Keep Holding On - Justin Bieber

’I tirsdags, d. 24 december forsvandt Jolana Morgan. En livlig pige, der altid havde et smil på læberne. Hendes forældre er fuldkommen ude af sig selv, og er ekstremt bekymrede, og det samme er kæresten, Justin Bieber. Ingen ved, hvor hun er, eller hvad der er sket. Er det måske et selvmord, eller er hun blevet kidnappet? Mange undersøger sagen, men indtil videre er ingen sikre på noget’

85Likes
304Kommentarer
12457Visninger
AA

13. Justins synsvinkel

”Jeg går ud og leder efter hende” sagde jeg bestemt til min mor som det første, da jeg mødte hendes blik. Hun sad og dovnede i sofaen, hvor jeg lige var stået op og havde fået tøj på. Jeg ville simpelthen ikke vente længere, jeg ville finde Jolana i dag. Hun havde været væk for mig i fire dage, selv om det alligevel ikke var særlig lang tid, føltes det længere, når man vidste, hvorfor hun var væk. Det ville have været anderledes hvis hun var på ferie, for så ville jeg vide hvor hun var, og hvilket tidspunkt jeg kunne se hende igen. Det var nok det der gjorde mig aller mest bekymret ved denne her situation. Jeg vidste ikke hvor hun var, eller hvornår jeg ville se hende igen. Dog var jeg overbevist om, at jeg ville se hende igen, men hvad nu hvis hun var kilometer væk, og måske i et helt andet land? Det kunne jeg ikke lige se være sket, men man kunne aldrig vide.  

”Justin, det er for farligt” beklagede min mor sig med, og rejste sig fra sofaen og slukkede tv’et. Hun slentrede hen til mig, og krammede mig hårdt. ”Jeg ved du savner hende, men lad nu please politiet klare denne her” smilede min mor til mig, mens hun aede mig i håret. Jeg sukkede. Det ville sikkert tage en evighed, om det så var politiet eller jeg, som gik ud efter hende. Men hvad nu hvis jeg begav mig igennem tunnelen i dag, og fandt hende! Det kunne jo være helt fantastisk, og det ville redde mit liv, hvis jeg gjorde.

”Fint” sagde jeg stille og irriteret, uden jeg mente det. Jeg ville gå ud og lede i dag, om jeg så selv ville blive kidnappet, jeg var ligeglad. Bare jeg kunne se Jolana, og måske få hende med hjem. Det hele var bare så hårdt, og det var svært at holde til.

Det var blevet omkring frokosttid, og det var nu jeg ville gå. Komme forbi min mor og ud og lede efter Jolana. Det var det jeg mest havde lyst til, og det var det jeg ville gøre. Selv om jeg nu løj for min mor, var det det værd. Hvad nu, hvis jeg var så heldig at finde hende? Hvis hun var tæt på mig, og jeg om kort tid kunne mærke hende i mine arme. Noget af det jeg savnede, så det var bare om at komme derud. Min mor var heldigvis taget over til en veninde, så ingen andre end jeg selv var i huset, så jeg kunne nemt komme ud, uden hun ville undre sig. Jeg skyndte mig derfor ned til hoveddøren, gik ud, låste den og gik i den kolde decemberdag, mod tunnelen. Den lå tæt herpå, så jeg kunne allerede se den. Hurtigt var jeg henne ved den, og lige inden jeg gik igennem, tøvede jeg en smule. Men alligevel overtalte jeg mig selv til at gå igennem, for Jolanas skyld. Der var mørkt og kun få lamper var i tunnelen, så man da kunne se en smule. Allerede som man kort havde drejet, så man udgangen, med en hvid udsigt, da græsset og vejen var dækket af sne. Da jeg kom der ud, så jeg stien forsætte lige ud, men det var ikke den vej jeg skulle. Jeg ville lede i den lille skov, der lå til min venstre side. Få træer var placeret, men måske kunne man finde noget derinde. Jeg ville i hvert fald give det et forsøg, hvad kunne der ske?

Som jeg havde gået i ti minutter, så jeg noget interessant. Der lå en træhytte imellem de tætvoksede træer. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven, kunne der være nogle derinde? Og med det mente jeg Matt, Austin og Jolana? Forhåbentligt, men man kunne da aldrig vide. Forsigtigt tog jeg mig sammen, og gik mod hytten, hvor alle gardinerne var trukket for ruderne. Jeg kunne se hoveddøren af noget gammelt brunt træ, og døren så nem ud til bare at sparke ned, men det ville jeg dog ikke. Jeg ville bare gå ind, og hvis der så boede et gammelt ægtepar, ville jeg undskylde. Men hvem ville bo herude, med flere kilometer til butikker og naboer? Ikke jeg i hvert fald. Jeg kom hen til døren, og åbnede den stille. Knirken fra døren var en smule høj, så det irriterede mine ører. Hvis der så var nogen herinde, ville de i hvert fald vide, at jeg var her, ellers havde man en ret så dårlig hørelse. Jeg kiggede mig til højre, og så nogle værelser. Til min venstre var der en stue, så jeg besluttede mig for at gå ind på værelserne. Intet så brugt ud, og lignede noget, som der ikke var brugt i lang tid. Men der var dog noget, som virkelig tog min opmærksomhed. Der midt på det grimme trægulv, lå der en sølvhalskæde. Ikke bare hvilken som helst halskæde, men Jolanas! Jeg kendte den med det samme, og hurtigt tog jeg den til mig. Hun havde været her. Men hvor længe, og hvornår? Nu havde jeg da et spor. Hun havde været her, men det så i hvert fald ud til, at de var taget væk. Med forsigtige skridt, gik jeg ned til stuen, som også så ubrugt ud. Der var en masse støv på møblerne, og der lå gammelt skrald på sofabordet. Til min højre side var der en dør, der stod på klem, så jeg valgte at gå derind, og fandt et badeværelse. Et helt normalt badeværelse, som lugtede en smule. Der var et badekar til min højre side, med et forhæng trukket for. Ved min anden side var toilettet og en masse toilet sager. Jeg gik hen for at kigge på skabene, men før jeg nåede at tænke mere over det, blev alting sort og jeg følte, at jeg faldt til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...