Fuld af løgn - Justin Bieber 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2011
  • Opdateret: 2 okt. 2011
  • Status: Færdig
Efter en, en halv måned på Hawaii har Jessica kun fundet sin bedstemor, Alamea, som hun bor hos, og allerede har fået et godt forhold til. Jessica prøvet at lokke noget ud af sin bedstemor, men det er nærmest umuligt. Hendes mund er lukket, men Jessica giver ikke så let op. Hun har en mission, og tager ikke hjem, før hun har opklaret den... Selvom savnet til Justin er stort. Den dreng som hun svigtede ved at gå uden ét éneste ord, og den dreng som hun er forelsket i...

168Likes
958Kommentarer
22762Visninger
AA

14. Kapitel 13 - Justins synsvinkel

Det var som om at noget inde i mig, fik mig til at gøre det her. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg reagerede, som jeg nu gjorde. Det var som om, at jeg bare ville beskytte Jessica for hver en pris. Men der er jo også en enkelt grund - jeg elsker hende jo. Selvom hun ikke ved det, og sikkert ikke kan se det, så elsker jeg hende. Meget endda. Jeg vil spørge hende på et tidspunkt, om hun vil være min, men om hun overhovedet vil sige ja, aner jeg godt nok ikke. Men lige nu har hun jo også en kæreste, så hun vil i hvert fald ikke sige ja foreløbigt. Den sidste af de der fyrer løb væk, og her stod jeg, og kiggede på Jessica over skulderen, som holdte sin top lige omkring hendes bh. 

"Justin? Er det dig?" spurgte hun en smule forvirret. En smal linje blod løb ned af hendes kind. Jeg svarede hende ikke, men gik bare hen, og hjalp hende op. Hun stod ret ustabilt, men jeg prøvede at holde hende oprejst. Da jeg følte, at hun kunne stå nogenlunde, gav jeg slip på hende, og begyndte at gå. "Justin vent nu lige!" råbte hun efter mig, og jeg kiggede med kort over skulderen, imens jeg gik videre. Hvorfor skulle jeg vente? Så jeg kunne høre om hendes ååh så fantastiske kæreste? Ellers tak! "Justin, jeg er ikke kærester med Nohea!" råbte hun efter mig, og det fik mig til at stoppe op.

"Så det er det, han hedder, hva'? Jamen så må i jo bare have det virkelig lykkeligt sammen!" råbte jeg til hende. Jeg kunne ikke styre mine ord, og de røg bare ud af munden på mig. Jeg begyndte at gå igen, men følte hendes blikke på mig.

"Din... din... jaloux stodder, altså!" råbte hun efter mig, og endnu engang stoppede jeg op. Selvom det var rigtigt, vækkede det alligevel en eller anden følelse i mig. Denne gang var det ikke jalousi eller vrede. Men heller ikke sorg. Jeg kunne ikke sætte ord på følelsen, men følelsen var ikke ligefrem fantastisk.

"Er jeg?! Hvem var det i lejren, Jessica?!" nærmest råbte jeg, og gik med faste skridt hen til hende. Hun havde endnu ikke fået sin top på, men det burde hun nok. Ikke fordi at jeg ikke nød synet, for det gjorde jeg, men jeg vil ikke have, at hun skulle blive syg. Hun svarede mig ikke, men kiggede bare til siden. "Jessica, svar mig!"

"Det var jeg!" råbte hun, og slog opgivende ud med armene. Jeg smilede tilfreds. Jeg havde i det mindste fået hende til at sige det. "Men det var du også! Kan du huske det i starten med Christopher?" spurgte hun, og straks falmede mit smil, og hendes blev tilfreds. Han gjorde mig stadig sur. 

"Jeg kan skam sagtens huske ham, uden at du behøver at minde mig om ham!" sagde jeg irriteret, og kiggede bare hen på en af dem, jeg havde slået. Han var ved at rejse sig, og da han så mig, stivnede han. Han regnede nok ikke med, at Justin Bieber ville slå ham ned på Hawaii. Jeg tog et skridt imod ham bare for at provokere og gøre ham bange, og han skyndte sig at rejse sig op og løbe. Dét fik et tilfreds smil på mine læber frem.

"Det er ikke første gang," mumlede hun. 

"Hvad?" spurgte jeg, og kiggede forvirret på hende. Hvad mente hun med, at det ikke var første gang? Og første gang at hvad? 

"Det er ikke første gang, at de har prøvet at... ja, du ved," sagde hun, og regnede nok med, at jeg selv kunne det sidste ord.

"Voldtage dig?" spurgte jeg. Hun nikkede, og det gjorde mig bare ufattelig sur, at de havde prøvet før. Man voldtager bare ikke folk! Om det så er onde folk eller irriterende, så gør man det bare ikke!

"Men Nohea reddede mig," sagde hun stille, og håbede nok, at jeg ikke hørte det. Nohea måtte være hendes kæreste, som hun så prøver at bilde mig ind, ikke er hendes kæreste. Jeg åbnede munden, men hun afbrød mig; "Justin, tro mig. Han er ikke min kæreste! Han er en rigtig god ven, og mere bliver vi aldrig." Det så ud som om, at hun fortalte sandheden, men alligevel var jeg ikke helt overbevist.

"Hm," fnøs jeg, og kiggede hende lige i øjnene. Vi var faktisk nogenlunde lige høje, og først nu lagde jeg sådan rigtig mærke til, at hun faktisk havde fået meget længere hår. De gik hende nok til barmen, og jeg må sige, at det klædte hende meget bedre end med det korte hår! Plus at da hun havde det korte hår, fik hun mig til at føle, at jeg havde en pige frisure. Mit blik landede på hendes læber, og jeg havde virkelig lyst til at kysse hende! Jeg ville bare mærke hendes læber efter alt den tid, hvor jeg ikke har set hende. Hun så, at jeg kiggede på hendes læber, men hun sagde intet til det. Det havde jeg nu heller ikke håbet, at hun havde gjort. Langsomt nærmede vores hoveder sig hinanden, og jeg nåede dårligt nok at reagere, før det skete...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...