Du sagde du elskede mig, og altid ville være ved min side. Hvor er du så nu?


2Likes
16Kommentarer
2288Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Det var dig, der kom dumpende ind i mit liv, og reddede mig. Hvis ikke du var kommet, havde jeg været død. Nu er du her ikke mere, til at redde mit lille, usle liv mere. Men den gang du fandt ud af, at jeg havde prøvet at begå selvmord, lovede du mig noget. En enkelt lille ting. Kan du huske den ting? Det kan jeg nemlig godt, men det har du allerede brudt. Mens smerterne bredte sig i min krop, viste mindet sig for mit indre øje. Jeg sad lænet op af dig, i sofaen. Du lod din hånd glide op og ned af min bare arm, mens kaminens ild, fik min hud til at gløde. Din berøring, brændte mere end ilden varmede min hud. Den sendte et elektrisk stød igennem mig, der fik det til at kilde i min mave. Jeg elsker dig så uendeligt, og jeg kan ikke forstå, du ikke kunne se det. Du kunne altid have sagt det til mig, inden hende pigen skulle komme og sige det. Du havde haft kørt din hånd op og ned af min overarm, men fjernede så mit hår fra min hals, og fordi du lagde lige bag mig, kunne du sikkert se mine ar. Jeg reagerede for langsomt, da det føltes så rigtigt, det du gjorde, men det var det ikke. Du skulle ikke se de ar. Jeg ville have taget mit hår tilbage, men du stoppede min hånd, og studerede dem. Du lod dine fingre glide henover dem, på en måde, der gav mig kuldegysninger. Jeg kunne ikke se dit blik, men jeg kunne lige ane din mund, der var klemt sammen til en lige streg. Hvad mon du havde tænkt, da du sad og kiggede på mine ar? Det undrer jeg mig stadig over, når jeg ser på dem i spejlet, og langsomt fører mine fingerspidser henover dem, ligesom du havde gjort det. ”Hvad er det her?” spurgte du, med en tonløs stemme. Det tegnede ikke godt, så jeg spillede dum. ”Hvad er hvad?” sagde jeg, så man kun lige kunne ane min nervøsitet. ”Lad vær med at spille dum, de her ar, hvad er de fra?” sagde du, med en ligeså tonløs stemme. Jeg hadede den måde, du kunne se lige igennem mig, som om jeg var en åben bog, du bare kunne læse. ”Jeg… Jeg…” stammede jeg, ude af stand til at svare på dit spørgsmål. For hvordan kunne jeg svare dig? Jeg var ikke stolt af dem, og det var ikke noget jeg tit snakkede om. Faktisk aldrig. ”Du kan sige alt til mig, søde,” sagde du, med din beroligende stemme. Hvis jeg altid kunne komme til dig, hvad fik dig så til at tro, at du ikke kunne komme til mig? ”Du vil ikke kunne lide det,” sagde jeg, med en stemme, fyldt med nervøsitet. ”Bare kom med det,” sagde du, og nussede min overarm igen. Jeg drejede mit hoved mod ilden, og begyndte så at fortælle, mens jeg stirrede på flammerne. ”Det var sidste år, 1 måned før du kom. Du ved godt, at mine forældre er døde, og jeg var uvenner med min veninde. Jeg havde ingenting, og jeg følte mig elendig, og fuldstændig mislykket. Jeg planlagde det hele en aften, og gjorde det om morgenen. Jeg satte skamlen præcist under den krog, jeg havde i loftet. Jeg satte en snor i den, med en løkke for enden. Jeg prøvede at hænge mig selv, men noget gik galt. Krogen var ikke stærk nok, og gav mig derfor kun nogle sår på min hals. Det er dem, der har lavet de her ar. Det var først da du kom ind i mit liv, at alt gav mening igen,” sagde jeg, og lagde min hånd på min hals, lige der hvor mine ar var. ”Sådan skal du aldrig føle igen. Jeg vil altid blive hos dig, uanset hvad,” sagde du, med en rolig stemme, og kyssede blidt min kind.

Du ville altid være hos mig, uanset hvad. Det løfte har du brudt, for jeg kan ikke se dig nogen steder. Du har forladt mig her, helt alene, i denne verden. Du løj. Det er det eneste jeg tænker om det minde. Du løj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...