Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22874Visninger
AA

18. Kapitel 17 - Jessicas synsvinkel

Jeg stod nu ude foran det hus, som jeg nu skulle ind i. Hun burde bo her. Jeg var temmelig sikker. Det var i hvert fald her, at hun havde skrevet, at hun boede bag på billedet. Billedet lå trygt i min lomme, og jeg ville vise hende det, hvis hun ikke kunne genkende mig, som jeg var temmelig sikker på, at hun ikke kunne. Huset var forholdsvis stort, men ikke lige så stort som bedstemors. Egentlig undrer det mig lidt, hvor bedstemor har alle sine penge fra, men det rager egentlig ikke mig. Med tøvende skridt gik jeg op til hoveddøren, og blev en anelse nervøs. Hvad nu hvis hun ikke ville se mig, og bare er ligeglad med mig? Før jeg nåede at tænke videre, havde jeg ringet på døren. Jeg følte at mit hjerte bankede syv gange i sekundet, selvom det var umuligt. Døren blev hurtigt åbnet, og en utrolig køn pige stod foran mig. Hun kiggede ned på mig med et lidt forvirret blik.

"Hej," startede jeg dumt ud med at sige. Hun gav mig elevatorblikket, og kiggede smilende på mig. "Mit navn er Jessica," sagde jeg forsigtigt, og hendes ansigt ændrede sig pludselig. Hun kiggede med store øjne på mig, og trak mig ind i et kram.

"Jeg synes nok, at jeg kunne genkende dig," mumlede hun ned i min skulder. Hun var nok fem centimeter højere end mig, men nu var hun jo og så ældre end mig, så det var vel ganske normalt. "Hvordan er du kommet her til Hawaii?" spurgte hun, og skubbede mig blidt ud fra sin favn.

"Jeg tog et fly?" sagde jeg med et grin, og kiggede dumt på hende. Hvordan skulle jeg ellers have kommet hertil? På min flyvende abe? Nej vel...

"Ja, men... hvordan fandt du frem til mig? Hvor længe har du været her? Og hvor bor du nu, hvor du er her?" spurgte hun ud i en køre. Jeg grinede af hende. "Kom, vi tager denne snak inde hos mig," sagde hun, og trak mig blidt ind af døren. Her var faktisk ret pænt, måtte jeg sige. Her så meget... sofistikeret ud. "Kom med," sagde hun, og tog blidt fat i min arm, og fik trukket mig med ind i stuen. Sofaerne var sorte og af en eller anden slags læder. De var faktisk ret flotte. Ellers hang der en lysekrone midt i rummet, som lyste flot op. Man kunne kigge ned til den vej, som jeg var kommet fra, da vinduerne var store, og man kunne kigge lige ned på dem. Selve huset lå faktisk på en høj af en slags. Flot, det var her i hvert fald. "Okay, hvor meget ved du?" spurgte hun, og fik trukket mig ned i sofaen ved siden af hende. 

"Jeg er faktisk kommet for at spørge dig," sagde jeg stille, og kiggede ned i sofaen. Det var en smule akavet, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige. Altså hvad ville jeg have at vide? Jeg ville vide, hvor vi kender hinanden fra, og hvad hun mon muligvis ved om min far. Hvis hun altså overhovedet ved noget om det. Det er jo slet ikke sikkert.

"Hvad vil du vide?" spurgte hun, og sendte mig et sødt smil. Mit hår faldt ned i øjnene på mig, da jeg havde ladet det hænge løst. Hun tog mit hår bag mit øre, og smilede stadig sødt til mig.

"Hvor kender vi to hinanden fra?" spurgte jeg, og kiggede på hende. Hun brød ud i et grin, og holdte sig på maven imens. Hvorfor grinede hun? Jeg kunne ikke se noget sjovt i det? Altså jeg anede jo ikke, hvor vi kendte hinanden fra eller noget? Hun fandt det jo tydeligvis sjovt.

"Mener du det?" spurgte hun, da hun stoppede med at grine. Jeg nikkede forvirret, og kiggede underligt på hende. "Det havde jeg ikke forventet," mumlede hun stille. "Kan du virkelig ikke huske noget?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, og kiggede lidt ned. Det var ret pinligt, at jeg ikke kunne huske hende, da jeg nok burde kunne huske hende på den måde, som hun sagde det på. "Kan du ikke huske, at jeg er din kusine?" spurgte hun, og endnu engang rystede jeg på hovedet. 

"Jeg kan virkelig ikke huske noget af det der," sagde jeg stille, og kiggede på mine hænder. Jeg følte mig så dum over, at jeg ikke kunne huske noget af det her. Det virkede så akavet.

"Jessica... Jeg er din kusine Ciara. Vi har ikke set hinanden siden, at du var fire år gammel, så det er nok derfor, at du ikke kan huske det. Men jeg troede, at du havde fået det billede, som vi havde sendt her for fire år siden? Du ved... lige inden... din far døde," sagde hun, men mumlede det sidste. Jeg kunne ane nogen tårer i hendes øjne, som automatisk smittede af på mig. "Han var virkelig en dejlig mand," sagde hun med et smil, og fik tørret sine øjne, inden tårerne trillede ned af kinderne på hende. Men for mig... der var det for sent. Jeg sad nu, og græd over min far, som jeg ikke har gjort i halvanden måned. Ciara lagde sine arme omkring mig, og jeg følte på en måde en skyldfølelse over, at jeg ikke kunne huske hende, men jeg havde på fornemmelsen, at der var meget at fortælle...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...