Forrådt - Færdig

Min historie, fra dengang min depression startede. Jeg var kun 12 år gammel, og min barndom sluttede alt for hurtigt og pludseligt...

18Likes
77Kommentarer
2586Visninger
AA

3. Del 2 - Slutningen

Samme aften sad jeg endnu engang og diskuterede. Eller nærmere lyttede til fornærmelser og sårende bemærkninger, mens jeg forsøgte at modbevise dem, og finde kilden til dem.
Jeg fandt hurtigt ud af at kilden til dem var Emilie. Og selvom vi havde været oppe og skændes dagen før, overraskede det mig. Jeg troede at vi kunne klare det alene. Det fik jeg hurtigt modbevist.
Jeg så hvordan min verden faldt fra hinanden. Alle på den rideklub Emilie og jeg plejede at komme på havde vendt sig mod mig.
Og de kunne ikke engang give mig en grund. Ikke en eneste, ikke engang en dårlig en af slagsen.
Jeg endte med at gå grådkvalt ind i stuen til min mor, for at spørge hende hvad jeg skulle gøre.
Udfaldet af den handling overraskede mig dog. Og ikke positivt.
Min mor fortalte mig, at med de ting de havde sagt, og de trusler de var kommet med, kunne hun ikke lade mig blive på den rideklub. Med andre ord… Jeg ville miste min hest. Den eneste i denne verden jeg virkelig stolede på. Min elskede halvpart, der gik som rideskolepony.
Mit forsøg på at få vejret, fik et skrig til at arbejde sig vej op igennem min hals. Et enkelt, skingert, hjerteskærende et, der udstrålede så meget smerte at jeg ikke engang selv kunne klare og høre det. Og lige på det tidspunkt troede jeg ellers ikke at det kunne blive værre.
Min mor nåede ikke engang at sige noget før jeg stormede ind på mit værelse. Jeg gav mig ikke engang tid til at smække døren, for jeg vidste at hun ville følge efter mig alligevel.
Tårerne rendte så stærkt ned af mine kinder at jeg havde svært ved at skelne møblerne fra hinanden. Men jeg fandt dog min seng.
Her sad jeg så og vuggede frem og tilbage, meget ens med en sindssyg, da min mor fandt mig.
“Bella du..” jeg kiggede på hende med så meget had jeg kunne præstere. Og det var ikke meget, jeg var for overmandet af sorg.
Min mor forlod mit værelse uden flere ord. Det gik vel op for hende at hun aldrig ville kunne hjælpe mig. Aldrig nogensinde.
Jeg krummede mig sammen, og fortsatte med at rokke frem og tilbage, mens jeg mumlede: “Pepsi,” igen og igen. Det var det eneste ord jeg kunne få over mine læber.
Efter den aften, har jeg et hul i min hukommelse på omtrent 3-4 måneder…
________________________________________________________________________________

Intet i denne historie er opfundet, overdrevet eller forvrænget.
Alt er den rene skære sandhed.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...