Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22863Visninger
AA

19. Kapitel 18 - Ciaras synsvinkel

Det var så underligt, at hun ikke kunne huske mig? Jeg havde troet, at hun kunne huske mig, siden hun kom her. Men så ville jeg da bare fortælle hende, hvad jeg vidste og synes, at hun skulle vide.

"Bor du her alene?" spurgte hun, og kiggede rundt herinde. Jeg trak lidt på det. Altså det gjorde jeg teknisk set ikke. Jeg boede her med min far, eller... egentlig er det min papfar, men jeg ser ham som min rigtige far, da jeg aldrig har set min rigtige far sådan rigtigt. Jo, jeg har én gang, men der var han ikke ligefrem specielt behagelig.

"Altså på en måde ja... Jeg bor her med min far, som kun er hjemme en gang imellem. Lige nu er han bare ude og købe ind," sagde jeg, og strøg min hånd op og ned af hendes arm.

"Og han er så... min onkel eller hvad?" spurgte hun en anelse tøvende, og kiggede bare ned på sine hænder. Jeg nikkede smilende og gav slip på hende, så hun ikke længere sad i min favn. "Hvor meget ældre end jeg, er du egentlig?" spurgte hun, og kiggede nu op på mig.

"Kun to år," mumlede jeg stille og kom til at tænke på dengang, vi var børn. Vi havde været så glade for hinanden og havde bare nydt hinandens selskab. Det var dengang, jeg intet vidste omkring hele mit liv. Om min rigtige far eller i det hele taget bare om min fortid og stamtræ.

"Jeg kom egentlig her for at spørge om noget specielt," mumlede hun, og kiggede endnu engang ned i sine hænder. Det her virkede på en måde lidt akavet, da jeg havde en idé om, hvad hun ville spørge om, og hvis det var det, så kunne jeg ikke give hende noget svar, da jeg ikke selv vidste det. "Ved du, hvad der skete med min far?" Der kom spørgsmålet. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg prøvede selv at finde svaret engang. Jeg ledte i to og en halv måned efter svaret, men jeg fandt det aldrig. Jeg prøvede tit at spørge min far, men... han ville ikke fortælle mig det, og han fortalte mig, at jeg skulle komme videre i stedet for at lede efter svar. Det gjorde jeg så, men jeg har aldrig været tilfreds med min beslutning," sagde jeg, og alt jeg sagde passede. Jeg har altid ville opklare mysteriet, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal gøre det...

"Fortæl mig lidt om din far," sagde hun lidt efter, og kiggede forsigtigt hen på mig. Hun virkede så forsigtig og tøvende. For min skyld kunne hun bare snakke derud af, som hun gjorde, da vi var små. Det var altid sjovt at være sammen med hende, fordi vi altid hyggede os, og fandt på nogen sjove leje, som jeg bl.a. havde lejet med mine veninder i skolen, også ville hun og så lære dem, når jeg snakkede om dem. Det var nu meget sjovt alligevel.

"Hvilken en af dem?" sagde jeg stille, og håbede egentlig mest på, at hun ikke hørte det. Nu ikke fordi at hun ikke måtte høre det, men det lød bare så dumt og så akavet. Hun kiggede forvirret på mig, og det kunne jeg da også godt forstå. "Dengang jeg var lille... så fik min rigtige far, Mano, og mor mig meget tidligt, og de var ikke selv specielt gode forældre, og ville faktisk ikke have børn endnu. De synes, at det var for tidligt, så lige inden jeg blev født, der fortalte de til min papfar, Ikaika, som jeg nu betragter som min rigtige far, at han godt måtte få mig, da de vidste, at han ville blive en bedre far, end de ville blive til sammen. De drak og tog stoffer, så de var ikke helt raske oppe i hovedet, så da jeg blev født, så ville de pludselig beholde mig alligevel. Så tager Ikaika mig så med til Atlanta, hvor vi bliver til jeg er seksten år. Så kommer Mano så og har to håndlangere med, som så bortfører mig tilbage til Hawaii, hvor de skulle holde mig til Mano kom tilbage, men de havde dårlig samvittighed over det her, så de slap mig fri, og bad mig om at løbe alt, hvad jeg kunne uden at kigge mig tilbage. Siden da har jeg ikke set noget til nogen af dem. Bortset fra Ikaika som kom tilbage til Hawaii en måned senere," sagde jeg, og sørgede for, at hun var godt med. Hun kiggede overrasket på mig, men jeg var sikker på, at hun havde nogen værre historier at fortælle, end hvis jeg fortalte, hvad der skete, da jeg blev bortført.

"Ciara, jeg er hjemme!" råbte min fars stemme, og en dør smækkede i. Gad vide hvad han ville sige, når han så Jessica?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...