Den Stille Piges Øjne

Jeg styrer dit liv.
Det er ikke bare sådan at jeg har en hvis indflydelse på hvad der sker. Nej, jeg styrer dig fuldstændigt. Du kan ikke løbe fra mig, ikke flygte fra din skæbne for jeg ejer dig.
Med hud og hår.
Kød og blod.
Krop og sjæl.
Du er min.
Min.
Min.
MIN.

5Likes
22Kommentarer
1410Visninger
AA

2. KAPITEL 1

”Klokken er altså næsten otte… skal du ikke i skole i dag?” Din mor kommer ind fra stuen. Hun har været i bad og hendes hud er stadig lyserød af det varme vand. Hendes mørkerøde hår er skjult under en turban lavet af et halvvådt håndklæde og hun har ingen strømper på. ”Shit!” Du springer op fra stolen hvor du har siddet og nippet mekanisk til en skål bløde cornflakes og styrter ud i jeres lille gang hvor du griber din skoletaske og flår en tilfældig jakke ned fra knagen henne ved døren. Din mor har fulgt efter dig ud i gangen. Hun står og læner sig op af dørkarmen med et meget irriteret udtryk i ansigtet. ”Du lever i din egen verden! Hvis du ikke snart tager dig sammen ender det med – ” ”Hej hej mor!” Du skynder dig at stoppe hendes påbegyndte svada og kysser hende hurtigt på kinden inden du styrter ud af hoveddøren. ”Du kommer lige hjem efter skole! Ikke noget med at tage hjem til Mathilda! Og hold din mobil åben så jeg kan få – ” Du vender dig om og vinker til hende, så springer du over lågen og løber ned af vejen mod skolen.

Mathilda har spærret en plads til dig og du når lige akkurat at smække din slidte skuldertaske op på bordet og slå røven i sædet inden Mr. Gregony træder ind af døren. Hans smalle ansigt og spinkle figur får ham til at se udsultet og vissen ud, men det er du vandt til, for… for… fo… fo… f… f… f…–

Et skrig. Et uhyggeligt, langtrukkent, pinefuldt skrig. Pigen ligger med de nøgne tynde arme slået om resten af hendes nøgne tynde krop og ryster. Det kridhvide rums kridhvide vægge rejser sig truende over hende, læner sig ind over hende, truer med at knuse hende. Skriget bliver bare ved og ved og ved og –

… det er du vandt til, for det er Mr. Gregony i har til både dansk, historie, religion og tysk. ”Godmorgen børn.” Hans knirkende stemme er så tør at den burde stemples som brandfarlig. Du gaber diskret. Det føles allerede som om du har været i skole i flere dage, og timen er ikke engang begyndt endnu. Det bliver vist en meget lang dag.

Men selv lange dage ender engang, og du og Mathilda følges ad hjem fra skole. Asa går bag jer som en ekstra skygge, tilsyneladende i sine egne tanker, men det er selvfølgelig aldrig godt at vide med Asa. Hun er en lys pige, næsten gennemsigtig med et drømmende udtryk i ansigtet og en knoglet krop. Mange af drengene i klassen er sikre på at hun er albino, men den har du aldrig rigtig troet på… og så alligevel. Hendes øjne har faktisk et rødligt skær i noget lys. Hun siger aldrig noget medmindre hun bliver spurgt direkte og selv da er hendes svar korte og uden noget man kan arbejde videre på, hvis man vil starte en samtale. Derfor er der ikke så mange der snakker med hende mere… ikke at hun ser ud til at have noget imod det, tværtimod, hun virker godt tilfreds med sin anonyme tilværelse. ”Kommer du ikke over efter maden? Jeg har lige fået den film hjem jeg bestilte over nettet… vi ku’ se den sammen hvis du havde lyst?” Du trasker mismodigt videre, pludselig ubehagelig bevidst om Asa bag dig. ”Det lyder vildt hyggeligt, men min mor har et af hendes flip… ” Du skærer en utilfreds grimasse. ”Jeg kan snart ikke gå op af trappen længere uden at hun er bange for at jeg skal glide og brække halsen… hun har forbudt mig at se nogen.” ”Hvor er det øv.” Mathilda klapper dig fortrøstningsfuldt på skulderen. ”Hun kommer over det. Efter at min mor havde læst en artikel om brystkræft gennemsøgte hun hele mit toiletskab og smed alt ud med bare ét gram kræftfremmende stads i. Hun forbød mig at bruge min mobil en måned fordi hun var bange for strålerne.” Mathilda ler og du kan ikke lade være med at føre dig lidt bedre tilpas. Måske er det bare et stadie alle mødre skal over. Måske er alle mødre bare bange for at miste deres børn. En ubehagelig prikken i nakken minder dig om Asa. Du vender dig om. ”Skal du ikke hjem?” Din skarpe vrissen ser ikke ud til at have nogen effekt på Asa. Hun har de samme ansigtsudtryk som altid, selvom der er noget med hendes øjne der et kort sekund generer dig. ”Jo.” Du vender irriteret øjne af hendes sædvanlige umeddelsomme facon. ”Hvorfor følger du så efter os? Du bor nede i den anden ende af byen!” Mathilda blander sig. ”Du må meget undskylde,” Hun lyder ikke det mindste undskyldende, men du er ligeglad, ”men det er altså lidt stressende at du vader lige i hælene på os hele tiden Asa… især når du ikke engang har noget at gøre her.” ”Min fars andet hus ligger nede for enden af gaden.” Det er nok den længste sætning du har hørt Asa sige i et åndedrag. ”For enden af min gade?” Din stemme er stadig vrissen. Du er i dårligt humør over den ødelagte videoaften og lader det gå ud over Asa… som sædvanligt. ”Hvor mange huse har i lige?” Hun ser underligt på dig og det tager en rum tid inden hun svarer. ”Vi ejer mange ting.”

”Vi ejer mange ting.”

Ordene vækker pigen af den smertedøs det konstante skrig har henlagt hende i. Skriget er der stadig, højt og gennemtrængende og hun ønsker at stikke fingrende i ørene og lukke lyden ude, men hun tør ikke give slip på sin rystende krop af frygt for at hun skal falde fra hinanden. At de skrøbelige mure hun har stillet op omkring sin forstand skal styrte i grus og efterlade hende som en hudskal af angst. Hun kan mærke skriget trænge igennem hendes hjerne som en syl der langsomt gennemborer en kokosnød så al kokosmælken løber ud. Hun kan mærke bevidsthedsfølelsen sive væk og kaste hende ud i –

”… mange ting.” ”Nå,” Mathilda ser ikke synderlig imponeret ud. ”Det var da godt for jer.” Asa smiler et lille vidende smil som virker totalt malplaceret og drejer stille om på hælen og går ned af fortovet, væk fra dig og Mathilda. Asa har en helt bestemt måde at gå på; en lille smule foroverbøjet, næsten lidt krympende som om hun ikke rigtig har lov til at være her. ”Hun er altså ikke helt normal.” Mumler Mathilda til dig mens i står og ser efter hende. Du ryster på hovedet. ”Det er hun helt sikkert ikke. Sagde hun ikke lige at hendes far havde et andet hus for enden af gaden? Hvorfor går hun så den modsatte vej?” ”Fuck det.” Siger Mathilda muntert og trækker dig efter hende forbi de velklippede ligusterhække og små plankeværk. ”Nu tager vi hjem til dig. Det kan din mor da ikke have noget imod!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...