Den Stille Piges Øjne

Jeg styrer dit liv.
Det er ikke bare sådan at jeg har en hvis indflydelse på hvad der sker. Nej, jeg styrer dig fuldstændigt. Du kan ikke løbe fra mig, ikke flygte fra din skæbne for jeg ejer dig.
Med hud og hår.
Kød og blod.
Krop og sjæl.
Du er min.
Min.
Min.
MIN.

5Likes
22Kommentarer
1411Visninger
AA

3. KAPITEL 2

”Hej mor! Jeg er hjemme!” Dit råb lyder højt og tomt i huset. Du smækker døren bag Mathilda og i går sammen fra bryggerset ind i jeres lille mintgrønne køkken. ”Hvor fanden er hun?” Mathilda kalder på dig henne fra køkkenbordet. Der ligger en seddel skrevet med din mors sædvanlige venstrehældende skrift. Du tager sedlen op, sætter dig på spisebordet og læser den hurtigt højt:

Hej min egen. De ringede ovre fra kontoret. Jannie er blevet syg så de spurgte om jeg ikke kunne hjælpe til indtil de har fundet en vikar for hende. Der er pasta i køleskabet og jeg har lige lavet boller (de står på en bageplade henne på bordet med et viskestykke over) Jeg vil ikke have at du går nogen steder. Jeg er hjemme klokken 5. Kys mor.

”Skønt!” Mathilda slår begejstret hænderne sammen. ”Så har vi hele huset for os selv til hun kommer hjem!” Du står et øjeblik og kikker på teksten. Hej min egen… ”Jep, men du bliver nød til at smutte inden hun kommer hjem så hun ikke opdager at jeg har haft besøg ude fra den farlige verden!” Du vrænger ansigt og siger de sidste to ord med rystende stemme som om du er ved at dø af skræk. Mathilda griner.

Kvart i fem står du i hoveddøren og vinker farvel til Mathilda der løber ned ad jeres havegang og forsvinder ud på gaden. Halv syv en din mor endnu ikke kommet hjem. Kvart over syv griber du din jakke og spurter ned ad havegangen, springer over lågen og løber så hurtigt du kan hen ad det mørke fortov mens gadelamperne langsomt tændes bag dig.

Den kontorbygning hvor din mor arbejder er en strømlinet glasmontrum af et højhus der truende tårner sig op over dig. Da du ringer på i samtaleanlægget sker der først ingenting, så går de mørke glasdøre pludselig op og en buttet dame med gråt krøllet hår og en hæs stemme der tyder på lidt for mange cigaretter kommer ud. Du spørger hende straks om hjælp til at finde din mor. ”Pernille Hawkens siger du? Og hvad var det, du sagde du hed?” Du fortæller hende dit navn, åndeløs efter den lange løbetur gennem de tusmørke gader. Hun rynker panden. ”Kom indenfor så ser jeg om jeg kan finde ud af i hvilken afdeling din mor arbejder.”   Hun følger dig gennem nogle lange ens gange der ligger hen i halvmørke, ind i en lille hvid elevator der brummer stille mens den løfter jer op og op og op og –

Pigen vågner skælvende op. Et sekund kan hun høre en svag brummen som et ekko før også det glider bort og efterlader hende her i det hvide fængsel. Hun ligger i fosterstilling midt på det hvide gulv, omgivet af tårnhøje hvide vægge. Der er ingen andre farver end hvid. Hvid alle steder. Hvidt, hvidt, hvidt. Et lys.    En isblå lyskegle falder pludselig gennem det hvide rum og tegner en cirkelrund flade af blåt lys på det hvide gulv. Hun vender rystende hovedet og stirrer en stund bare stumt på det ny opdukkede lys. Hendes splittede hjerne kan ikke kaperer at det hvide mentale fængsel hun har befundet sig så længe i pludselig bliver ændret. Brudt. Farvet. Oplevelsen af det blå lys er næsten nok til at lamme hende og længe ligger hun bare og stirrer på lyset højt, højt oppe. En pludselig tanke slår ned i hende. Hvis lyset – der bestemt ikke var der før – pludselig kommer til syne nu, må der være noget uden for dette rum.     Pigen begynder at hamre på væggen, hårdt, desperat, og en lille luge i væggen går –

… op. Brummelyden standser og det samme gør elevatoren. Du og den buttede dame træder ud på endnu en af de kedelige gange, men på gulvet af denne ligger et langt orange, loddent gulvtæppe. Der er også en masse grå døre spredt med lige meget mellemrum ned ad gangen. På hver dør er der et lille skilt hvor der med sort skrift står et navn. ”Pernille Hawkens. Det er her min ven.” Den småbuttede dame peger på en dør på venstre hånd der ligner de andre på en prik, bortset fra at din mors navn står på den. ”Mange tak.” Siger du. Da kvinden er gået tilbage ind i elevatoren banker du tøvende på. Lyden af knoer mod hård finérdør giver genlyd ned af gangen og får dig til at føle dig som det eneste menneske i hele den kolde glasbygning.  Ingen svarer. Du banker på igen. Stadig intet svar. Du tager i håndtaget og åbner langsomt døren; den går op uden en lyd. Det første der slår dig da du træder ind i kontorlokalet er…

Hvidheden bliver atter brudt af den optrukne luges sorte gab. Pigen skriger og trækker sig tilbage, væk fra den nye truende fare. Det er først da hun skriger og lyden skærer sig gennem stilheden at hun opdager at det forhadte skrig fra før var hendes eget. Hun bliver siddende klemt åndeløst op af den modsatte væg i hvad der føles som flere timer, dage, år, før hendes hjerne begynder at accepterer den nye brydning af det hvide rum. Hun tør stadig ikke nærme sig tomheden, men hun tør heller ikke se væk et eneste sekund. Det er ufatteligt, malplaceret. Som et paradoks. Umulig og dog findes den stadig for at genere hjernen. Selvom hun hader det hvide fængsel der holder hendes krop og sind fanget er hun slet ikke stærk nok til at forholde sig til hvad der nu end kan befinde sig uden for den hvide cylinder hun er fanget i. Ja, indtil nu havde hun glemt at der fandtes noget udenfor det hvide rum med de tårnhøje vægge, men nu husker hun. Hun husker –   

… bogen på bordet. Det er jeres familiefotoalbum. En tung sort sag med billeder fra alle jeres ferier og glade stunder sammen. En skælven løber igennem dig for den… den virker så… Malplaceret. Ja, så malplaceret i det totalt ukendte og for øvrigt mennesketomme rum med det store hvide skrivebord. Fotoalbummet, som du har kikket i så tit sammen med din mor og som er fyldt med billeder fra hele dit liv hører ikke til her. Det hører til hjemme på reolen mellem den store røde ordbog og den udskårne bogstopper fra Tyskland. At se den her er som at… gå tur i en total fremmed by for så at dreje om et hjørne og se sit eget hus ligge nede for enden af gaden. Forkert. Du træder langsomt og med en kold følelse indeni hen til skrivebordet og fotoalbummet. Læderindbindingen er glat af slid i kanten, men dejlig velkendt under dine fingre. Du åbner albummet, fjerner den første side hvor der, med din mors håndskrift står: Familien Hawkens fotoalbum. Ser ned på billederne… Og skriger.

… en pige. En lys, nærmest gennemsigtig pige med albinotræk. Glimtet er væk næsten inden det har vist sig og pigen stirrer igen på lugens sultne gab. Hullet har ikke ændret sig det mindste, men mørket fylder hende ikke længere med frygt. Hun kravler hen over det hvide gulv, passer på med ikke at strejfe det blå lys, og sætter sig på knæ foran den kulsorte åbning. Den er lille. Slet ikke så stor som den frygt hun før nærede for den gjorde den til. Ikke stor nok til, at hun kan mase sig igennem, men hun stikker alligevel hånden og resten af armen ind i intetheden. Et skrig runger pludselig i det cylinderformede fængsel og hun river armen til sig. Det er et skrig fuldstændig magen til det der plagede hende før, men dette er ikke hendes eget. Og dog lyder det som hende. Det er hendes stemme der som et forsinket ekko kommer tilbage for at plage hende endnu engang. Men nej. Hun kniber læberne hårdt sammen, ignorer skriget der atter borer sig igennem hendes hjerneskal som en syl; truer med at slå hende ud, og griber ind i mørket. Hendes famlende hånd får fat i noget og hun trækker det ud fra mørket. Der er –

Alle billederne. De er væk. I stedet er de blevet erstattet af en serie billeder taget i fugleperspektiv af en nøgen pige der krummer sig sammen på bunden af et hvidt cylinderformet hul. Pigen er knogletynd og ligger med ryggen vendt op mod kameraet og armene slået om sig selv som er hun bange for at gå fra hinanden. Du bladrer panisk gennem fotoalbummet. Ønsker at finde bare ét velkendt billede af dig og din mor på Mallorca eller i haven, men der er kun billeder af den samme ynkelige pige. Det virker som om billederne er taget med få millisekunders mellemrum for da du panisk har fået bladret dig halvvejs gennem albummet begynder pigen at vende sit ansigt langsomt op mod det kamera der har taget billederne. Nederst på højre side i højre hjørne er det formodentlige sidste billede hvor håret kan skjule hendes ansigt. På næste side vil du kunne se hendes træk og hendes øjne… Du vender siden. Og skriger endnu engang.

… en bog. En lille tynd bog, ikke bredere end hendes lillefinger. Forsiden viser en stor blå stjerne i et himmelhav af hvirvlende galakser. En tid sidder pigen bare og ser ned på bogen i sin hånd. Hun mindes aldrig at have set en før, men alligevel ved hun hvad det er, og hvad den skal bruges til. Hun ved også hvad forsiden forstiller selvom stjernerne er så forfærdelig langt væk. Hun kan ikke lade være med at sammenligne den smukke blå stjerne på bogens forside med det skarpe isblå lys i cylinderens loft. Sammenligningen gør udslaget. Det er den blå stjerne hun vil se. Hun åbner bogen og begynder at læse den elegante håndskrift.

”Klokken er altså næsten otte… skal du ikke i skole i dag?” Din mor kommer ind fra stuen. Hun har været i bad og hendes hud er stadig lyserød af det varme vand. Hendes mørkerøde hår er skjult under en turban lavet af et halvvådt håndklæde og hun har ingen strømper på. ”Shit!” Du springer op fra stolen hvor du har siddet og nippet mekanisk til en skål bløde cornflakes og styrter ud i jeres lille gang hvor du griber din skoletaske og flår en tilfældig jakke ned fra knagen henne ved døren. Din mor har fulgt efter dig ud i gangen. Hun står og læner sig op af dørkarmen med et meget irriteret udtryk i ansigtet. ”Du lever i din egen verden! Hvis du ikke snart tager dig sammen ender det med – ” ”Hej hej mor!” Du skynder dig at stoppe hendes påbegyndte svada og kysser hende hurtigt på kinden inden du styrter ud af hoveddøren. ”Du kommer lige hjem efter skole! Ikke noget med at tage hjem til Mathilda! Og hold din mobil åben så jeg kan få – ” Du vender dig om og vinker til hende, så springer du over lågen og løber ned af vejen mod skolen.

Pigen gribes af en strøm af billeder og pludselig er hun et helt andet sted. Et lokale med et stort hvidt skrivebord og hun stirrer lige ned på –

Det er dig selv. Dig selv som udmagret forgrædt vrag. Dine øjne er indsunkne og der er mørke skygger under dine kindben. Munden, der står åben i chok, er et sort krater mod ansigtets kridhvide oval og håret hænger i fedtede, uredte lokker fra din isse. Du føler dig svimmel. Hvordan kan nogen tage billeder af mig et sted hvor jeg aldrig har været? ”Fordi jeg ejer dig.” Du vender dig langsomt om. I døråbningen står Asa med det hvidblonde hår som et stjernefald ned ad ryggen og stirrer manisk på dig med de røde øjne. ”Jeg ejer dig. Jeg er Gud over dit liv.” Hun kommer nærmere og nærmere og pludselig holder hun en tynd bog op. En tynd bog med en blå stjerne på forsiden. ”Kan du se? Jeg holder dit liv i mine hænder. Du er min… MIN…”    

Jeg ejer dig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...