej hen, for hun ville ikke have at andre vidste det. Især ikke hendes mor. Selv havde hun ikke lyst til at tage derhen, men lige nu havde hun ikke andre muligheder. Daniel Le Bow havde desuden en hel del at forklare.

 

Latin:

Agnus Dei – Guds lam.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...